Hvis du bliver syg og modtager dagpenge

Hvis du bliver syg, står du ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor kan du heller ikke få dagpenge, så længe du er syg. I stedet kan du få sygedagpenge.

For at modtage sygedagpenge skal du på din første sygedag melde dig syg på 'min side' på Jobnet. Når du bliver sygemeldt, står du ikke længere til rådighed for arbejdsmarkedet og du bliver derfor afmeldt Jobnet. 

Mit Sygefravær

Din A-kasse får automatisk besked om din sygemelding, og de vil indberette dit sygefravær til kommunen. Herefter vil du modtage et brev fra kommunen i din digitale postkasse.

Er du tilmeldt Digital Post, får du automatisk brevet om dit sygefravær i din digitale postkasse. Du følger linket i meddelelsen i din digitale postkasse og indtaster dine oplysninger i Mit Sygefravær.

Du kan også logge på selvbetjeningsløsningen Mit Sygefravær med dit NemID nedenfor. Er du fritaget fra digital post, modtager du brevet med almindelig post.

Din A-kasse har i forvejen indsendt oplysninger om dig, og dem skal du godkende og derefter supplere med en række oplysninger.

Til sidst underskriver du og sender ansøgningen digitalt med dit NemID. 

Efterfølgende kan du altid logge på 'Mit sygefravær' og se hvilke oplysninger, der er indsendt.

Læs mere om Mit Sygefravær på borger.dk

Raskmelding

Du skal raskmelde dig på Min Side på Jobnet. Når du raskmelder dig, bliver du automatisk tilmeldt Jobnet igen.

Hvis dit barn bliver syg

I de fleste job kan du få fri på dit barns første sygedag på samme måde, som du selv har mulighed for at få løn eller sygedagpenge under sygdom, men det gælder ikke, når du er ledig.

Spørg din A-kasse, hvis du er i tvivl.

Selvbetjening:

Sygedagpenge

På 'Mit sygefravær' kan du anmode om sygedagpenge. I den forbindelse skal du afgive en række oplysninger til kommunen.

Vær opmærksom på

Der kan være tre forløb, som du skal igennem, når du skal udfylde Mit Sygefravær:

1) Udfyld UDP (kommentér de oplysninger, som din arbejdsgiver har indsendt, og godkend med dit NemID)

2) Udfyld ansøgning om sygedagpenge og godkend med dit NemID

3) Udfyld oplysningsskemaet og godkend med NemID (Oplysningsskemaet bliver kun vist og skal kun udfyldes, hvis din arbejdsgiver ikke har angivet en sidste sygefraværsdato)

OBS: Når du er færdig med udfyldelsen, vil du modtage en kvittering. 

Gå derefter tilbage til forsiden for at se, at du har udfyldt alt. Det er vigtigt, at der til sidst står på skærmen, "Du har ingen ventende opgaver i Mit Sygefravær".

Til denne selvbetjeningsløsning skal du bruge NemID.


Driller den digitale selvbetjening?
Ring til Den Digitale Hotline på telefon 70 20 00 00.
Man.-tors.: 8.00-20.00, fre.: 8.00-16.00, søn.: 16.00-20.00

Menu