Borgerens Rettigheder – aktindsigt

Alle borgere har i vidt omfang ret til at få indsigt i de dokumenter, der indgår i sagsbehandlingen i Rebild Kommune.

Reglerne herom findes i Offentlighedsloven, der dog også indeholder begrænsninger i, hvad der kan kræves aktindsigt i.

Er du part i en afgørelsessag, gælder der en udvidet ret til aktindsigt. Disse regler findes i Forvaltningsloven.

Hvis du vil have aktindsigt i en sag, skal du henvende dig til den forvaltning eller afdeling, hvor du mener, at sagen behandles. Du skal normalt have svar på en anmodning om aktindsigt indenfor syv dage.

Hvis du ønsker at klage over en afgørelse om aktindsigt, skal du rette henvendelse til den forvaltning, der har truffet afgørelsen.

Ret til indsigt i behandlinger med mere

Persondataloven giver den enkelte borger en række rettigheder. Det gælder især retten til at få indsigt i oplysninger om en selv.

Du har som borger blandt andet ret til at:

  • modtage besked om, at der indsamles oplysninger om dig
  • få indsigt i de oplysninger, der behandles
  • gøre indsigelse mod, at behandling af oplysninger finder sted, og hvis indsigelsen er berettiget, skal behandlingen ophøre
  • gøre indsigelse mod, at oplysninger om dig selv videregives til markedsføring
  • gøre indsigelse mod afgørelser, der har retsvirkning for eller berører dig selv i væsentlig grad, og som alene er truffet på grundlag af elektronisk databehandling
  • få urigtige eller vildledende oplysninger rettet, slettet eller blokeret
  • tilbagekalde et samtykke til behandling af følsomme oplysninger

Du har kun ret til at få indsigt i personoplysninger, der vedrører dig selv.

Ønsker du indsigt i bestemte behandlinger/registre, kan du henvende dig i den forvaltning, der har de pågældende personoplysninger.

Ønsker du indsigt i alle Rebild Kommunes behandlinger/registre, skal du henvende dig til:

Rebild Kommune
Hobrovej 110
9530 Støvring 
Mrk.: Indsigtsret

Du skal normalt have svar på din henvendelse indenfor fire uger.

Klagemulighed

Du kan klage over Rebild Kommunes behandling af oplysninger om dig til:

Datatilsynet
Christians Brygge 28, 4. sal
1559 København V

Datatilsynet kommer kun ind i billedet, hvis borgeren er utilfreds med det svar, kommunen giver. 

Menu