Dambrug

I Rebild Kommune er der 10 ferskvandsdambrug, der alle afvander til Limfjorden via vandløb. Det er Rebild Kommunes opgave at sikre, at dambrugenes drift sker på en miljømæssig forsvarlig måde, så de fastsatte målsætninger kan opnås.

Alle dambrug, bortset fra anlæg med fuld recirkulering og uden udløb til vandløb, søer eller havet, skal miljøgodkendes i forhold til miljøbeskyttelseslovens §§ 33 og 39. I miljøgodkendelsen stilles der krav til driften af dambruget og krav om anvendelse af 'bedst tilgængelige teknik' (BAT) til reduktion af miljøbelastningen. Kommunen laver blandt andet også tilladelser til indvinding af overflade- og grundvand til dambrugsdrift samt til brug af medicin og hjælpestoffer.

Rebild Kommune er forpligtet til mindst 1 gang årligt, at føre tilsyn med det enkelte dambrug. Ved tilsynet kontrolleres om bestemmelserne om drift og indretning i dambrugsbekendtgørelsen og vilkår i miljøgodkendelsen overholdes. Derudover skal der årligt laves et vandløbstilsyn, hvor vandløbenes biologiske tilstand bedømmes op- og nedstrøms dambrugene. Bedømmelsen foretages efter en metode kaldet Dansk Vandløbsfaunaindeks (DVFI).

Menu