Hvem skal rydde op på erhvervsgrunde ?

I Danmark er der et grundlæggende princip om, at forureneren betaler. I visse tilfælde kan kommunen meddele påbud om undersøgelse og oprensning efter jordforureningsloven.

Rebild Kommune har mulighed for at meddele påbud om undersøgelse og oprensning af jordforurening, der stammer fra erhvervsmæssige aktiviteter. Dette kaldes ubetinget forureneransvar. 

I andre tilfælde kan en forurener kun påbydes at rydde op, hvis vedkommende har handlet uforsvarligt eller på anden måde har udvist en ansvarspådragende adfærd.  

Derudover er der særlige regler i forbindelse med forurening fra villaolietanke, der har deres egen § 48 i jordforureningsloven.

Hvis en del af en forurening er sket 1. januar 1992 eller senere, kan Rebild Kommune påbyde en forureningsundersøgelse efter jordforureningslovens § 40.

Hvis Rebild Kommune kan dokumentere, at størstedelen af forureningen er sket 1. januar 2001 eller senere, kan kommunen også kræve oprensning og genopretning af den tidligere situation efter jordforureningslovens § 41.

Den offentlige indsats

Forbruget af offentlige midler til undersøgelse og oprensning af jordforurening administreres udelukkende af regionerne. Hvert år har regionerne et politisk fastsat beløb til rådighed til oprensning af forureninger. Regionen prioriterer disse midler blandt de grunde, der er registreret i regionen. Som udgangspunkt prioriteres de såkaldte indsatsområder, som er grunde, der ligger i områder med drikkevandsinteresser og grunde, der anvendes til følsom anvendelse såsom bolig og børnehave.

Kommunerne har således ikke mulighed for at afsætte midler til at hjælpe borgere, som uden skyld er blevet pådraget en forurening for eksempel i forbindelse med en ejendomshandel.

Menu