Fakta om det nye gule sundhedskort

Måske har du allerede modtaget et nyt sundhedkort (det der før hed sygesikringsbevis) ellers gør du det snart. Vent med at klippe det gamle i stykker til 1. august. I mellemtiden kan du læse nogle fakta her.
  • Alle danskere vil i løbet af juli måned modtage et nyt gult sundhedskort med posten. Årsagen er, at der fra d. 1. august 2014 kommer nye regler for rejsesygesikringen. Fra denne dato dækker det gule sundhedskort ikke længere, når du rejser på ferie i udlandet.
  • Fortvivl ikke, hvis kortet ikke ligger i postkassen i den kommende uge. Kortene sendes ud over de næste tre uger og sendes ikke systematisk ud. Det vil sige, at medlemmerne af en husstand ikke nødvendigvis får sundhedskortene tilsendt samtidigt.
  • Du skal være opmærksom på, at kortet ikke virker før 1. august – indtil da skal du bruge dit gamle sundhedskort, så vent med at klippe dit gamle kort i stykker.
  • Rejser du på ferie i slutningen af juli og først kommer hjem i august, er du dækket af rejsesygesikringen frem til hjemkomst (dog inden for de 30 dage, som rejsesygesikringen normalt dækker)
  • Er du flyttet efter den 1. juni, vil du muligvis få tilsendt et gult sundhedskort med din gamle adresse. Du vil i så fald efterfølgende få tilsendt et kort med den rigtige adresse. Hvis du bestiller dit blå EU-sygesikringskort nu, kan du forvente at få det inden for to uger – du kan dermed stadig nå at få det inden 1. august
  • Det blå EU-sygesikringskort er gratis og dækker dig på rejser inden for Europa, dog med lidt andre regler end det gule sundhedskort. Fx dækkes du på lige vilkår som indbyggerne i det land, du rejser i. Det betyder fx, at du kan risikere at skulle betale noget af behandlingen selv. Hvis du vil være helt sikker på, at du får alle udgifter dækket hvis uheldet er ude, skal du tegne en privat rejseforsikring.

Menu