Fremtidens senior- og handicapservice

Målet for projektet Fremtidens senior- og handicapservice er en strategiplan for årene 2014-2018.

Baggrunden for projektet er, at der bliver flere og flere ældre. Flere mennesker bliver diagnosticeret med demens, arbejdsstyrken aftager og nye generationer af ældre og handicappede stiller andre krav til bolig, kost, hverdagens aktiviteter og indhold. Regionen overdrager i stigende grad opgaver til kommunen, som skal løse nye og mere komplekse pleje- og behandlingsopgaver. Der sker også en markant omlægning fra stationær til ambulant behandling på sygehusene, hvilket betyder, at kommunerne i større og større omfang skal løse sundhedsopgaver.

For at løse disse udfordringer er det nødvendigt, at vi udarbejder en samlet strategi for Fremtidens senior- og handicapservice.

Et af projektets mål bliver at skabe rammer for ældre og handicappede, hvor der er fokus på det gode liv, og hvor træning og hverdagsrehabilitering vil få stadig større vægt. Den grundlæggende tanke bag arbejdet er, at løfte borgeren og hjælpe den enkelte til at kunne klare sig selv så vidt muligt, med udgangspunkt i borgerens individuelle behov og ressourcer.

I processen lægger vi vægt på at inddrage medarbejdere, brugere og øvrige interessenter. Med udgangspunkt i idéer fra den udvidede ledergruppe i Center Pleje og Omsorg, repræsentanter for medarbejderne, politikere, Ældrerådet, Handicaprådet og øvrige interesserede borgere, sætter projektaftalen fokus på syv centrale temaer, hvor borgeren er i centrum, og rehabilitering udgør den røde tråd.

Udviklingen af fremtidens senior- og handicapservice skal ske indenfor otte fokusområder:

  • Organisering, ledelse og kommunikation
  • Velfærdsteknologi
  • Det nære sundhedsvæsen
  • Frivillighed
  • Fremtidens medarbejder
  • Boligformer og målgrupper 
  • Demensområdet
  • Aktivitets- og samværstilbud.

Ny milepæl

Arbejdet med at gennemtænke og forme grundlaget for Fremtidens Senior- og Handicapservice er nået frem til en ny milepæl.

Byrådet har godkendt otte strategioplæg, som har været i høring og efterfølgende justeret.
Godkendelsen af strategioplæggene indbefatter også, at der er givet grønt lys for projektaftaler med tilhørende tidsplan.

 

Menu