Flere øjne skal bremse indbrud

Rebild kommune går nu sammen med Lokalpoliti Himmerland og Mariagerfjord og Vesthimmerlands kommuner i et projekt, der skal forebygge indbrud og tricktyveri i lokalsamfundene.

Tanken er, helt enkelt, at udnytte de mange sæt øjne, der konstant befinder sig på gader og stræder, idet mange kommunale medarbejdere er ansat i såkaldt udadvendte funktioner, hvor de færdes udenfor som en naturlig del af deres arbejde. For eksempel hjemmehjælpere, teknisk personale og sygeplejersker.

Idéen er så, at disse medarbejdere skal agere øjne og ører for politiet, mens de passer deres arbejde - ved at melde mistænkelig adfærd til politiet.

- Vi ved, at risikoen for at blive opdaget, afskrækker indbrudstyvene, så et opmærksomt nærmiljø vil kunne bremse antallet af indbrud, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der er leder af Lokalpoliti Himmerland.

Frank Olsen understreger, at der på ingen måde er tale om, at man skal være snushane eller stikker eller selv gribe ind.

- Man skal blot bruge sine øjne og se efter afvigelser i normalbilledet, for eksempel mistænkelige biler – og så skal man kontakte os. 

I kommunerne hilser man samarbejdet velkommen. For eksempel i Mariagerfjord Kommune. Her forklarer fagchef for Sundhed og Ældre, Carsten Kaalbye, at kommunen har mange hjemmeplejere, der færdes ude hos de ældre.

- Det kan være med til at skabe tryghed og måske endda opklare en forbrydelse eller to, at vi har øjnene med os, når vi er hos de ældre – og orienterer politiet, hvis vi ser noget mistænkeligt, siger Carsten Kaalbye.

Rebild Kommune bakker op.

- Kriminaliteten i Rebild Kommune er meget lav, og det skal den blive ved med at være. Vi ved, hvor meget det betyder for borgerne og for tilflyttere at bo et sted, hvor der er trygt at leve og færdes. Så vi hilser naturligvis samarbejdet velkommen og støtter op med "øjne i marken", siger kommunaldirektør Jes Lunde.

Moderne teknologi kobles ind over

Lokalpoliti Himmerland kobler desuden moderne teknologi på projektet. Dansk politi har nemlig udviklet en politi-app, hvor alle borgere nemt og hurtigt kan tippe politiet i tekst og billeder.

- Vi vil gerne have så mange tip som muligt, også selvom det virker ubetydeligt. Selv en beskeden observation kan have central betydning for opklaringen af en sag, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Og det kan de kommunale medarbejdere også bruge.

- Det er en god idé, at koble tanken om flere vagtsomme øjne på gaden med den ny teknologi. Rigtig mange af vores medarbejde har jo en smartphone lige ved hånden, og så er det jo en nem måde at få tip sendt til politiet på, siger Pia Munch Risgaard, afdelingschef for HR, Borgerservice og Kommune fra Vesthimmerlands Kommune.

Nordjyllands Politi og Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild Kommuner opfordrer til, at medarbejderne – og alle borgere i øvrigt – er opmærksomme og bruger øjnene – og anvender politiets app. 

Pressen kan få mere information hos

  • Frank Olsen, vicepolitiinspektør, Lokalpoliti Himmerland, 7258 1182, fko006@politi.dk
  • Carsten Kaalbye, fagchef, Sundhed og Ældre, telefon 97113450, mail cakaa@mariagerfjord.dk 
  • Jes Lunde, kommunaldirektør Rebild Kommune – telefon: 99 88 99 01, mail: jelu@rebild.dk 
  • Pia, Munch Riisgaard, afdelingschef for HR, Borgerservice og Kommunikation, Vesthimmerlands Kommune – telefon 99 66 79 40, mail: pmr@vesthimmerland.dk

Menu