Formålet med kommuneplantillægget er:
- at håndtere klimaforandringerne, så negative konsekvenser af øget nedbør og stigende grundvand minimeres,
- at håndtere vandet, så det giver rekreativ eller naturmæssig værdi, når det er muligt og
- at vælge samfundsøkonomiske fordelagtige løsninger til at håndtere vandet.
Kommuneplantillægget har været i høring i perioden fra 6. september 2017 - 1. november 2017. Der er indkommet 3 høringssvar fra henholdsvis Vejdirektoratet, Danmarks Naturfredningsforening - Rebild (DN) og Agri Nord. Høringssvarene kan ses i bilag 2 og forvaltningens bemærkninger til høringssvarene i bilag 3.
Vejdirektoratet kommer med oplysninger omkring klimatilpasning ved statsveje, men har ikke egentlige bemærkninger til kommuneplantillægget.
DN er grundlæggende enige i målene for kommuneplantillægget. DN har dog en række ønsker til præciseringer, som dels går på, at sikre, at naturværdier ikke forringes, når der laves løsninger til håndtering af regnvand og dels går på, at naturen i sig selv kan være en værdi, som skal beskyttes gennem klimatilpasning. Forvaltningen kan anbefale at imødekomme én af de forslåede ændringer, så det præcises i målene, at også sårbare naturområder skal søges beskyttet imod konsekvenserne af klimaforandringerne.
Agri Nord har 2 hovedpointer: Det skal sikres, at udledning af overfladevand fra byområder ikke belaster vandløb, så det medfører oversvømmelser på markarealer. Det bør tilføjes til kommuneplantillægget, at en kommende revision af vandløbsregulativerne skal sikre, at vandløbenes afledningsevne i videst muligt omfang skal tilgodeses i forbindelse med vedligeholdelse mv.
Agri Nords foreslåede ændringer anbefales ikke indarbejdet, fordi klimatilpasningsplanen netop er med til at sikre, at der udføres løsninger til håndtering af overfladevand, som ikke belaster vandløbene mere end de kan tåle. Det begrundes også med, at serviceniveauet for de offentlige vandløb er fastsat gennem regulativer med krav til de enkelte vandløbs vandføringsevne eller dimensioner. Det er vandløbsloven som giver rammerne for vandløbsregulativerne. Klimatilpasningsplanen kan dermed ikke sætte rammerne for fremtidige vandløbsregulativer.