Vindere af Vækst- og Udviklingsprisen 2016 kåret!

Erik Rauff og Flemming Christensen modtager Vækst- og Udviklingsprisen 2016
Torsdag den 17. marts blev vinderne af den nye årlige erhvervspris i Rebild Kommune, Vækst- og Udviklingsprisen, kåret til Erhvervsudviklingsrådets årsmøde.

På baggrund af indstillinger blev henholdsvis Erik Rauff, Business Park Nord og Flemming Christensen, SAWO, kåret som årets modtagere af den nye erhvervspris, Vækst- og Udviklingsprisen.

Kåringen foregik ved Erhvervsudviklingsrådets årsmøde 2016, hvor den danske økonomi og mulighederne for Rebild Kommunes erhverv for 2016 blev behandlet.  

Rebild Erhvervsudviklingsråd besluttede sidste år, at stifte en årlig Vækst- og Udviklingspris, der skal anerkende enkeltpersoner, virksomheder og organisationer, der har gjort en ekstraordinær indsats for erhvervsudviklingen i Rebild Kommune. Alle havde mulighed for at indstille kandidater til prisen med vedhæftet begrundelse, som Erhvervsudviklingsrådets dommerkomité udvalgte vinder ud fra.

Direktør Flemming Christensen, SAWO, blev kåret på baggrund af blandt andet sit store engagement for udviklingen inden for kommunens grænser, fx ved genetablering af dambrug, gavmild støtte af offentlige og private projekter samt udstykningen af over 150 grunde i Støvring ådale, som både skaber arbejdspladser og vækst og handel i kommunen.

Direktør Erik Rauff, Business Park Nord, gjorde sig fortjent til prisen på baggrund af sin livslange passion for business og for at sætte ting i gang til glæde for et lokalsamfund som Rebild Kommune, hvor hans nuværende virksomhed, Business Park Nord, agerer samlingspunkt for en stor gruppe af Rebild Kommunes erhvervsliv og erhvervsdrivende.

De to vindere skal medvirke til valget af næste års modtager af Vækst- og Udviklingsprisen, som man allerede nu kan nominere kandidater til via indstilling til Business Rebild

Rebild Erhvervsudviklingsråd og Business Rebild ønsker Flemming Christensen og Erik Rauff stort tillykke!

Abonnér på nyheder

Menu