Hedebølge i weekenden: Sådan passer du på dig selv, andre og naturen
Hedebølge i weekenden: sådan passer du på dig selv, andre og naturen.
DMI har varslet hedebølge hen over weekenden, og temperaturerne kan flere steder komme over 30 grader.
De fleste nyder det gode sommervejr, men varmen kan også være hård – især for ældre, små børn, gravide og mennesker med sygdom. Derfor opfordrer Rebild Kommune alle borgere til at tage nogle enkle forholdsregler og samtidig være ekstra opmærksomme på familie, naboer og andre, der kan være særligt sårbare.
Sådan kan du passe godt på dig selv og andre: Når temperaturen stiger, anbefaler myndighederne blandt andet, at du:
-
Drikker rigeligt med vand – også selv om du ikke føler dig tørstig.
-
Opholder dig i skyggen, når solen er stærkest.
-
Begrænser hård fysisk aktivitet midt på dagen.
-
Bruger let tøj, solhat og solcreme, når du opholder dig udendørs.
Har du ældre familiemedlemmer, naboer eller andre i din omgangskreds, som kan være særligt påvirket af varmen, kan et opkald eller et besøg gøre en stor forskel.
Pas også godt på naturen
Hvis du skal grille eller tænde bål i weekenden, er det en god idé at være ekstra forsigtig.
Beredskabsstyrelsen anbefaler blandt andet, at du:
-
er opmærksom på lokale eller permanente afbrændingsforbud,
-
kun bruger dertil indrettede bål- og grillpladser,
-
holder god afstand til bevoksning,
-
altid har vand i nærheden,
-
og først forlader grill eller bål, når det er helt slukket.
Du kan følge den aktuelle brandfare og se, om der gælder afbrændingsforbud på www.brandfare.dk
Rebild Kommune følger udviklingen og opfordrer alle til at holde sig orienteret om vejrudsigten og følge myndighedernes anbefalinger de kommende dage.