Rundkørsel i Skørping bygges om
En ombygning af rundkørslen i Skørping skal forbedre trafiksikkerheden – særligt for skolebørn og øvrige cyklister og fodgængere. Arbejdet går i gang mandag den 21. marts, og Himmerlandsvej vil være afspærret fra onsdag den 23. marts. Arbejdet forventes at vare frem til midten af juli.
Rundkørslen, der er placeret tæt ved byens skole og idrætsanlæg, er i dag vurderet som trafikfarlig for børn til og med 6. klasse, og det er baggrunden for projektet.
Nye løsninger skal sænke farten
Ombygningen omfatter blandt andet en hævet cykelsti rundt i rundkørslen, hævede flader og forbedrede krydsningsmuligheder for fodgængere.
Tiltagene skal gøre trafikken mere overskuelig og bidrage til lavere hastighed gennem rundkørslen.
Projektet er en del af kommunens samlede indsats for trafiksikkerhed, hvor der blandt andet er fokus på sikre skoleveje og tryghed for børn og unge.
Der har tidligere været både mindre og mere alvorlige ulykker i rundkørslen i Skørping, og der har derfor både lokalt og politisk været et stort ønske om at skabe bedre forhold og øge trafiksikkerheden.
Trafikken påvirkes i byggeperioden
Rundkørslen er et centralt trafikknudepunkt i Skørping. Det betyder, at arbejdet vil kunne mærkes i hverdagen.
Anlægsarbejdet gennemføres i flere etaper, hvor dele af vejnettet i perioder vil være spærret. Der vil blive etableret omkørsler, og trafikanter må forvente ændrede kørselsforhold og i perioder længere rejsetid.
– Vi er meget opmærksomme på, at arbejdet vil give gener for trafikanterne. Derfor har vi lagt vægt på at planlægge det, så påvirkningen bliver så kortvarig og overskuelig som muligt, siger direktør i Rebild Kommune Jytte Gad Lauridsen.
Samtidig vil tung trafik blive ledt uden om området af hensyn til sikkerheden.
Sikkerhed under hele forløbet
Der vil under hele anlægsperioden være fokus på at sikre trygge forhold for både trafikanter og entreprenørens medarbejdere.
For cyklister betyder det blandt andet, at det vil være nødvendigt at trække cyklen gennem området via fortove, fodgængerfelter og midlertidige stier.
Under første etape af arbejdet, vil himmerlandsgave være spærret som vist på billedet. Der vil være adgang til hallens parkeringsplads fra både Rebild og Skørping.
Fakta: Sådan påvirker arbejdet trafikken – etape for etape
Etape 1: Himmerlandsvej (vest)
- Varighed: ca. 3 uger
- Vejen spærres for gennemkørsel
- Adgang til parkeringsplads opretholdes fra både Rebild og Skørping
Etape 2: Buderupholmvej
- Varighed: ca. 2 uger
- Vejen spærres
- Omkørsel etableres
Etape 3: Himmerlandsvej (øst)
- Varighed: ca. 4 uger
- Trafik afvikles i begge retninger via midlertidige løsninger
- Nedsat fremkommelighed må forventes
Etape 4: Under broen
- Varighed: ca. 4 uger
- Trafik afvikles i begge retninger
- Midlertidige forhold kan give forsinkelser
Generelt i hele perioden:
- Omkørsel for tung trafik
- Ændrede kørselsforhold og risiko for kø i myldretiden