Budget 2023
Budget 2023-2026 sendes nu i høring frem til 7. september kl. 8
Link til budgetmateriale som sendes i høring, finder du herunder.
Høringsmateriale budget 2023-2026
Frist for at indsende høringssvar til budget 2023 er den 7. september kl. 8.00.
Efter høringsperioden indledes de politiske forhandlinger om budgettet. Alle indkomne høringssvar offentliggøres på Rebild Kommunes hjemmeside og vil blive inddraget i den videre proces.
Budgettet skal vedtages endeligt på byrådsmøde den 14. oktober.
Høringssvar
Ingen rolle
-
Hej med jer.
Der er mange ting i skal tage stilling til.
Jeg vil bare sige ældreområdet bør i ikke røre. Folk har betalt deres del . Skat m.m
Det er bedre at beholde det vi har så må ny anlæg vente til vi har råd.
Jan lauritsen. -
Vedr. Foreslaget om lukning af Skørping bibliotek.
Det vil være særdeles uheldigt at lukke biblioteket og dermed væsentligt vanskeliggøre adgangen til bøger for byens borgere.
Når man ser på den relativ lille udgift biblioteket er, sammenholdt med den store skadevirkning som en lukning vil have, er det et forkert sted at spare.
Biblioteket benyttes af mange, herunder børnefamilier og byens daginstitutioner og det er en god måde at introducere børn og unge til glæden ved at læse.
En lukning vil være forkert og kortsigtet. -
Biblioteket er en væsentlig årsag til at vi flyttede til byen sammen med købmand, togstation og en velfungerende skole. Der er mange skønne små byer tæt på Aalborg som Skørping ( rebild kommune) er i konkurrence med når det drejer sig om at tiltrække skatteydere med gode indkomster.
-
Jeg mener det er forkert at lukke biblioteket i Skørping.
Vi bruger det meget både til litteratur, til voksne og til udflugtsmål med vores datter. Vi møder ofte venner i legehjørnet og nyder at fordybe os med alle de gode bøger.
Desuden er personalet enormt kompetent og bidrager til den gode oplevelse.
Ydermere ved jeg at vores datters vuggestue også benytter sig af at tage på biblioteket.Der er ifølge bibliotekaren forskning, der viser at det er afgørende for sproglig udvikling at børn har adgang til litteratur og desuden er det noget af det der påvirker hvordan man klarer sig i livet. Det vil være kortsigtet at spare penge på at lukke biblioteket hvis det giver borgerne i byen ringere vilkår fremadrettet.
Jeg er overbevist om at bibliotekaren gerne hjælper med at finde referencer på de nævnte studier på det fænomen der kaldes ‘literary gap’. -
Vi kan ikke undvære et bibliotek i Skørping som er med til at gøre byen velfungerende. Hvis Skørping udsultes for de funktioner som er med til at gøre byen velfungerende og et godt sted at leve henvises borgerne til at flytte til Aalborg hvor mange af byens borgere allerede arbejder.
-
Bevar allervenligst Skørping bibliotek!!
Min familie og jeg er storforbrugere af biblioteket og vi kommer der mange gange hver måned. Både min mand og jeg og vores sønner på 4 og 7 år låner bøger og vi laver planlagte hyggeture på biblioteket, hvor vi drikker varm kakao og finder nye bøger - ofte med kyndig inspiration fra personalet. Vi elsker biblioteket og for os er det vigtigt at give vores glæde ved bøger videre til vores børn. At biblioteket ligger i vores egen by er en stor bidragende faktor til dette. -
Vedr evt nedlæggelse af skørping bibliotek.
Skørping bibliotek er et velbesøgt sted midt i skørping. Og helt sikkert et samlingspunkt for mange mennesker. Både store og små. Mennesker mødes der og stedet binder bymidten deromkring sammen. Det vil være en katastrofe for byen at lukke stedet. Stedet rummer så meget mere end et bibliotek og noget som en bogbus slet ikke kan. De få midler der kan spares må simpelthen kunne findes et andet sted. -
Angående Skørping Bibliotek
Biblioteket er en central del af Skørping by og er et vigtigt mødested for mange aldersgrupper. På biblioteket udvikles og stimuleres børn og voksnes læse- og lærelyst. Skørping er kendt for sit rige kulturliv herunder hører biblioteket til, og det var i høj grad derfor vi netop valgte at flytte til denne by. Det ville være et kæmpe tab for byen at miste biblioteket. Rebild Kommune bruger i forvejen væsentligt mindre på dets biblioteker ift. landsgennemsnittet. -
Vedr. Foreslaget om lukning af Skørping bibliotek.
Det vil være en særdeles forkert beslutning at lukke biblioteket og dermed gøre adgangen til bøger svære for alle i byen.Biblioteket er til stor glæde for alle børn, unge, ældre. Biblioteket er sammen med de andre funktioner der er i huset et samlingssted. Et frirum. Biblioteket er et vigtigt sted i vores kultur station.
En lukning vil være forkert og kortsigtet -
Det er trist vi ikke kan komme på biblioteket i vores nærområde/ kultur
-
Ift. forslaget om lukning af Skørping Bibliotek;
Biblioteket i Skørping har høj værdi for byen! Det er et centralt punkt for mange i og omkring Skørping, hvor der, særligt for børnene, allerede i en tidlig alder, skabes glæde og interesse for læsning - noget som ikke kan genskabes andre steder i samme omfang, uden planlægning og transport. Og i en travl dagligdag, vil sådanne ting naturligt blive nedprioriteret. Det er ligeledes en uvurderlig del af Skørpings kulturliv, som mange værdsætter og profiterer af i dagligdagen.
Desuden er det, i disse skærmfyldte tider, værd at overveje om ikke netop bibliotekers eksistens bør beskyttes og fremmes, fremfor at tvinges lukket.
-
Som nytilflytter til byen vil jeg bare påpege, at det ville være et kæmpe tab at lukke skørping bibliotek. Biblioteket er noget af det, som har gjort det attraktivt for os at flytte til Skørping fra Aarhus. Faktisk vil jeg sige, at i stedet for at lukke det - så invester i det.
Ud over at bruge biblioteket til at låne bøger, så er det det eneste sted i byen, hvor du i det daglige faktisk kan tage dit barn hen og lege/hygge, hvis du skal have et miljøskifte fra hjemmet. Det er også det eneste sted, hvor du kan sætte dig hen og arbejde. Jeg har brugt det i forbindelse med jobsøgning, hvor jeg også har kunne låne fagrelevante bøger. Jeg forestiller mig også, at byens ældre borgere har gavn af stedet - igen, fordi det faktisk er det eneste sted, man kan gå hen i hverdagen.
Jeg foreslår at man istedet sætter flere ressourcer i biblioteket. For idag er et bibliotek ikke bare et klassisk bibliotek, men et "medborgerhus" hvor alle kan mødes på tværs.
Så jeg foreslår:
1. Flere læsepladser, hvor man kan sidde og fordybe sig - både fritids og arbejdsrelateret.
2. Understøtte at lokale foreninger kan holde spændende arrangementer her
3.) Udbyg børneområdet - kunne man eksempelvis have et seperat lokale til det? Så kan man lege, tumle, læse, uden at føle at man forstyrre de andre biblioteksgæster.Hvem end der har foreslået at biblioteket skal skæres væk, har et forældet syn på biblioteker, samt manglende forståelse for, hvad de idag betyder for et lokalsamfund.
-
Skørping har de seneste år haft stor succes med at tiltrække børnefamilier, til trods for at byen konstant undermineres af skiftende byråd. Vi har fundet os i, at (børnenes) trafiksikkerhed nedprioriteres, ikke at have mulighed at bevæge os til Støvring på en almindelig cykelsti og notorisk underskud af pasningstilbud. Til trods for dette er vi mange, der har valgt Skørping, særligt fordi byen har fantastiske kulturtilbud. Kulturstationen, og biblioteket, er rygraden i dette kulturtilbud.
Fjernes denne rygrad, bliver Skørping til en kedelig soveby, som udelukkende skal leve af at være geografisk godt placeret. Adgang til skoven og grønne områder kan politikkerne jo trods alt ikke spare væk. Uden bibliotek som kulturelt mødested vil Skørping rådne og blive til en kedelig, og mindre, Støvring 2.0. Held og lykke med at tiltrække (yderligere) børnefamilier, eller fastholde de eksisterende. Vi vil i så fald da skulle overveje om vi bor det rigtige sted.
Alene det at foreslå biblioteket lukket, viser jo, hvor lidt føling man har med udviklingen i byen, samt hvad kulturen betyder for os, der bor her. -
Skørping er kendt viden om som et kulturelt fyrtårn, herunder er biblioteket også en stor og vigtig medspiller. Her er mange børnefamilier, hvoraf mange benytter biblioteket, men det er også en by med rigtig mange ældre - flere benytter biblioteket dagligt til bl.a. avislæsning. Skal disse brugere måske til at benytte flextaxa for at komme på bibliotek, eller vil kommunen indsætte daglig buskørsel til biblioteket i Støvring?
Lad os nu bevare vores lokale bibliotek og hele kulturliv. Støvring er jo en meget større by end Skørping, derfor er det klart at biblioteket i Støvring har flere brugere - men det vil være interessant at se tallene opgjort i forhold til byernes befolkningstal. -
Ang. budgetforslaget om nedlæggelse af Skørping Bibliotek
Rebild kommune brugte i 2021 34% mindre end landsgennemsnittet på biblioteksvæsen/kultur/fritid jf. nøgletal fra Vive (nøgletal, 20). En yderligere udgiftsreduktion på dette område vil selvfølgelig gøre, at Rebild Kommune bruger endnu færre midler på biblioteksvæsenet end landets andre kommuner.
Problemet er, at biblioteker styrker børns læsefærdigheder og børn, som benytter sig af biblioteker, har større sandsynlighed for senere i livet at tage en uddannelse. Særligt børn fra udfordrede hjem kan have gavn af biblioteket, som rum for fred og fordybelse (Copenhagen Economics & Tænketanken Fremtidens Biblioteker).
Nedlæggelsen af biblioteket bliver altså på længere sigt - og i et større perspektiv - med stor sandsynlighed et økonomisk selvmål. Dertil kommer bibliotekets afgørende betydning for byen, som er beskrevet i flere andre høringssvar. -
Lukning af Skørping bibliotek? Vi kan bryste os af et foreningsdrevet antikvariat og Herman Bang-selskabet. Skørping har et særligt kulturliv omkring det at dyrke litteraturen. Skørping er en bogby. Biblioteket er ikke bare en kommunal funktion, som uden videre kan varetages i Støvring. Det er et lokalt samlingspunkt, som gør byen bedre.
-
Vi, i vores familie bruger det lokale bibliotek. Jeg er “stor”læser og låner både krimier, rejsebøger og blade. På biblioteket får jeg inspiration til nye forfattere. Mine to børn låner bøger og spil.
Hjemme hos os synes børnene at det er en dejlig ting hvis vi foreslår at vi skal ned på biblioteket.
Mine børn må kun låne få bøger på skolebiblioteket, og disse bøger kommer ofte slet ikke med hjem.
Hvis det lokale bibliotek lukker vil vi ikke tage på biblioteket i Støvring. Det vil kræve bil. Hvis vi skal tage toget kommer det til at tage flere timer. Så nej tak.
Bevar det lokale bibliotek - lokalt ! -
Som leder af Lokalhistorisk Arkiv i Skørping, har jeg med bekymring læst Rebild Kommunes spareforslag for budget 2023, som nævner lukning af Skørping Bibliotek.
Arkivet har lokalefællesskab med biblioteket samt IT, sikringsanlæg m.v., og vil derfor stå i en vanskelig situation hvis biblioteket forsvinder. Endvidere har arkivet stor glæde af samarbejdet, f.eks. ved litteratursøgning m.v.For det kulturelle liv i byen har biblioteket stor betydning ved deltagelse i arrangementer på Kulturstationen, Kinorevuen m.v., hvor mange ting næppe kunne gennemføres uden bibliotekets deltagelse.
Som næsten daglig gang på biblioteket bemærkes, at læsesalen er meget brugt af ældre medborgere til læsning af dagens aviser. Mange har måske ikke selv overskud til at abonnere på aviserne, og har derfor en mulighed for at orientere sig på biblioteket.Jeg vil derfor kraftig henstille til, at Skørping Bibliotek bevarer sin funktion.
Johan Rafaelsen
-
Hvorfor lukkes biblioteket ikke i støvring i stedet? Er trods alt der udgifterne til bl.a. varme er højest pga opvarmning med gas produceret fjernvarme. Så kan de administrative medarbejdere vil flytte sig til Skørping på samme måde som borgerne forventes at kunne. Grundet gasopvarmning i fjernvarme burde man vel generelt lukke mere ned i støvring. Skørpings bibliotek desuden en del af byens sjæl og et velbesøgt sted.
-
Siden vi flyttede til Skørping i 2005 har vi været flittige brugere af Skørping bibliotek. Biblioteket har dannet ramme om mange spændende arrangementer dels forfatter arrangementer, ord i nord og kulturskole arrangementer. Vi oplever at biblioteket med dets placering har gjort det muligt for os at bruge det meget. Børnenes læselyst er blevet styrket ved at komme et sted der indbyder og inspirere til fordybelse. Personalet er altid hjælpsomme og vi sætter stor pris på muligheden for at låne bøger i nærområdet.
Det er endvidere af stor betydning for os at kunne benyttet bibliotekets øvrige tilbud som lån af computer og bruger betalt print.
Vi vil se det som en stor forringelse for borgerne i Skørping by og nærområde hvis lukningen af biblioteket realiseres. -
Skørping Bibliotek er ét af de tilbud, der giver netop den sammenhængs kraft i en by som Skørping. Byen er placeret et stykke ude i skoven, man kunne sige ude på landet. Det giver byen en særlig tiltrækningskraft til nye borgere i kommunen. Borgere der gerne vil leve naturnært, og med en holdning til livet der rummer mulighed for grønne og sunde aktiviteter. Skørping opleves ikke som en by ude på landet, eller ude i skoven, da der netop er de tilbud, der tilgodeser en moderne families lyst til at bosætte sig. Biblioteket er en del af den værdikæde, hvor station, idræt, kulturtilbud og meget andet er sammensat af. Mange led i kæden er drevet af frivillighed, og netop det fine offentlige og private samarbejde, gør kæden stærk. Der lægges et stort arbejde i den frivillige del af samarbejdet, for at vi kan have en attraktiv by i kommunen, der tiltrækker bosætning og skattegrundlag. Det er meget meget farligt og bekymrende, at fjerne enkelte led i den kæde. Det vil opleves som et kommunalt svigt fra de frivillige organisationer, og ødelægge den fine balance der er, mellem at på på landet ude i skoven, og have de tilbud der gør det attraktivt. Pas nu på - tænk jer nu godt om.
-
Angående forslag om lukning af Skørping bibliotek:
Det ville være et stort tab for byen, hvis biblioteket lukkes. Der er en del borgere, børn, unge, ældre mfl. der mister muligheden for at komme på biblioteket ikke kun for at låne bøger, men også for at benytte sig af pc’erne og printer/kopimaskine mm., hvilket kan være nødvendigt, hvis man er mindre bemidlet.
Der er desuden en stor glæde ved, at man som barn og ung selv kan tage på biblioteket og låne bøger uafhængigt af forældrene. Det kan de ikke på samme måde, hvis biblioteket lukkes. Selvfølgelig er der skolebiblioteket, men det rummer ikke samme udvalg og muligheder.
Biblioteket er et vigtigt lokalt samlingspunkt for børn og voksne - det er så meget mere end et sted, hvor man låner bøger! -
Skørping Bibliotek, en uundværlig kulturinstitution og så meget mere.
Skørping Bibliotek har siden 1997, hvor biblioteket flyttede fra Jyllandsgade til KulturStationen, været et stort og værdsat forbillede for andre biblioteker og kulturhuse rundt omkring i landet. Biblioteket er med sin centrale beliggenhed og et entusiastisk, dygtigt og servicemindet personale en stor del af Skørpings sjæl og kerne.
Skørping Bibliotek er center for stort set alt, hvad der foregår på KulturStationen og ikke blot et sted, hvor man låner bøger, musik, spil m.m. Biblioteket har mange funktioner bl.a. udlejning af KulturStationens lokaler til arrangementer, offentlige og private fester, foreninger, koncerter, teater, kunstudstillinger, byttemarked, foredrag og optræden inden for alle genrer - meget ofte i samarbejde med Kinorevuen, Kulturskolen, Bogby 9520, samt kunstudøvere, både lokale og udefra kommende.
Skørping Bibliotek er en perle også for små og større børn, idet biblioteket står for arrangementer, der har interesse for alle aldre. Har man en idé til et arrangement, er man altid velkommen til at komme og får her hjælp til at føre ideerne ud i livet. Det er guld værd.
Biblioteket og KulturStationen er et sted, som man altid er stolt af at kunne vise frem for sine danske og udenlandske gæster og turister. Biblioteket står for frihed, inspiration, lærdom, tankevirksomhed, glæde og fornøjelse for brugere og gæster.
Samtidig er biblioteket i høj grad medvirkende til, at nye tilflyttere har lyst til at blive en del af Skørping og lægge deres skattekroner her, for hvad var Skørping uden biblioteket??? Det er utænkeligt - et mareridt!
At nogen kan finde på at nedlægge Skørping Bibliotek vil være en skandale, der skriger til himlene!Ellen Schmidt
Biblioteksbruger og tidligere ansat ved Skørping Bibliotek -
Skørping bibliotek ligger centralt i Skørping og danner rammen for både tid til fordybelse, avislæsning, brug af computere, højtlæsning for de mindste, faglig inspiration, en snak med andre lokale, kreative udstillinger, god rådgivning fra personalet og ideer til nyt læsestof.
Jeg ved da ikke, hvad man skal sætte i stedet for et rum, der kan samle alle aldre, køn og baggrunde.
Det er et godt og velbesøgt sted der bør bevares. -
Skørping bibliotek har stor værdi for lokalsamfundet. Det er et samlingsted som opretholder et positivt miljø omkring kulturstationen for borgere i alle aldre. Det er vigtigt for demokratiet at alle har let og gratis adgang til artikler, tidsskrifter, litteratur mm. Biblioteket giver intellektuel frihed og faglighed. Det er et trygt sted at indhente viden fordi det ikke er kommercielt og fordi man møder kompetent personale. Det vil få negative konsekvenser for byen hvis Biblioteket lukker.
-
Angående forslaget om lukning af Skørping bibliotek
Skørping bibliotek er et inkluderende samlingspunkt for hele byen på tværs af alder, køn, etnicitet mm.
Og Skørping bibliotek er ikke kun et vigtigt sted i borgernes fritid! En meget stor del af Skørpings borgere er vidensarbejdere, der henter gode skatteindtægter hjem fra de nærliggende større kommuner. For disse borgere har netop biblioteket været et argument for at flytte til byen - her bruges biblioteket i professionel sammenhæng til at hente faglitteratur, artikler mm
At lukke Skørping bibliotek vil være et kæmpe tab for Skørping by, men også for Rebild kommune! -
Luk ikke Skørping bibliotek.
Måske har jeg været priviligeret, jeg har aldrig tænkt tanken, at vi ikke skulle have et bibliotek i Skørping…
I de 25 år jeg har boet i byen, har det altid været der og har været et yndet udflugtsmål med børn og uden.
Det , at vælge at bo i Skørping uden bil, er attraktivt , fordi der kører tog og der er adgang til kulturliv, sport og indkøb i cykelafstand.
Biblioteket ved siden af stationen i byens navle giver anledning til mange besøg og bøger. De lange åbningstider giver stor fleksibilitet.
Det vil være et kæmpe tab for mig og for byen, hvis denne let tilgængelige mulighed forsvinder. Jeg kan ikke cykle til Støvring eller komme til bogbussen en gang om ugen - er det rimeligt? Ikke i mit objektiv….
Derfor luk ikke Skørping bibliotek for børn, voksne og kulturen i den lille by. -
Angående mulig lukning af Bælum skole, det vil være en dårlig ide, fordi vi har en god og tilsvarende, og helt op to date skole, vi har en meget aktiv idræts forening, vi har ungdomsskolen, vi har en dejlig natur rundt om skolen, en helt ny dagligvare butik, og et godt foreningsliv i byen, vi har en del nye tilflyttere fra f.eks. Ålborg der har valgt byen til pga skolen og naturen omkring byen, lukning vil vanskeliggøre en stadig ny tilflytning af nye borgere og nye elever til skolen, kommunen kan derimod udskyde etableringen af Ny Nibevej, hvilket vil koste 50 -70 millioner kr, hvad er mest vigtig for kommunen, en ny vej i Støvring, eller vores børns fremtid.
-
Nu snakkes der om intuitions- og skolelukninger igen igen igen….
Politikkernes hukommelse varer åbenbart i cirka 10 måneder, den 31. oktober 2021 blev der i forbindelse med det kommende kommunalvalg afholdt valgmøde i Blenstrup hallens lokaler. En af de emner der var til debat var Kildens forsatte eksistens i den nuværende form.
Under debatten gav alle tilstedeværende partier udtryk for at der var bred opbakning til at Kilden skulle have arbejdsro ovenpå nogle turbulente år med sammenlægninger og lederskifte. Samtlige partier beklagede at Kilden eller afdelinger af Kilden var nævnt i forbindelse kataloget over mulige besparelser i 2021, og anså dette som en stor fejl.
Nu står vi her igen – et år senere i forbindelse med 2023-budgettet – i nøjagtig samme situation. Kilden er igen udsat for debat om hvorvidt at strukturen skal ændres og afdelinger skal lukkes. Hvor er arbejdsroen henne?
Med Venlig Hilsen
Janne Vestergaard og Christian Vestergaard – borgere i Blenstrup. -
Håber virkelig i kigger på de mindre byer som stadig har gang i skole, indkøb og idrætsliv, og begynder at få flere tilflyttere netop pga dette, og dropper en omfartsvej for at kunne hæve priserne der hvor der ser godt ud på budgettet
-
Jeg håber virkelig debatten og budgetforhandlingerne vil blive med de langsigtede briller på. Der er INGEN af Kildens nuværende 3 skoler (læs bygningsmasser) der kan eller bør huse alle de dejlige børn i Rebild Øst. Enhver bygningsmæssig forandring på de eksisterende enheder koster forventelig meget mere i anlæg end der er sparet på driften, ved at flytte flere børn.
Jeg sagde det også sidste år, da man flyttede overbygningen i Bælum - det er ikke vejen frem - uden at kigge på det samlede skoletilbud og den samlede bygningsmasse og med de lange briller på. Vi har en superflot og veludbygget skole midt i Bælum og den skal da selvfølgelig bruges optimalt. HVIS byrådet vælger at tage diskussionen om skolestrukturen op i budgetforhandlingerne - i sig selv beskæmmende idet der blev lagt 100% låg på med beslutningen i BFU og BY sidste år - så håber jeg det endelig bliver med de totaløkonomiske briller på. Rebild Øst er et område i udvikling og med stort geografisk potentiale - men det kræver politisk vilje, hvis potentialerne skal udnyttes.
Bliver der på et tidspunkt taget beslutning om en ændring i skolestrukturen i Rebild Øst, så bør det være en velovervejet og langsigtet beslutning, der holder og giver ro og plads til udvikling i mange år frem. Lad nu være med at fortsætte slagtningen af nogle af de 3 skoler, før der er om MANGE år er økonomi til at bygge en helt ny tidssvarende skole midt imellem byerne - ligesom fx. Den kommende nye Jetsmark skole i Jammerbugt Kommune. Styrk i stedet alle 3 skolers identiteter og deres ledelsesfokus, som også besluttet i BFU og BY sidste år.
Sidst så kræver skolesamarbejdet i Kilden at infrastrukturen snart kommer på plads og det er også én af de store knaster der skal drøftes i det kommende budget - for selvom der var afsat midler til en cykelsti mellem Bælum og Terndrup allerede i 2021 - så er der måske fortsat lange udsigter til den realiseres. Det dur ikke, når det var en forudsætning for at flytte overbygningen - vores unge mennesker skal kunne transportere sig selv trygt og sikkert!!
-
Vi har boet i Skørping siden maj 2021 og har stor gavn af Skørping bibliotek.
Vi finder at det vil være en stor fejltagelse at lukke dette bibliotek.
Anne Marie Larsen -
Hvorfor skal alle de små områder/byer afvikles; hvorfor ikke vækste?
Vi er borgere der gerne vil og har en velfungerede by, hvor vi som by ( Bælum) altid har klaret meget selv. Fordi vi tit og ofte ikke kan få støtte af Rebild Kommune til at vækste.
Synes simpelthen det er forkasteligt at vi I de små byområder skal betale for at der altid kun skal vækste i Støvring. Hvordan kan I finde pengene til det? Stor undren herfra. Sådan var det også under Anni Winthers tid, sikke dog som den nye borgmester ligner hende.
Det nemmeste er altid at skære i personale, eller lukke småsamfundene. Hvad med at finde arbejdshandskerne frem. Det må man sige at det har I ikke gjort for Bælum de sidste 5 år. Især mht. skoleledernes der blev ansat efter den sidste blev jaget væk, fordi borgere Terndrup følte sig trådt på. Men hvornår gør de ikke det? Hmm
Det nye skolelærer par har jaget i hvertfald 50 elever væk. Hvis man ikke lige passede ind så kunne man jo bare finde en anden skole .det var meddelsen til mange forældre. Alt dette råbte jeg allerede højt om for 4 år siden. Deres strategi som de er ansat til, er at lukke de små skoler, hvilket er gået godt. For baglandet blandt jer politiker har da tydelig vis været 100 % iorden med at støtte op omkring lukninger. Jeg fik da den ene smøre efter den anden da jeg fik respons på mit brev omkring hvordan dette skoleleder par behandlede ikke så gode elever. Ligner vist lidt Herlufholm. Men kære politiker.!!! I skal til at vågne op og gøre lidt for yderområderne. Det er jeres job. Istedet for kun at satse på Støvring. Prøv at sige til jer selv: Jeg er stolt at være politiker i Rebild Kommune, hvor de store byer og yderområderne fungere og vækster, lyder det ikke godt? Ja så er det vist i gang som i aldrig før. alternativet er at I så være stolte og stå at prale af at Rebild Kommune er så god at bo i for vi har jo Støvring. OMG. Prøv lige at sige den sætning.
Lejepriserne i Støvring er højere end Aalborg. Kom dog ned at den piedestal I er kravlet op på. -
Skørping bibliotek:
Det vil være frygteligt ikke at kunne låne bøger, spil og brætspil. Fornemmelsen af at gå på et bibliotek og blive nysgerrig på verden er fantastisk og kan ikke findes andre steder.Bibliotek er også et samlingssted, som vil blive savnet. Skørping har ikke andre naturlige samlingspunkter, hvor man bare kan drysse forbi og måske hilse på et andet menneske. Skoven er så stor at man kan gå langt uden at se andre...at lukke biblioteket vil skabe mere ensomhed i byen. Det bliver brugt af mange børnefamilier, ældre og unge. Skørping har et element af sove-by over sig og biblioteket er med til at skabe følelsen af liv i byen i dagstimerne
Corona har ændret vaner, så jeg vil tro, at et evt dyk i brugen af stedet vil stige igen, som nye post-corona vaner bliver formet
-
Skørping bibliotek:
Det vil være frygteligt ikke at kunne låne bøger, spil og brætspil. Fornemmelsen af at gå på et bibliotek og blive nysgerrig på verden er fantastisk og kan ikke findes andre steder.Bibliotek er også et samlingssted, som vil blive savnet. Skørping har ikke andre naturlige samlingspunkter, hvor man bare kan drysse forbi og måske hilse på et andet menneske. Skoven er så stor at man kan gå langt uden at se andre...at lukke biblioteket vil skabe mere ensomhed i byen. Det bliver brugt af mange børnefamilier, ældre og unge. Skørping har et element af sove-by over sig og biblioteket er med til at skabe følelsen af liv i byen i dagstimerne
Corona har ændret vaner, så jeg vil tro, at et evt dyk i brugen af stedet vil stige igen, som nye post-corona vaner bliver formet
-
Kultur stationen rummer bibliotek, biograf, musikskole og rum for lokale fællesskaber, relationer og dialog, hvor borgere, foreninger og generationer mødes på tværs.
Lukning af Skørping bibliotek vil være ødelæggende for det fællesskab Rebild Kommune forsøger at skabe andre steder i kommunen.
-
Jeg vil i høj grad protesterer over det forslag. Ud over at jeg henter bøger der og får gode tip af personalet til ny læsning, er Biblioteket i Skørping et behageligt og hyggeligt rum, som også er egnet som et afdæmpet mødested, hvis man i en mindre gruppe skal holde et uformelt møde på neutral grund. Jeg kommer til foredrag der og andre af de kulturelle begivenheder, som arrangeres af biblioteket. Hvis jeg skal med toget fra Skørping og har ventetid sætter jeg mig derind og læse i et magasin eller en avis. Det er et åndehul i byen. Det vil være en meget alvorlig fejltagelse at lukke det.
-
Som flittig bruger af biblioteket og ikke af de ønskede årgange, ser jeg det som en katastrofe såfremt biblioteket lukkes.
Skørping er den næst størtste by i kommunen og har med sit befolknings grundlag behov for institutionen.
Ved en placering i Støvring vil anvendelse af et bibliotek blive et problem hvis man ikke har eller er istand til at køre bil. Med tog vil det blive en meget vanskelig tur.
Endelig vil Skørping miste en meget vigtig kultur institution.
Hvis der endelig skal spares kan man starte med at nedskære bemandede timer. -
Biblioteket er vigtigt i så stor en by som Skørping, hvis borgere ikke kun er pendlere, men også voksne udenfor arbejdsmarkedet, pensionister, førtidspensionister mm. Skørping bibliotek er et mødested, et frirum væk fra hjemmet, et vindue til viden og fortsat udvikling af de menneskelige tanker, uanset hvor man er i livet. Medarbejderne på biblioteket gør en kæmpe indsats, med mange nye, spændende aktiviteter og tiltag de seneste år - vi er jo kun lige kommet igang. Skørping bibliotek er ikke blot en bogreol, men et videns- og aktivitetscenter, for og med mennesker.
Som Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen sagde ved velkomsten til trolden Ivan Evigvår i Mariager d.27/8-22: “Det her er jo sådan noget poetisk eventyragtigt. Det har vi brug for i en verden, hvor vi har rigtig mange ting, der er grusomme, men hvor vi også har brug for at samle os om noget, der har en kulturel dimension og noget, der gør os glade.”
De samme ord gælder for Skørping bibliotek, vi har brug for det. Og vi har brug for det, uden at skulle køre langt efter det.
https://www.tv2nord.dk/mariagerfjord/velkommen-til-ivan-evigvaar-kaempe…
-
Det vil være dybt uansvarligt at sende børnene på en 8 km lang cykeltur (altså i HVER retning) ad en i forvejen farlig Buderupholmvej. Uanstændig politik!
-
8 km til Støvring Bibliotek. Ja ja, men hvor langt er der så for borgerne i den østligste del af kommunen? Vil ikke skælde ud, men uhhhh, hvor jeg altså føler Byrådet glemmer ydrekanterne af vores kommune 🙁Føler, IGEN, at alt skal centreres i Støvring. 🙁Luk ikke Skørping Bibliotek, det vil være et kæmpe tab for byen. Husk, kære Byråd, I er til for hele kommunen, helt ud i alle hjørnerne.
-
Vedr budgetforslag om lukning af Skørping bibliotek.
Biblioteket er kernen i byens kulturtilbud. Det vil være en katastrofe for børn og ældre i byen.
Færre timer med personale betjening kunne være en pragmatisk løsning, men skattestigning der er prioriteres til biblioteker og musikskoler i kommunen vil være en god løsning. -
Som flittig bruger af Skørping Bibliotek vil både jeg og min familie beklage og fraråde en evt. lukning. Med de nuværende åbningstider og mulighed for selvbetjening udenfor disse er biblioteket et væsentligt aktiv for området, som bliver brugt flittigt af brugere i alle aldre - ovenikøbet med højere frekvens end i andre byer, set i forhold til antal indbyggere i Skørping og nærmeste omegn.
Biblioteket er på mange måder en integreret del af Kulturstationen, Kinorevuen og Bogby9520, som tilsammen udgør en væsentlig del af Skørpings kulturliv og identitet. Udover almindelig virke som bibliotek er der en mængde andre tiltag og aktiviteter, som spiller sammen med øvrige kulturelle aktiviteter i byen, og er medvirkende til at gøre Skørping til en attraktiv by for borgere i alle aldre.
I en by med store udfordringer i forhold til at vedligeholde et aktivt forretningsliv, vil en lukning af biblioteket absolut være et skridt i den forkerte retning og medvirke til at forcere en negativ udvikling. Hvis brugere i stedet skal benytte biblioteket i Støvring eller andet steds, er der stor sandsynlighed for, at indkøb af dagligvarer o. lign. i stort omfang også vil blive klaret det pågældende sted ved samme lejlighed. En beskeden økonomisk gevinst/besparelse ved lukning vil derfor næppe stå mål med den negative påvirkning af byen og det lokale forretningsliv som helhed, som dette vil medføre.
Et alternativ til en lukning af en så vigtig funktion for Skørping og opland, som biblioteket vitterlig er, kunne være at se på om åbningstider med betjening evt. kunne justeres - ikke blot i Skørping men også på kommunens øvrige biblioteker for at fordele byrden for opnåelse af den skitserede økonomiske gevinst ligeligt. Med muligheden for bestilling af bøger på app og selvbetjening på bibliotekerne er det for mange brugeres vedkommende i stigende grad ikke nødvendigvis påkrævet med personlig betjening. For mit eget vedkommende vil jeg hellere bevare Skørping Bibliotek med kortere betjent åbningstid, end at undvære muligheden for selv at lukke mig ind og søge eller hente bøger og andet bestilt materiale.
-
Høringssvar ang. forslag om at lukke biblioteket i Skørping.
Det ville være et kæmpe velfærdstab for borgerne i Skørping og omegn hvis biblioteket lukkes. Jeg er der flere gange om ugen og oplevelsen er altid positiv og mit indtryk er, at der er virkelig mange brugere i mange forskellige aldre, hvorfor biblioteket er ét af de steder hvor man møder, hilser på og omgås med sine medborgere.
Mine børn kommer der sammen med mig, deres venner og har kommet der med dagplejen, børnehaven og skolen. Mit indtryk er, at biblioteket og det kompetente personale har gjort en stor positiv forskel i forhold til deres læselyst og -nysgerrighed, idet der altid er god vejledning og spændende tiltag så som fx læsefamilie-poserne. Biblioteket bidrager således til børnenes læsefærdigheder, viden og ordforråd, som kun kan være gavnligt på den lange bane, hvorfor en kortsigtet besparelse efter min mening ikke giver mening.
Biblioteket er ligeledes et sted i byen hvor man altid kan søge hen. Det bliver brugt som mål for weekendture for mange børnefamilier, og fordi det ligger så centralt er det oplagt at cykle derned. Dermed bliver biblioteket en integreret del af det at lære at begive sig rundt i området på cykel, og det vil ikke være det samme at skulle i bilen og køre til Støvring! Det er samtidig trygt at vide, at børnene altid kan sætte sig derind før/efter kulturskolens tilbud, biografture og legeaftaler, hvis de fx skal vente på at blive hentet, og dermed har de både tag over hovedet og bliver inspireret til at læse - hvilket også gør sig gældende for pendlere når toget er forsinket fx. Biblioteket hænger naturligt sammen med resten af byens kulturliv, og det virker fuldstændig mærkeligt at man på den ene side netop har bygget en ny fin sal til biografen, hvis biblioteket skal nedlægges!
Biblioteket er det eneste sted i byen hvor folk uden computer, printer og/eller avisabonnementer kan søge hen, og det er et tilbud der bliver benyttet meget. Det giver virkelig god mening, at alle husstande ikke behøver have en printer stående ud fra et bæredygtighedsperspektiv. Kaffe- og kakaoautomaten gør, at der der dufter lækkert af kaffe og kakao, hvilket kun får biblioteket til at fremstå endnu hyggeligere. Og bare det, at der var et ønske om at få den sat op må være et tydeligt tegn på, at biblioteket faktisk bruges af mange.
Jeg håber virkelig ikke, at politikerne vælger at lukke et yderst velfungerende bibliotek der kommer alle aldersgrupper til gode. Så sæt hellere bødegebyret op! Eller kommuneskatten for den sags skyld.. -
Som borger i Skørping er jeg meget imod forslaget om at lukke Skørping Bibliotek.
Det er en integreret del af det kulturelle liv omkring kulturstationen. Afstanden til biblioteket i Støvring er stadig betydelig hvis man ikke har adgang til bil -
dvs. for børn, unge og mindre bemidlede som f. eks. flygtninge: målgrupper som pt har stor gavn af biblioteket, adgang til PC mv. -
Biblioteket i Skørping er vigtigt for byen, kulturudviklingen og børn og voksnes læselyst. Inspiration og videns deling er en stor del af et besøg på biblioteket, som er en almen dannende institution for alle aldre.
Det er fundament for frivilligheden i byen og dens kulturliv. Vi har adgang til pc m.m. og et altid nærværende og hjælpsomt personale.
Vi har den glæde i Skørping, at vi kan komme når der ikke er personale. Det har stor betydning, da vi er mange der bor i de små byer rundt om Skørping, og som er afhængig af at kunne tage cyklen - der er mangel på gode busforbindelser -
Alt er snart centraliseret i Støvring, det har store konsekvenser for andre byers liv og udvikling. Og borgernes trivsel. I de politiske valgtaler var der langt vægt på, at hele Rebild kommune skulle være god at bo i.
Biblioteket må bevares. -
Skørping Bibliotek skal udvikles, ikke afvikles!
Skørping Bibliotek har været en af grundstenene i KulturStationen, siden den blev etableret for 25 år siden.
I Rebild Kommune har man stolt promoveret Skørping og KulturStationen som et kulturelt fyrtårn, hvilket har skabt interesse landet rundt. Alene inden for det seneste år har vi på KulturStationen haft besøg af kulturministeren, flere folketingspolitikere, andre kommuners embedsfolk og politikere samt flere kulturhuse i Danmark, som alle har udtrykt beundring for den sammenhæng, der er skabt mellem kommunale institutioner og frivilliges arbejde. Det betegnes som unikt og noget, der virkelig skal værnes om, og som skal skabe inspiration til øvrige kommuner.
For huset KulturStationen er Ikke kun et bibliotek, ikke kun et musiksted, ikke kun et foreningshus og ikke kun en kulturskole.
KulturStationen er et levende hus, hvor der samarbejdes internt og eksternt om at få skabt en vibrerende mangfoldighed af aktiviteter til gavn for byens, hele egnens og hele Rebild Kommunes borgere. Det er netop samarbejdet mellem Skørping Bibliotek, KulturStationens frivillige og byens frivillige foreninger, der skaber det liv i huset, som vi er blevet så kendte og berømmet for. Dette gælder bl.a. samarbejdet omkring planlægning og afvikling af større arrangementer som fx Ord i Nord, Sognedage samt det frugtbare samarbejde med Herman Bang Selskabet og Bogby 9520, bl.a. omkring Det Litterære Folkemøde, hvor der kommer deltagere fra hele Danmark. Biblioteket skaber desuden en helt særlig ramme for det daglige liv i huset. Med dets generøse åbningstid alle dage kl. 9-21, er det stedet for fordybelse, studie, samarbejde og mødested for alle. Alle kan komme ind på biblioteket, mange med fokuseret ærinde for øje, andre for at mærke den særlige puls og bare være til stede og lade sig inspirere.
En lukning vil være et stort tab for Skørpings dagplejerne og børnehaver, der bruger biblioteket som inspirerende og dannende udflugtsmål, for familier, hvor biblioteksbesøget også kan være med til at skabe nye relationer til andre børnefamilier, for skoleelever i en af kommunens største skoler, hvor der kan søges viden og inspiration i et omfang, som ikke matches i et mindre skolebibliotek, for byens mange unge som et rum for det uformelle fællesskab, for vores ældre der nyder stilheden og stor litteratur, eller nærværet i samtalen med bekendte eller ansatte.
Vælger man at lukke/fjerne Skørping Bibliotek, fjernes derfor også en meget stor del af fundamentet for det frivillige, kulturelle foreningsliv i huset.
En lukning af Skørping Bibliotek vil ikke alene være et smerteligt tab for de mange brugergrupper samt børn og ældre, for hvem det ikke let lader sig gøre at tage til andre biblioteker. Det vil også være et stort og uopretteligt tab i social kapital at miste dette offentlige rum i byen. Det er nerven i huset som relationsskabende værested - en vital brik i at bevare et levende bycentrum. Dette også set i sammenhæng med en udvikling, hvor forretningsliv og andre private aktører er under pres i bystørrelser som Skørping. Her er det netop institutioner som biblioteket, der skaber det uformelle og uplanlagte mødested, som er afgørende i et levende bycentrum. Derfor er det alt for forsimplet, at måle konsekvenserne af en lukning i kilometer og busforbindelser.
Biblioteker er noget en bosætningsby skal udvikle og investere i - da slet ikke tale om lukning af! Særligt når man tænker biblioteket som andet og mere end et bogudlån-sted, men i stedet som et udflugtssted, et dannelsessted, et mødested, et sted for brede og involverende arrangementer, hvor et engageret personale yder hjælp til borgere med mangt og meget.
I KulturStationen er det bestyrelsens vurdering, at Skørping Bibliotek er langt mere værdifuldt end, den i budgettet anslåede besparelse ved en lukning, på 2 mio kr. Det værdifulde ligger derimod i at udvikle Skørping Bibliotek og tænke det som en fantastisk platform for indtænkning af offentlig service. Dette givetvis med bedre resultat, end man vil kunne opnå i mange andre modeller.
Derfor foreslår vi Skørping Bibliotek styrket - ikke det modsatte!
Venlig hilsen
Finn Nygaard
Formand for KulturStationen -
Som bruger og beboer i Skørping mener jeg lukningen af biblioteket vil være en katastrofe, en kraftig forringelse af tilbuddet til borgerne i Skørping. Som en familie på 8 bruger vi meget tid på biblioteket og jeg mener det er helt uundværligt for dannelsen af vores børn og unge. Særligt de unge vil ikke komme på biblioteket på ugentlig basis hvis de skal tage toget til Støvring for buderupholmvej må de ikke cykle på.
Jeg ser den brede folkemængde - børn unge og gamle - bruge biblioteket og det bidrager til liv og fællesskab i byen.
Der må simpelthen være en anden vej - lad os sammen finde en løsning istedet for at lukke vores bibliotek!
-
Det ryster mig at man overvejer at lukke Skørping bibliotek, da man derved vil lukke det kulturelle samlingspunkt i en mindre landsby som Skørping.
Skørping bibliotek danner rammen for et lærings- og samlingssted børn og voksne i alle aldre. Man vil fjernes børn og unges mulighed for at udvikle deres læselyst og kulturelle udvikling gennem arrangementerne som afholdes i biblioteket. Ved lukning af Skørping bibliotek vil de skulle tage til Støvring for at få de sammen tilbud, som de nu kan få i deres by, hvilket for en formentlig stor del af dem ikke vil ske. Generelt mister alle skørpinggenser de arrangementer som biblioteket tilbyder nu. Specifikt for mig deltog jeg i flere arrangementer med min lille søn under min barsel i Skørping bibliotek, ved lukning af biblioteket i Skørping skulle jeg tage til Støvring med mit lille barn, som højst sandsynligt ville have betydet af jeg have aflyst at tage til arrangementer.
En ting der ikke nævnes i forslaget om lukning af Skørping bibliotek er hvor mange der faktisk benytter Skørping bibliotek. Dette burde også være en central del i overvejlederne om lukning. Jeg vil mene at Skørping bibliotek bliver flittigt besøgt af skørpinggenserne, som faktisk sætter stor pris på de kulturelle muligheder som findes i byen primært repræsenteret af Skørping bibliotek.
Derfor vil lukning af Skørping bibliotek få en stor negativ konsekvens for det kulturelle liv i Skørping by og for skørpinggenserne i alle aldre. Byen vil miste sin kulturelle navle, i en by som Skørping som sætter kulturen højt og som for mange har været årsagen til at flytte til byen.
Forslag til hvordan der kunne skaffes flere penge til at drive kommunen for. Sæt det grønne område i udbud, det gør mange andre kommuner og det går fint, der er ingen der ved om den omkostning Rebild kommune har på området er den rigtige, hvis der kom bud fra flere firmaer så fik man mere viden om arbejdet blev lavet til den rigtige pris, de penge der evt kan spares kunne gøre gavn andre steder. Hilsen fra en som har arbejdet med udbud i mange år i det offentlig og private. Jørn S. Christensen.