Rebild rykker helt op i toppen af dansk erhvervsvenlighed
Rebild Kommune rykker fra nummer 14 til nummer 3 i Dansk Industris årlige måling Lokal Erhvervsvenlighed og er dermed bedst i Nordjylland. Tæt dialog med virksomhederne og fokus på at omsætte dialog til handling er en del af forklaringen på den markante fremgang.
Rebild Kommune er rykket helt op blandt landets mest erhvervsvenlige kommuner. I Dansk Industris årlige måling af Lokal Erhvervsvenlighed indtager kommunen i år tredjepladsen på landsplan.
Efter en 25. plads i 2024 rykkede Rebild sidste år op som nummer 14. I år tager kommunen endnu et stort spring frem og lander som nummer tre.
For borgmester Jesper Greth er placeringen en stor anerkendelse, men også et resultat af et målrettet arbejde for både at komme tættere på kommunens virksomheder og omsætte dialogen til handling.
– En tredjeplads i hele Danmark er et fantastisk resultat, som vi godt må være stolte af. Vi har gennem flere år arbejdet målrettet på at komme tættere på virksomhederne og lytte til deres behov. Men dialog gør det ikke alene. Det afgørende er, at vi også handler, når vi kan se noget, vi kan gøre bedre. Vi skal være en kommune, der ikke bare lytter, men også forsøger at finde løsninger sammen med virksomhederne, siger Jesper Greth.
Fra iværksætter til stor arbejdsplads
En af de virksomheder, der gennem mange år har haft en tæt dialog med kommunen, er Sky-Watch. Virksomheden begyndte som iværksættervirksomhed i Rebild Kommune, og Business Rebild har fulgt og samarbejdet med virksomheden gennem dens udvikling.
I dag er Sky-Watch vokset til en betydelig arbejdsplads med flere lokationer i Støvring. Virksomheden vokser fortsat og har senest købt 35.000 kvadratmeter erhvervsjord til et nyt domicil i Støvring.
– Den tætte dialog og lysten til at finde løsninger sammen er helt afgørende for os som virksomhed – ikke mindst når vi står over for et stort projekt som et nyt domicil. I forbindelse med købet af vores nye grund har vi oplevet stor lydhørhed og en kommune, der har været optaget af at finde gode løsninger sammen med os, siger administrerende direktør Martin Schousboe.
For Sky-Watch handler beslutningen om fortsat at investere i Støvring også om beliggenheden og mulighederne for at rekruttere medarbejdere.
– Vi har en attraktiv placering tæt på motorvejen og gode muligheder for at tiltrække de dygtige medarbejdere, vi har brug for. Sammen med det gode samarbejde med kommunen har det kun bekræftet os i, at Rebild Kommune er det helt rigtige sted for Sky-Watch at fortsætte vores udvikling, siger Martin Schousboe.
Fra dialog til handling
Den tætte dialog med erhvervslivet er gennem de senere år blevet prioriteret højt i Rebild Kommune. Det sker blandt andet gennem direkte møder med virksomhederne, Business Breakfast, dialog om udbud og indkøb og samarbejde om virksomhedernes behov for arbejdskraft og kompetencer.
Et andet eksempel er kommunens Erhvervs Task Force, som skal sikre en hurtig og målrettet dialog med virksomheder, der ønsker at bygge nyt eller udvide. Her samles de relevante fagligheder tidligt i processen, så virksomheden får en tydelig indgang til kommunen, og muligheder og eventuelle udfordringer kan blive afklaret. Det skal gøre processen så smidig som muligt og gøre det lettere for kommune og virksomhed at finde gode løsninger sammen.
For Jesper Greth er tredjepladsen både en anledning til at glæde sig og en forpligtelse til at fortsætte arbejdet.
– Vi skal selvfølgelig fejre, at vi er nummer tre. Men en flot placering er ikke et mål i sig selv. Det afgørende er, at virksomhederne har lyst til at blive her, investere og skabe nye arbejdspladser – og at nye virksomheder får øje på Rebild. Derfor skal vi blive ved med at spørge virksomhederne, hvad vi kan gøre bedre, og blive ved med at omsætte dialogen til handling, siger Jesper Greth.
FAKTA
DI's Lokal Erhvervsvenlighed bygger både på virksomhedernes vurderinger og en række statistiske indikatorer.
Blandt Rebild Kommunes resultater i 2026 er:
- Nr. 1 i Uddannelse og arbejdskraft
- Nr. 3 i Overordnet erhvervsvenlighed og dialog
- Nr. 6 på virksomhedernes vurdering af dialogen mellem erhvervslivet og kommunen
- Nr. 10 på virksomhedernes vurdering af kommunens kompetente og effektive byggesagsbehandling
- Nr. 11 i Kommunal administration
46 virksomheder i Rebild Kommune har deltaget i undersøgelsen.
Sky-Watch er en af de virksomheder, der har oplevet den tætte dialog med Rebild Kommune. Her ses administrerende direktør Martin Schousboe med en af de droner, virksomheden producerer i Støvring. (pressefoto: Sky-Watch)