Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Bliv kontorelev i Rebild Kommune

Hvert år i februar søger vi tre elever som starter uddannelsen den 1. september – måske er det noget for dig?

Uddannelsen består af en elevtid på to år, der blandt andet indeholder skoleophold på i alt 16 uger og studietur til Bruxelles og København.

Du bliver uddannet assistent med speciale i offentlig administration og får blandt andet erfaring med direkte borgerkontakt, telefonbetjening, intern og ekstern kommunikation, økonomi og løn samt i brugen af kommunale it-systemer.
For at sikre dig en bred og alsidig uddannelse, skal du både have borgerrelaterede og økonomibaserede opgaver – du kommer derfor til at være i 2-3 forskellige centre i løbet af din elevtid.

Som kontorelev hos os bliver du en del af elevklubben. Der er møde i klubben ca. hver tredje måned og herudover sociale arrangementer.

Løn og arbejdstid

Du får løn under hele uddannelsen – også under skoleopholdene, hvor du også får bøgerne betalt. Lønnen er bestemt efter HK's overenskomst.

Herudover får du en attraktiv arbejdstid med betalt frokostpause og mulighed for flekstid. Arbejdstiden følger den enkelte afdeling, men de fleste steder er den:

  • Mandag-onsdag : 8-15.20
  • Torsdag : 8-17
  • Fredag : 8-14

Praktik i udlandet

I dit andet år som elev er der mulighed for at blive udstationeret i op til tre måneder i et andet EU land. Opholdet er arrangeret i samarbejde med handelsskolen.

Fremtidsmuligheder

Du får mange spændende fremtidsmuligheder med en uddannelse som assistent med speciale i offentlig administration. Jo mere du suger til dig af viden og erfaring i dit uddannelsesforløb, jo flere jobmuligheder har du efter endt uddannelse. Uddannelsen giver endvidere mulighed for videreuddannelse til for eksempel kommunom, socialformidler, socialrådgiver eller for at tage en diplomuddannelse.

Centrene

Vores administration er opdelt i to fællescentre og syv driftscentre med hver sin chef og hvert sit arbejdsområde. Under 'Om kommunen' kan du se et organisationsdiagram og læse mere om organisationens opbygning.

Om kommunen

Der er ca. 300 administrative medarbejdere fordelt på rådhuset i Støvring samt administrationsbygningerne i Nørager og Terndrup.
Elevtiden kan foregå på et eller to af stederne, afhængig af hvilke centre du kommer til arbejde i.

Hvad siger vores elever?

Christoffer - 2.års-elev

“Jeg fandt elevpladsen i en jobannonce på Jobindex – og jeg kunne mærke med det samme, at Rebild Kommune lød som et sted, hvor man faktisk får lov til at være med. Jeg søgte, fordi jeg synes, det er en fed mulighed at kombinere uddannelse med et rigtigt job. Det giver noget helt andet, når man lærer teorien og samtidig kan bruge den i praksis – man udvikler sig bare hurtigere, når man prøver tingene af i hverdagen. Jeg havde også kun hørt godt om Rebild som arbejdsplads, og det betød meget for mig at vælge et sted med et godt miljø og gode kolleger.
I dag kan jeg virkelig sige, at Rebild Kommune er et rigtig godt sted at være elev, fordi man får både udfordringer og ansvar. Man bliver mødt med tillid, og det gør en stor forskel, når man er ny – man føler sig som en del af holdet. Og så er jeg virkelig glad for, at man kun er i to afdelinger i løbet af elevtiden. Det giver ro til at lære opgaverne ordentligt og blive stærk i det, man sidder med, i stedet for at starte forfra hele tiden. For mig betyder det, at elevtiden ikke bare er en uddannelse på papir, men en hverdag, hvor man lærer ved at tage ansvar og blive bedre uge for uge.”

Elev_kristoffer

Sofie - 2.års-elev

“Jeg fandt elevpladsen i Rebild Kommune på Jobindex, og da jeg læste jobbeskrivelsen, tænkte jeg ret hurtigt: det her lyder virkelig spændende. Jeg kunne mærke, at det var noget, jeg gerne ville prøve. Jeg var selvfølgelig lidt nervøs inden jobsamtalen, men jeg mødte nogle virkelig søde mennesker, og det gjorde hele oplevelsen meget mere afslappet og tryg. Det betød også meget for mig, at jeg fik mulighed for at møde de elever, der allerede var i kommunen – det var en rigtig god idé. Det er spændende at høre, hvordan andre oplever elevtiden, og det gav mig ro og en rigtig god fornemmelse af stedet.
I dag er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt. Jeg synes, Rebild Kommune er et rigtig godt sted at være elev. Jeg er mega-glad for det, og jeg har lært virkelig meget i den tid, jeg har været her. Noget af det bedste er, at man bliver inddraget, som om man er en ‘rigtig’ medarbejder. Det gør, at man føler sig værdsat, og at man tager opgaverne mere seriøst. Man bliver også hurtigt tildelt en hel masse ansvar, og det giver en virkelig god følelse, at Rebild Kommune har tillid til én fra starten. Det gør, at man får lyst til at gøre sig umage og mod på at lære endnu mere.
Jeg vil helt klart anbefale det til andre – man lærer meget, man føler sig som en del af fællesskabet, og man får lov til at udvikle sig med rigtige opgaver og ansvar.”

Sofie - 2.års-elev

Hør også Inge og Ditte fortælle om at være elev:

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0