Kære foreninger, aftenskoler og råd
Vær med til at forme fremtidens forenings- og fritidsliv i Rebild Kommune!
Den 20. maj konstitueres et nyt Fritidsråd, og vi søger engagerede ildsjæle til at træde ind som medlemmer for perioden 2026-2028. Har din forening en person, der brænder for at gøre en forskel og styrke foreningslivet? Så er det nu, muligheden er der!
Som medlem af Fritidsrådet får du en unik mulighed for:
- At præge retningen for fritidslivet i hele Rebild Kommune.
- At samarbejde tæt med forvaltningen og bidrage til beslutninger, der gør en reel forskel.
- At deltage i udviklingen af lokale initiativer og styrke sammenhængskraften på tværs af fritidsområder.
- At skabe og dele viden gennem netværk og arrangementer, som fremmer frivillighed og foreningers udvikling.
I 2025 har Fritidsrådet startet de indledende snakke vedrørende revidering af regelsæt for folkeoplysende foreninger og aftenskoler, som er et arbejde der fortsætter ind i 2026. Der er også et tæt samarbejde med Rebild Kommune om Lokale Udviklingsplaner (LUP), hvor vi sikrer, at foreningernes stemmer bliver hørt.
Hvis du eller en fra din forening har ambitioner, idéer og lyst til at gøre en forskel, så grib chancen nu. Lad os sammen skabe en endnu stærkere fremtid for vores foreningsliv!
Det nuværende Fritidsråd
4 medlemmer fra idræts- og sportsforeninger:
• Brian Christensen - Terndrup IF på valg
• Camilla Poulsen - Ik frem Sønderup/Suldrup Ikke på valg
• Christina Buhl - Rebild Sportsrideklub på valg
• Vakant plads på valg
2 medlemmer fra Aftenskoler:
• Jan Vestergaard – LOF Ikke på valg
• Anita Weye - Lilleskolen for voksne Ikke på valg
2 medlemmer fra spejderforeninger:
• Pia Laursen Pollard - FDF Støvring ikke på valg
• Vakant plads På valg
2 medlemmer fra Hobbyforeninger:
- Vakant plads
- Vakant plads
3 medlemmer fra Råd:
1 medlem udpeges af Ældrerådet
- Ole Majgaard - Ældrerådet Ikke på valg
1 medlem udpeges af Handicaprådet
1 medlem fra de unge (evt. ungdomsråd)
Om valget:
Alle foreninger kan opstille kandidater inden for ovenstående grupper. Dette sker ved, at formanden retter henvendelse til udviklingskonsulent Camilla Framnes på Cafr@rebild.dk
Efter opstillingsfristens udløb (den 30. april) sendes de opstillede kandidater i direkte valg indenfor deres egen gruppe. Hver forening/aftenskole skal afgive det antal stemmer, der er pladser til inden for deres område. Stemmen afgives af foreningens/aftenskolens formand.
I tilfælde af stemmelighed mellem 2 kandidater, afgøres valget ved lodtrækning.
I tilfælde af, at der ikke er opstillet flere kandidater, end der kan vælges, er de opstillede kandidater automatisk valgt og sendes ikke i direkte valg indenfor egen gruppe.
Hvis du vil læse mere om Fritidsrådet, kan du følge dette link https://rebild.dk/demokrati/raad-og-naevn/fritidsraadet
Hvis du måtte have spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Camilla Framnes.