I Danmark er foreningsfrihed en grundlovssikret rettighed. Det betyder, at alle kan danne en forening uden tilladelse og med et hvilket som helst lovligt formål.
Formålet med den folkeoplysende voksenundervisning er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og et forpligtende fællesskab. Med udgangspunkt i undervisningen skal deltagernes almene og faglige indsigt og færdigheder øges. Målet er at styrke den enkeltes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet. Den folkeoplysende voksenundervisning omfatter undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed og debatskabende aktiviteter, hvortil der er knyttet deltagerbetaling.