I Budgetaftalen for 2023 blev det besluttet at igangsætte dialog med de 4 lokalområder, som blev konkret berørt af beslutninger i budgettet. Formålet med dialogen var et samarbejde med lokalområderne, om de ønsker, som de kunne have til at skabe fortsat udvikling i områderne. På den baggrund har Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkendt den 23. august 2023, at der igangsættes et arbejde med udviklingsplaner for Ravnkilde, Øster Hornum, Terndrup og Haverslev. Arbejdet opstartes konkret i marts 2024 i Ravnkilde. Det er planen at igangsætte arbejdet i Øster Hornum herefter i foråret 2024, mens Terndrup og Haverslev igangsættes i efteråret 2024.
I Budgetaftalen for 2024 blev det besluttet, at der skal udarbejdes helhedsplaner for alle kommunens lokalområder. Opgaven er forankret i Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget. Det er aftalt, at 2024 skal anvendes til at udarbejde konceptet for arbejdet med helhedsplanerne. Formålet med indsatsen er at gøre udvikling i lokalområderne til et fælles anliggende mellem lokalområderne og kommunen, hvor det først og fremmest er de lokale engagerede borgere og aktører, der kan pege på udviklingspotentialer og ønsker for netop deres område. Der skal samarbejdes bredt med alle interessenter i lokalområderne.
Forvaltningen vurderer, at der er en stor sammenhæng mellem det besluttede arbejde med udviklingsplaner for de 4 områder og opgaven med at udvikle helhedsplaner for alle områder. Der kan med fordel drages erfaringer fra arbejdet med de 4 udviklingsplaner i 2024, til det koncept for helhedsplaner, som Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget skal færdiggøre og præsentere for Byrådet i slutningen af 2024.
De 4 udviklingsplaner for Ravnkilde, Øster Hornum, Haverslev og Terndrup vil fungere som pilotprojekter, og erfaringerne, der opsamles i løbet af 2024, kan medvirke til viden om afgrænsning af lokalområder, forskellige former for borgerinvolvering, organisering og drift af kommende udviklingsplaner, opbygning af kompetencer til etablering af udviklingsplaner samt give indsigt og viden i forhold til udarbejdelsen af administrationsgrundlaget for udviklingspuljen.
Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget vil følge processen med de 4 udviklingsplaner i 2024 med henblik på udviklingen af det fremtidige koncept for alle områder, herunder den fremtidige navngivning og beskrivelse af rammen for udviklingspuljen. Udover pilotprojekterne vil der også blive inddraget erfaringer fra andre kommuner.
Der etableres en midlertidig organisering med involvering af kommunens råd indenfor kultur, fritid, landsby- og byområderne. Den skal sikre inddragelse af disses viden i arbejdet og give grundlag for etableringen af en permanent organisering, som sikrer inddragelse.
Forvaltningen vil derudover i forbindelse med pilotprojekterne arbejde for at øge kommunikationen og formidlingen af denne inddragelse og de udviklingsinitiativer, der igangsættes.
Byrådet vil have mulighed for at deltage i dialogmøder i forbindelse med udviklingsplanerne i Ravnkilde, Øster Hornum, Haverslev og Terndrup. Der sendes særskilte invitationer hertil.
Ensartet navngivning - Lokale udviklingsplaner (LUP)
Det er forvaltningens vurdering, at det vil være hensigtsmæssigt, at begge typer planer i 2024 får arbejdstitlen “lokale udviklingsplaner” (kan forkortes LUP). Det er i tråd med Vision 2035 – Sammen udvikler vi Rebild, og det er en sigende overskrift i forhold til det, planerne vil indeholde. Når der skal tages stilling til det fremtidige koncept, vil der skulle tages stilling til, hvad planerne fremadrettet skal kaldes.
Forvaltningen vil på udvalgsmøderne give et kort uddybende oplæg.