
Ældre
Er du ældre i Rebild Kommune, så har vi mange tilbud, som kan gøre din hverdag nemmere og måske lidt sjovere.
I Center Pleje og Omsorgs Borgervisitation er der en bred skare af visitatorer med ergoterapeutiske og sygeplejefaglige kompetencer, som alle er målrettet din trivsel og et aktivt liv sammen! Vi arbejder sammen med dig, dine pårørende og øvrige fagpersoner for at sikre en individuel og professionel sagsbehandling med dig og dine behov i centrum.
Helhedspleje i Rebild Kommune
- Én samlet hjælp til dig i din hverdag
Når du har brug for støtte og pleje i hverdagen, tilbyder vi i Rebild Kommune helhedspleje. Det betyder, at du får den hjælp, du har behov for – samlet i ét sammenhængende forløb.
Vi ser dig som et helt menneske, og vi ønsker at støtte dig i at leve et godt og selvstændigt liv.
Hvad er helhedspleje?
Helhedspleje er en ny måde at organisere pleje og støtte på, som følger af den nye ældrelov, der er gældende fra den 1. juli 2025. Loven skal sikre mere sammenhæng, kvalitet og frihed for dig som borger.
I helhedsplejen kan du få:
- Personlig pleje og praktisk hjælp
- Genoptræning og støtte til at klare hverdagen
Derudover kan du også få
- Sygepleje (bliver en del af helhedsplejen fra 1. januar 2027)
- Hjælpemidler og teknologiske løsninger
Vi planlægger hjælpen sammen med dig og eventuelt dine pårørende. Hjælpen tilpasses sådan, at den passer til dine behov.
Får du i forvejen støtte fra hjemmeplejen?
Hvis du allerede får støtte fra hjemmeplejen, fortsætter din hjælp som vanligt. Selvom den nye Ældrelov træder i kraft 1. juli 2025, kan du opleve, at vi først foretager ændringer i løbet af 2026, og senest 1. januar 2027. Vi skal nok give besked inden du overgår til den nye helhedspleje.
Hvem kan få helhedspleje?
Du kan få helhedspleje, hvis du:
- Har nået folkepensionsalderen og har nedsat funktionsevne
- Har behov for støtte til at klare din dagligdag.
I særlige tilfælde kan også personer under folkepensionsalderen få helhedspleje, hvis behovet svarer til det, ældre typisk har.
Du vælger selv leverandør
Du kan vælge, om du ønsker at få hjælp fra Rebild Kommune eller en godkendt privat leverandør. Det skal dog være samme leverandør, der leverer alle ydelser. Du kan skifte leverandør, hvis dine ønsker eller behov ændrer sig.
Sådan kommer du i gang
1. Kontakt visitationen – vi tager en snak med dig om din situation og dine behov.
2. Du får en afgørelse – og bliver tilbudt støtte til enten at klare dig selv eller et forløb der passer til dine behov.
3. Du bliver kontaktet af en repræsentant fra dit hjemmeplejeteam, og sammen planlægger I hjælpen.
4. Vi justerer løbende – vi tilpasser hjælpen, hvis dine behov ændrer sig.
Vi støtter dig i det, der er vigtigst for dig – og vi samarbejder med dine pårørende, hvis du ønsker det.
Kontakt os
Har du brug for hjælp – eller vil du vide mere? Ring til Rebild Kommune på tlf. 9988 9988 Du kan også skrive sikkert via Digital Post på borger.dk
Vi står klar til at hjælpe dig.
Borgervisitationen, Center Pleje og Omsorg
Borgervisitation kan træffes på telefon 99 88 83 68 i tidsrummet kl. 10 -14 på alle hverdage.
Den enkelte visitator kan herudover træffes mellem kl. 8.15 - 9.00 på alle hverdage.
Har du behov for akut hjælp udenfor dette tidsrum kan du kontakte vagthavende sygeplejerske på telefon 99 88 91 31.
Du kan anmode om hjælp til følgende områder:
- Personlig pleje og/eller praktiske opgaver
- Madordning
- Leverandører af mad, hjemmehjælp, rengøring og/eller vareudbringning
- Plejevederlag til pasning af døende
- Aktivitets- og dagcentertilbud
- Sygepleje og Sygeplejens akut- og rehabiliteringstilbud
- Pleje-, demens- eller ældreboliger
- Midlertidige pladser efter SEL §84
- Omsorgstandpleje
- Hjælpemidler samt nødkald
- Kropsbårnehjælpemidler; ortopædiske sko, proteser, diabetesmateriale o.l
- Inkontinensprodukter, bleer, katetre, stomi- og brokprodukter
- Handicapbiler
- Boligændringer
- Borgerstyret Personlig Assistance
- Hjemmehjælp til feriegæster/midlertidig ophold i Rebild Kommune
- Kvalitetsstandard og serviceniveaubeskrivelser