Ansøgning om alkoholbevilling, tilladelse eller dispensation skal indgives til politiet, og alkoholbevilling gives og fornys af kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet. I praksis af Økonomiudvalget, hvor til kompetencen er henlagt.
Afgørelser behandles konkret og individuelt med hjemmel i restaurationslovens §12, hvor der er fastsat følgende:
§ 12
Bevillingsmyndigheden skal ved afgørelsen af, om alkoholbevilling vil kunne gives, iagttage samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige, ordensmæssige og dermed sammenhængende hensyn. Der kan herved navnlig lægges vægt på,
1)om der af bevillingsansøgeren, medlemmer af direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, er udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde,
2)bevillingsansøgerens forretningsmæssige kvalifikationer, herunder om det må antages, at ansøgeren vil være egnet til at drive restaurationsvirksomhed på betryggende måde,
3)bevillingsansøgerens økonomiske forhold og finansieringsplan, driftsbudget samt likviditetsbudget for virksomheden, herunder om det må anses for godtgjort, at virksomheden vil blive drevet for ansøgerens egen regning og risiko,
4)størrelse, indretning og karakter i øvrigt af serveringsstedet,
5)serveringsstedets beliggenhed, hvorved der kan anlægges byplanmæssige betragtninger, således at der kan vises tilbageholdenhed med at give tilladelse til nyoprettede restaurationsvirksomheder i egentlige boligkvarterer eller nær skoler eller andre institutioner, der søges af unge,
6)om der som følge af en for stærk lokal koncentration af restaurationsvirksomhed kan frygtes uforsvarlig drift eller andre ædrueligheds- eller ordensmæssige problemer, og
7)om der foreligger andre konkrete ædruelighedsmæssige og dermed sammenhængende sociale og politimæssige forhold, der gør det betænkeligt, at alkoholbevilling gives.
Rebild Kommune har i de seneste år haft relativt få og meget rutineprægede sager vedr. godkendelse af alkoholbevilling. Derfor besluttede Byrådet på dets møde den 14. oktober 2021 at nedlægge Bevillingsnævnet med udgangen af 2021 efter udløbet af valgperioden og i stedet efter restaurationsloven delegere kompetencen til Økonomiudvalget.
Proceduren for ansøgning og bevilling er herefter, at ansøgning om alkoholbevilling indgives til Nordjyllands Politi. Herefter påses at alle relevante oplysninger og bilag er til stede, ligesom politiet foretager en vandels- og ordensmæssig vurdering. Politiet indhenter ligeledes oplysninger fra SKAT om ansøgerens skatte- og restancemæssige forhold.
Når ansøgningen er færdigbehandlet, oversendes denne til Bevillingsmyndigheden med en vandels og ordensmæssig vurdering samt politiets indstilling til afgørelse.
Rebild kommunes opgave består herefter i at foretage en økonomisk vurdering af ansøger og dennes forretningskoncept. Ligeledes vurderes de planmæssige forhold, såsom størrelse, beliggenhed og støj samt om der er forhold, der kan medvirke til uforsvarlig drift pga. ædruelighedsmæssige eller sociale forhold, jf. ovenstående bestemmelse i restaurationslovens §12.
Vurdering af de økonomiske forhold hos ansøger foretages af Fællescenter Økonomi, vurdering af planmæssige forhold foretages af Center Plan Byg og Vej og vurdering af gener fra støj, lugt mv. foretages af Center Natur og Miljø.
Bevillingsperiodens længde
Restaurationslovens § 10 indeholder de formelle rammer for tildeling af alkoholbevillinger, herunder længde og vilkår. Alkoholbevillinger er tidsbegrænsede tilladelser. Udgangspunktet for bevillingsperiodens længde er 8 år, men kan - hvis omstændigheder taler herfor - gives for en mere begrænset periode på enten 4 år eller 2 år. Uanset periodens længde kan bevillingen i øvrigt betinges af vilkår.
Hovedreglen for alkoholbevillingers længde er, at uanset om en ansøgning vedrører en veletableret restauration, en restauration, der er en del af en kæde, eller en nyetableret restauration, skal vurderingen foretages med det udgangspunkt, at en bevillingslængde er 8 år.
I vurderingen af, om en bevilling skal tidsbegrænses til 4 år, kan restaurationens karakter indebærer, at der er øget risiko for støj eller ordensmæssige problemer for de omkringliggende beboere. Udtalelser fra Center Natur og Miljø eller lignende vedr. gener, herunder støj, lugt m.v., kan medføre, at bevillingen tidsbegrænses til 4 år. Bevillingsmyndigheden kan i et sådan tilfælde vælge at knytte vilkår til bevillingen om krav til støjforebyggende foranstaltninger.
Ligeledes kan en kortere bevilling være aktuel, hvor der tidligere har været ordensmæssige problemer af et vist omfang, eller hvis grundøkonomien er god, men der verserer restancer til SKAT.
En bevillingslængde på 2 år kan blive aktuel, hvis ansøger har meget skrøbelig økonomi. Der kan evt. stilles krav om forbedring af økonomien inden for afgrænset periode, hvis ansøger har udvist uforsvarlig adfærd ved f.eks. at servere alkohol i restaurationen uden bevilling. I tilfælde af at ansøger udviser villighed til at overholde reglerne og samarbejde med kommunen og politiet, kan bevillingsmyndigheden vurdere, at alkoholbevilling alligevel kan deles for en 2-årig periode.
Særlige ordensmæssige problemer kan medføre, at bevillingen alene tildeles for 2 år. Det faktum, at restaurationen er nyetableret, medfører ikke i sig selv, at bevillingen alene skal tildeles for 2 år.
Når der er truffet afgørelse af Økonomiudvalget, udsender Rebild kommune en bevilling til ansøgeren. Kopi af bevilling sendes til politiet til orientering.
I alkoholbevillingens løbetid vil der blive foretaget kontrolbesøg af politiet og bevillingsmyndighed. Eventuel afgørelse om tilbagekaldelse af bevilling foretages af bevillingsmyndigheden.