Byrådet besluttede den 10. oktober 2024, at kommuneplantillæg nr. 19 – Temarevision af Kommuneplan 2021 om vedvarende energianlæg i det åbne land, skulle sendes i offentlig høring i otte uger.
Forslag til kommuneplantillæg er vedlagt i bilag 1. Udkast til forslag til kommuneplantillæg nr. 19
kan også findes i en digital version via linket:
https://rebild.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?TillaegId=81
Temarevisionen fastlægger retningslinjer for udviklingen af vedvarende energianlæg (VE-anlæg) i det åbne land. Kommuneplantillægget fastlægger målsætninger for, hvordan udbygningen af VE-anlæg i Rebild Kommune skal ske. Med retningslinjerne og tilhørende redegørelser fastlægges områder, der skal friholdes for VE-anlæg, og hvordan projekter med vedvarende energianlæg kan tilpasses det åbne land.
Inddragelse
- Høringsperioden er afsluttet, og høringen har omfattet
- Deltagere fra markedsdialogen
- Borgere, virksomheder og organisationer, der har indsendt bemærkninger i foroffentligheden
- Ansøgere, der har indsendt projekter i ansøgningsrunden
- Lokalrådene og landsbyrådet
- Høringsopslag på Rebild Kommunes hjemmeside
Der er indkommet syv høringssvar fra statslige styrelser, foreninger og borgere, herunder Miljøstyrelsen, Aalborg Stift og Forsvarets ejendomsstyrelse.
Høringssvarene omhandler overordnede landskab, natur, kulturmiljøer, hensyn til kirker, borgerinddragelse og kompensation, mængden af VE-anlæg, solceller på tage, påvirkning af forsvarets radarovervågning og afstande til veje. Høringssvarene er uddybet og kommenteret i bilag 2. Høringssvarene er vedlagt i fuld længde i bilag 3.
Landskab og natur
Flere høringssvar, herunder fra Miljøstyrelsen, fremhæver vigtigheden af at beskytte landskab og natur i fremtidig planlægning af VE-anlæg. Det understreges, at områder med særlig landskabsmæssig betydning skal prioriteres og enten friholdes eller beskyttes mod yderligere fragmentering fra tekniske anlæg. Der opfordres til, at områder, der i dag er klassificeret som bevaringsværdige landskaber og naturområder, ikke nedklassificeres ved kommende revisioner af kommuneplanen for at muliggøre etablering af VE-anlæg.
Høringssvarene påpeger desuden, at vurderinger af projekters påvirkning på landskab og natur skal være konkrete og områdebaserede frem for teoretiske. Naturhensyn bør integreres i projekterne for at styrke biodiversitet og sikre mere natur.
Naturområder, levesteder for dyr og planter samt bevaringsværdige og større sammenhængende landskaber er nationale interesser, der skal sikre, at naturen bevares, genoprettes og som udgangspunkt friholdes for ny bebyggelse og tekniske anlæg.
Forvaltningen vurderer, at Rebild Kommune rummer varierede landskabs- og naturoplevelser, hvor kvaliteterne ikke er ensartede overalt. Ved konkrete projekter vurderes påvirkningen ud fra områdets specifikke natur- og landskabsværdier. Det er således de konkrete vurderinger af det enkelte projekt, der afgør, om det kan gennemføres, tilpasses eller opgives.
Forvaltningen anbefaler, at kommuneplantillægget ikke ændres på baggrund af høringssvarene.
Hensyn til kirker
Høringssvaret fra Aalborg Stift fremhæver vigtigheden af at tage hensyn til kirkerne ved udbygning af VE-anlæg. Kirkerne er markante elementer i landskabet og synlige over lange afstande, hvorfor både ind- og udsyn til og fra kirkerne kan påvirkes betydeligt.
Forvaltningen vurderer, at kirkernes rolle som landskabselement er beskyttet gennem retningslinjerne for kirkebeskyttelsesområder. Enkelte kommuneplanudpegninger er yderligere specificeret som særligt opmærksomhedskrævende, men alle relevante retningslinjer skal indgå i vurderingen af konkrete projekter for at sikre, at kirkernes landskabelige betydning respekteres.
Forvaltningen anbefaler, at kommuneplantillægget ikke ændres på baggrund af høringssvarene.
Påvirkning af forsvarets radarovervågning
Høringssvaret fra Forsvarets Ejendomsstyrelse påpeger, at vindmøller, høje bygninger og tekniske anlæg kan påvirke Forsvarets radarovervågning samt radio- og telekommunikation, og anbefaler, at dette indskrives i retningslinjerne.
Det er en national interesse, at kommunal planlægning tager hensyn til anlæg fra Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. Forvaltningen vurderer dog, at høringssvaret ikke nødvendiggør ændringer i kommuneplantillægget. I den videre proces for behandling af VE-ansøgninger vil det blive undersøgt, hvordan Forsvarets interesser kan indarbejdes og imødekommes i de konkrete projekter.
Forvaltningen anbefaler, at kommuneplantillægget ikke ændres på baggrund af høringssvarene.
Borgerinddragelse og kompensation
Høringssvarene fremhæver vigtigheden af borgerinddragelse og kompensation til berørte borgere i forbindelse med opførelse af VE-anlæg. Det understreges, at åbenhed og lokalt engagement er afgørende for at sikre en vellykket implementering af anlæggene samt bred opbakning og helhedsorienteret udvikling i Rebild Kommune. Der efterspørges løsninger, hvor overskuddet fra anlæggene kommer lokalsamfundet til gode, da det er de lokale områder, der bærer ulemperne ved at producere strømmen, mens denne anvendes andre steder.
Kommunen er forpligtet til at støtte det nationale mål om grøn omstilling. Folketinget har desuden vedtaget en Grøn Pulje, som opstillere af VE-anlæg skal bidrage til. Puljen skal anvendes til projekter, der gavner naboer til VE-anlæg og lokalsamfundet generelt, og sikrer således, at midlerne kommer kommunens borgere til gavn.
I januar 2025 vedtog Teknik- og Miljøudvalget en ny VE-planproces med fokus på tidlig borgerinddragelse. Denne proces sikrer dialog mellem borgere, opstiller og kommune, allerede inden planforslagene udarbejdes og politisk behandles. Målet er at sikre lokal inddragelse og bedre forankring af projekterne fra start.
Forvaltningen anbefaler, at kommuneplantillægget ikke ændres på baggrund af høringssvarene.
Afstande til veje
Høringssvaret omhandler afstandskravet mellem vindmøller og offentlige veje og jernbaner, og ønsket om enten at fjerne eller reducere afstandskravet til 1x totalhøjde. Det understreges, at afstandskravet bør være i overensstemmelse med anbefalingerne i Vejledning om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller.
Vejledningen anbefaler en mindsteafstand mellem vindmøller og overordnede statslige vej- og baneanlæg. Der kan dog opstå sikkerhedsmæssige problemer, såsom isnedfald, hvis afstanden er mellem 1 og 1,7 gange møllehøjden. Forvaltningen har, baseret på faglig vurdering af risikoen for isafkast, fastlagt afstandskravet mellem vindmøller og offentlige veje og baneanlæg. Hvis afstanden ønskes reduceret, skal det vurderes i det enkelte projekt.
Forvaltningen anbefaler, at kommuneplantillægget ændres, så retningslinjen for 'Placering i forhold til offentlige veje og jernbane' justeres, så der gives mulighed for at vurdere, om man kan placere vindmøller tættere på veje i specifikke projekter.
Derudover anbefales det præciseret i redegørelsen, at kravet gælder for alle offentlige veje, og ikke kun statsveje, gennemfartsveje og fordelingsveje.
Ansøgningsrunde
I første kvartal af 2024 blev der afholdt en ansøgningsrunde, hvor der var mulighed for at ansøge om nye VE-anlæg. Det forventes, at de konkrete VE-ansøgninger bliver politisk prioriteret i Teknik- og Miljøudvalget i marts 2025.