På grund af stigende ønske om fortætning har det været nødvendigt for Rebild Kommune og Rebild Vand & Spildevand A/S, at arbejde efter en administrationspraksis, som kan afbøde konsekvenserne ved at fortætte mere end befæstelsesgraden angivet i spildevandsplanen.
Befæstelsesgraden angiver hvor meget af et områdes regnvand, der ender i kloakken. Befæstelsesgraden anvendes af Rebild Vand & Spildevand A/S til dimensionering af regnvandsledninger.
Overholdelse af befæstelsesgrad reguleres som udgangspunkt gennem byggetilladelsen, men i enkelte tilfælde opstår der situationer, hvor den fastlagte befæstelsesgrad ikke overholdes. I disse tilfælde er der behov for en klar administrationspraksis, som afhjælper og sikrer at ekstremregn ikke resulterer i oversvømmelser på lavereliggende matrikler.
Administrationsgrundlaget har til formål at give en gennemsigtig og ensartet sagsbehandling. Forvaltningen oplever til tider modstand fra projektudviklere og deres rådgivere, i forhold til at foretage de nødvendige tiltag, hvorfor forvaltningen og Rebild Vand & Spildevand A/S gerne vil have formaliseret og offentliggjort det administrationsgrundlag, som allerede anvendes i dag, gennem en politisk beslutning.
Administrationsgrundlaget og formalisering af denne skal bidrage til at minimere risikoen for oversvømmelser i byerne.
Med et entydigt og tydelig kommunikeret administrationsgrundlag kan forvaltningen minimere risikoen for, at Rebild Vand og Spildevand A/S ikke kan overholde deres serviceniveau. Manglende overholdelse af serviceniveau kan betyde flere og værre lokale oversvømmelser.
Befæstelsesgraden kunne f.eks. være 40 % for matriklen, hvilket betyder at regnvandssystemet er dimensioneret til at håndtere regnvand fra 40 % af matriklen. Hvis befæstelsesgraden fra en matrikel overskrides, betyder det at Rebild Vand & Spildevand A/S ikke længere kan overholde serviceniveauet, og borgerne vil derfor opleve hyppigere oversvømmelser.
Et godt eksempel på overskridelse af befæstelsesgraden ses herunder. Her er det tilladt at befæste 35 % afgrunden. Ejendommen er opkøbt med henblik på opførelse af 7 dobbelthuse med parkeringspladser og vej, som medfører fortætning. Derved er det befæstede areal blevet 55 %. Hvis ikke forvaltningen stiller krav om forsinkelse eller nedsivning af regnvand fra grunden, vil projektet belaste regnvandssystemet, så dem der bor længere nede i regnvandssystemet, vil opleve hyppigere oversvømmelser.
Før
|
Efter
|
|
|
Administrationsgrundlaget vil efter vedtagelse blive offentliggjort og taget i anvendelse overfor borgere og virksomheder som fremadrettet ønsker at fortætte med potentiel overskridelse af den vedtagne befæstelsesgrad til følge. Administrationsgrundlaget vil endvidere medvirke som understøttende grundlag for såvel byggesagsbehandlingen som i det medfølgende tilladelser i medfør at spildvandsplanen og tillæg hertil.
Herunder kan Rebild Kommunes forslag til administrationsgrundlag læses. Vedhæftet i bilag 1 - Administrationsgrundlag ved overskridelse af befæstelsesgraden i spildevandsplanen fremgår administrationsgrundlaget, samt bilag og beregningseksempler.
Beskrivelse af forslag til "administrationsgrundlag ved overskridelse af befæstelsesgraden i spildevandsplanen"
Ved nybyggeri, ombygninger og tilbygninger anvender Rebild Kommune i dag følgende praksis:
Hvis der befæstes mere end befæstelsesgraden afsat i spildevandsplanen, skal man gøre en af to ting eller en kombination af de to:
- Forsinke regnvandet inden tilslutning.
- Nedsive den andel af arealet som er over befæstelsesgraden.
I forbindelse med udarbejdelsen af nærværende administrationsgrundlaget har Rebild Kommune udarbejdet tre bilag (bilag 1, 2 og 3 er samlet i vedhæftede bilag A til sagen) til understøttelse af Forvaltningens beregningsgrundlag (bilag 1 og 2) og til udvidet forståelse af problemstillingerne gennem beregningseksempler (bilag 3).
Sidstnævnte vil typisk anvendes ved konkrete henvendelse fra grundejer, byggemodner, kloakmester og andre. Beregningseksemplerne vil også blive tilgængelige på Rebild Kommunes hjemmeside, som en udvidet service overfor borgerne i deres planlægning af projekter.
- Bilag 1 Beregningsforudsætninger - gennemgår de værdier, som Rebild Kommune har besluttes skal anvendes i forbindelse med overskridelse af befæstelsesgraden. Værdierne stammer fra Spildevandskomitéens skrifter og Dansk Standard.
- Bilag 2 Befæstelsesgrad - et regneark til at beregne befæstelsesgraden for en grund.
- Bilag 3 Beregningseksempler - en samling af beregningseksempler, hvis formål er at forklare beregningerne bag praksissen.
I Bilag A Administrationsgrundlag, beregningsforudsætninger og beregningseksempler, findes administrationsgrundlaget og de tre ovenstående nævnte bilag.
Forvaltningen tilretter og justerer bilagene såfremt der sker lovændringer, ændringer fra Dansk Standard og med ændringer fra Spildevandskomiteens forskrifter.