Byrådet besluttede den 29. februar 2024, punkt 21, at lokalplanforslag nr. 340 og kommuneplantillæg nr. 6 for solceller ved Brorstrup Kær skulle sendes i fornyet offentlig høring i 8 uger. Byrådet besluttede den. 27. maj 2020, punkt 45, at ansøgningen skulle på prioriteringslisten. Teknik- og Miljøudvalget igangsatte planlægningen den. 4. november 2020, punkt. 222. Planområdet er vist på bilag 1. Forslag til kommuneplantillæg er vedlagt i bilag 2 og forslag til lokalplan i bilag 3. Planforslagene kan også findes i en digital version via linkene:
Udkast til forslag til kommuneplantillæg nr. 6
https://rebild.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?intern=t&TillaegId=69
Udkast til forslag til lokalplan nr. 340
https://rebild.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?intern=t&LokalplanId=462
Lokalplanen giver mulighed for etablering af et solcelleanlæg på ca. 70 ha, tilhørende tekniske anlæg, veje, stier, hegn, og beplantning. Kommuneplantillæg nr. 6 muliggør anvendelsen solenergianlæg, vindmølleanlæg, teknisk anlæg samt sikrer beplantningsprincipper.
Planforslagene og miljørapport har været fremlagt i 8 ugers offentlig høring af to omgange, første gang fra d. 7. marts – 2. maj 2023, hvor der indkom 6 høringssvar, se bilag 4. Ét af disse var en statslig indsigelse fra Miljøstyrelsen. Planforslag og miljøkonsekvensrapport er på baggrund af dialog med Miljøstyrelsen blevet tilrettet, og Plan- og Landdistriktsstyrelsen frafaldt indsigelsen den 9. januar 2024. Rettelserne omfattede en reducering af solcellearealet fra 88 ha til 70 ha samt en tilpasning af beplantningen.
Planforslagene og miljørapport har været i fornyet offentlig høring fra d. 15. april – 12. juni 2024, se bilag 5 for kort over høringsområde. Der er indkom 3 høringssvar. Samlet er der indkommet 8 høringssvar fra de to offentlige høringer, som omhandler afstande og forhold til eksisterende tekniske anlæg, miljørapport, Kommuneplan 2021 retningslinjer, arkæologi, etablering af rekreative formål, gratis strøm til naboer samt arealanvendelse. Høringssvarene er uddybet og kommenteret i bilag 6. Høringssvarene er vedlagt i fuld længde i bilag 4.
Respektafstande til forsyningsledninger
Høringssvaret omhandler respektafstande til højspændingsledningerne og naturgasledningen. Lokalplanen sikrer respektafstanden til højspændingsledningerne. Energinet Gastransmission bemærker, at respektafstanden til naturgasledningen ikke overholder den tinglyste afstand på 20 meter fra ledningsmidten.
Forvaltningen anbefaler, at lokalplanen ændres, så de 20 meters afstand respekteres og tilføjes til lokalplanens kortbilag. Ændringerne giver ikke anledning til fornyet høring.
Forhold til højspændingsledninger og vindmøller
Høringssvarene omhandler tekniske forhold, placering af ledninger, is-afkast, støj, adgangsveje og ønske om inddragelse i plan- og godkendelsesproces. Energinet er inddraget planprocessen og inddrages i forbindelse med byggesagsbehandlingen. Forvaltningen vurderer, at støjforhold er behandlet i miljørapporten. Lokalplanen sikrer adgangsveje. Forvaltningen vurderer, at de resterende forhold skal håndteres mellem solcelleopstiller og henholdsvis Energinet og vindmølleejer. Lokalplanen kan ikke regulere disse forhold. Høringssvaret giver ikke anledning til ændring af planforslagene.
Miljørapport og omfang
Høringssvaret omhandler omfanget af vedvarende energianlæg (VE-anlæg) i området, hvis både Brorstrup Kær og energiparken Rodhøj realiseres, og fælles miljøvurdering for de to nævnte projekter.
Forvaltningen vurderer, at omfanget af VE-anlæg i området er reduceret og et større areal udlægges til græs i stedet for solcelleanlæg. Forvaltningen vurderer tillige, at der ikke skal udarbejdes en fælles miljøvurdering for de to nævnte projekter, da planlægningen for Rodhøj er sat på pause. Genoptages den planlægning, vil miljøvurderingen vurdere påvirkningen af eksisterende og planlagte anlæg i området. Høringssvaret giver ikke anledning til ændring af planforslagene.
Kommuneplan 2021 – retningslinjer og tidligere politiske beslutninger
Høringssvaret omhandler at, der politisk blev tilsidesat en faglig indstilling og at Rebild Kommune ikke overholder Kommuneplan 2021’s retningslinjer vedrørende vind- og solcelleparker.
Forvaltningen vurderer, at lokalplanen og kommuneplantillægget er blevet tilpasset ift. retningslinjerne i Kommuneplan 2021, så anlægget tager hensyn til og indpasses i landskabet, så bevaringsværdierne ikke forringes væsentligt. Høringssvaret giver ikke anledning til ændring af planforslagene
Arkæologiske forundersøgelser
Høringssvaret omhandler, mulige arkæologiske interesser inden for projektarealet, som anbefales undersøgt nærmere forud for anlægsarbejdet.
Høringssvaret giver ikke anledning til ændringer og er videresendt til udvikler, som skal beslutte, om museet skal sættes i gang med en arkæologisk forundersøgelse.
Rekreative forhold
Høringssvaret omhandler ønske om etablering af stier, shelters og bålpladser.
Lokalplanen sikrer, at der etableres en ny stiforbindelse. Lokalplanen hindrer ikke etablering af shelters og bålplads. Høringssvaret giver ikke anledning til ændring af planforslagene.
Ønske om gratis strøm
Høringssvaret omhandler, at nærmeste naboer til solcelleanlægget skal have gratis strøm.
Høringssvaret omhandler forhold, som lokalplanen ikke kan regulere. Naboer inden for 200 meter til solcelleanlægget er via VE-bonusordningen sikret en udbetaling af en årlig kontant bonus svarende til ejerskab af en andel på 6,5 kW af anlægget. Høringssvaret giver ikke anledning til ændring af planforslagene.
Arealanvendelse efter endt anvendelse til solceller
Høringssvaret omhandler, at hvis arealerne igen skal anvendes som landbrugsarealer, skal det præciseres i lokalplanen. Lokalplanen giver mulighed for, at arealet kan anvendes som landbrugsjord eller natur efter endt anvendelse til solcelleanlæg. Høringssvaret giver ikke anledning til ændring af planforslagene.
Lodsejeraftaler
I forbindelse med projektet har opstiller indgået aftaler med nærmeste lodsejere, se bilag 7.
Miljøvurdering
Planen er omfattet af Miljøvurderingsloven, og der er udarbejdet en miljørapport, som har været sendt ud sammen med lokalplanen i høringsperioden. Efterfølgende er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse med overvågningsprogram. Miljørapporten er vedlagt som bilag 8, og den sammenfattende redegørelse er vedlagt som bilag 9.
Selvforsyningsgrad i forhold til 2040 målet
Rebild Kommune har forpligtet sig til den fælles nordjyske, regionale målsætning om at være selvforsynende med VE inden 2040. Forvaltningen vurderer, at der skal etableres VE-anlæg, der kan producere ca.
1.730 MWh. for at dække Rebild Kommunes forventede forbrug i 2040. Den nuværende VE-produktion svarer til 24 % af Rebild Kommunes 2040 mål. Realiseres nærværende projekt, hæves selvforsyningsgraden til 29 % i forhold til 2040 målet.