Tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft er en væsentlig forudsætning for vækst, jobskabelse og velstand i fremtiden. Med det afsæt har regeringen og arbejdsmarkedets parter den 19. august 2016 indgået en trepartsaftale, der skal forebygge rekrutteringsudfordringer, sikre at flere unge tager en erhvervsfaglig uddannelse, øge antallet af faglærte, og forbedre lønmodtagernes muligheder for voksen- og efteruddannelse.
Der er på nuværende tidspunkt ikke tale om generelle rekrutteringsproblemer, men der er brancher og dele af landet, hvor virksomhederne oplever, at det er svært at rekruttere medarbejdere. Trepartsaftalen er et forsøg på at forebygge rekrutteringsudfordringer og at sikre tilstrækkelig arbejdskraft på alle niveauer men med særligt fokus på faglærte. Flere unge skal have lyst til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse.
Aftalens tre indsatsområder beskrives nedenfor.
Forebyggelse af rekrutteringsudfordringer
I aftalen er der lagt vægt på, at aktørerne på beskæftigelsesområdet herunder Jobcentrene skal have mulighed for et mere detaljeret kendskab til arbejdsmarkedet. Aftalen sigter derfor mod at styrke overvågningen af arbejdsmarkedet. Herudover skal uddannelse understøtte at de ledige får de kompetencer, som efterspørges af virksomhederne. Uddannelse i beskæftigelsessystemet skal derfor som udgangspunkt være målrettet konkrete jobs eller områder med gode beskæftigelsesmuligheder. Det er herudover et element i aftalen, at ledige skal være både fagligt og geografisk mobile.
Indsatsområdets hovedelementer er:
• Styrket overvågning af arbejdsmarkedet, herunder forbedring af arbejdsmarkedsbalancen, offentliggørelse af jobsøgende ledige og deres kompetencer og udvikling af indikatorer for mangel på arbejdskraft
• Pulje til opkvalificering inden for mangelområder (37 mio. kroner over 3-årig forsøgsperiode)
• Et mere fleksibelt uddannelsesløft - ordningen gøres mere atraktiv for de ledige
• Bedre muligheder for ledige faglærtes adgang til voksenlærlingeordningen (ændres fra krav om 12 til 6 måneders forudgående ledighed)
• Forlængelse af trainee-indsatsen for nyuddannede inden for udvalgte områder
• Mere fleksibel ordning med seks ugers jobrettet uddannelse (flere kombinationsmuligheder)
• Analyse af erfaringer med koordinering af indkøb af uddannelse
• Fokus på den særlige indsats for langtidsledige
• Erfaringsopsamling fra udvalgte opkvalificeringsforløb
• Bedre opfølgning på geografisk bred søgning (styrkede muligheder for a-kasser og kommuner)
• Moderniseret rådighedstilsyn fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering)
Flere praktikpladser - flere faglærte
Aftalens andet indsatsområde er at sikre flere arbejdsgivere opretter praktikpladser, således at de unge der vælger erhvervsskolevejen har en større sikkerhed i at kunne gennemføre deres uddannelser i en virksomhed. Parterne er blandt andet nået til enighed om en række økonomiske incitamenter, der skal understøtte at målet realiseres. Ligeså er der i aftalen sat fokus på erhvervsuddannelsernes attraktivitet.
Hovedelementerne er:
• Oprettelse af fordelsuddannelser, hvor eleverne har større sikkerhed for en praktikplads og arbejdsgiverne belønnes ekstra for at tage elever
• Styrkede økonomiske incitamenter til at oprette praktikpladser
• Indførelse af et merbidrag på skønnet 27.000 kroner pr elev en virksomhed mangler for at opfylde sin andel af elever, der skal uddannes
• Højere lønrefusion, når man har sine elever på skole
• Højere lønrefusion til eux elever
• Justeringer i den samlede AUB-konstruktion
• En dimensionering af de uddannelser, der bl.a. har høj arbejdsløshed
• Kravene til eleverne de såkaldte (EMMA-kriterierne) præciseres (EMMA står for egnet, mobil geografisk, mobil fagligt og aktivt jobsøgende)
• Praktikcentres mulighed for at producere varer og tjenesteydelser klargøres
• It-understøttelse af praktikpladsformidlingen
• Det praktikpladsopsøgende arbejde styrkes (overblik over skolernes indsats og professionalisering)
• Afbureaukratisering af praktikpladsområdet
• Udskolingen styrkes med henblik på at styrke de unges uddannelsesvalg
• Begrænsning af virksomhedsforlagt undervisning (VFU), delaftaler og korte uddannelsesaftaler
• Regeringen vil i Finansloven for 2017 afsøge Folketingets opbakning til, at puljen på 150 millioner kroner til et kvalitetsløft af erhvervsuddannelserne fastholdes i 2017
Voksen- og efteruddannelse
Det tredje indsatsområde i trepartsaftalen handler om, at nedsætte en ekspertgruppe om voksen-, efter- og videreuddannelse, der skal tilvejebringe nødvendig viden i forhold til de videre drøftelser af fremtidens VEU-system. Aftaleparterne er enige om, at voksen- og efteruddannelsessystemet er udfordret af arbejdsmarkedets efterspørgsel og den konstante udvikling, der sker i behovet. Både hvad angår struktur og kvalitet. Herudover er parterne enige om en række her og nu initiativer til styrkelse af AMU (arbejdsmarkedsuddannelserne).
Arbejdsmarkedsudvalget vil løbende blive holdt orienteret og inddraget, når aftalen udmøntes.
Bilag: faktaark vedrørende trepartsaftalen.
Aftaleteksten mv. kan desuden læses på: http://bm.dk/da/Aktuelt/Pressemeddelelser/Arkiv/2016/08/Trepartsaftale.aspx