Boligplacering
Rebild Kommune er efter Integrationslovens bestemmelser forpligtet til at tilbyde flygtninge en egnet permanent bolig snarest efter ankomst. Med de nedsatte integrationsydelser som Folketinget pr. 26. august 2015 har vedtaget for flygtninge, forudser forvaltningen at Rebild Kommune vil få vanskeligt ved at skaffe permanente boliger, da der ikke vil være nok billige boliger.
Efter at ældreboligerne er blevet til almennyttige boliger, har det givet en større kapacitet af udlejningsboliger i Rebild Kommune. Flygtninge der ankommer fra den 1. september 2015, og som vil få en lavere ydelse, vil dog ikke have råd til at bo i disse boliger, ligesom flere af boligerne også er for dyre for flygtninge på almindelig kontanthjælp. Status er, at 3 ældreboliger fra den 15. september 2015 er udlejet til flygtninge, mod et forventet antal på 20.
Når der ikke kan findes boliger, som flygtningene har råd til at bebo, er konsekvensen, at Rebild Kommune vil være nødsaget til i højere grad at tilbyde midlertidige indkvarteringer.
I 2016 er den foreløbige udmelding, at Rebild Kommune skal modtage 107 flygtninge. Det vurderes at nuværende kapacitet af midlertidige indkvarteringsmuligheder ikke vil kunne dække behovet i 2016.
Den ny integrationsydelse
Integrationsydelsen er en skattepligtig ydelse, der træder i stedet for kontanthjælp og uddannelseshjælp for målgruppen. Ydelsen svarer til Statens uddannelsesstøtte (SU), og der er ikke mulighed for det aktivitetstillæg, der ellers kan gives til kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere. Der er tale om en væsentlig nedgang i ydelsen i forhold til tidligere. For en enlig uden børn er ydelsen i 2015 nedsat med kr. 4.904,- brutto pr. måned. For par med børn er nedsættelsen på kr. 6.097,- brutto pr. måned pr. person.
Målgruppen for den ny integrationsydelse er:
• Personer som ikke har haft ophold i Danmark i mindst 7 ud af de sidste 8 år.
• Personer som ikke har arbejdstagerstatus med fra et EØS- eller EU-land.
Udover integrationsydelsen er der indført et nyt tillæg på kr. 1.500,- pr. måned, som kan tildeles, når borgeren har bestået danskprøve eller FVU-test på minimum niveau 2.
Behov for en ny boligstrategi
Forvaltningen forudser et problem i forhold til at finde permanent boligplacering, og ser et behov for at få flere midlertidige indkvarteringsmuligheder. Forvaltningen er derfor i gang med at se på hvilke muligheder for midlertidig boliganvisninger, der kan udpeges, som Arbejdsmarkedsudvalget vil blive forelagt.
Det er ikke muligt, at lave en fuldstændig vurdering af behovet for boliger, da forvaltningen ikke modtager en konkret tidsplan for, hvornår flygtningene flytter til Rebild Kommune. Information om ankomst modtages ca. 1 måned før flygtningene flytter til kommunen. Ved familiesammenføring modtager forvaltningen informationen enten få dage før ankomst, eller først når familien er ankommet.
Det må derfor forventes, at der ved etablering af midlertidige boliger vil være behov for løbende ledig kapacitet for at kunne leve op til kommunens forpligtelser.
Temaerne "modtagelse og boligplacering" forventes at indgå i drøftelserne i forbindelse med processen med at udarbejde en integrationspolitik for Rebild Kommune. Politikken kommer i høring og fremlægges til politisk drøftelse og vedtagelse i foråret 2016.