Den 1. januar 2014 trådte kontanthjælpsreformen i kraft og det overordnede mål er at flere kommer i job og uddannelse. De nye indsatser bygger på klare rettigheder og pligter og på at alle skal have en aktiv og individuel indsats. Borgere, der kan arbejde, skal i arbejde. Udsatte borgere, der har behov for at komme tættere på arbejdsmarkedet, skal have en mere koordineret indsats.
Den kommende refusionsreform på beskæftigelsesområdet giver et styrket incitament til at kommunerne i endnu højere grad fokuserer på beskæftigelsesindsatsen i forhold til den enkelte borger, således at denne hurtigst mulig bringes i beskæftigelse. Når borgeren har været på offentlig forsørgelse i mere end 52 uger er den kommunale udgift til ydelsen 80 %.
Med henblik på at sikre de jobparate og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere en tidlig og aktiv indsats er der med baggrund i reformernes intentioner og lovgivning, Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag samt input fra temadagen, udarbejdet følgende pejlemærker for tilgangen på området.
Tidlig og grundig visitation
I Jobcenter Rebild afdækkes borgernes jobparathed via en tidlig og grundig visitationssamtale. Ved visitationen bliver de vurderet som jobparate eller aktivitetsparate. De jobparate vurderes at kunne komme i beskæftigelse inden for en kortere periode og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De aktivitetsparate vurderes ikke umiddelbart at kunne komme i arbejde inden for en kortere periode af faglige, sociale eller helbredsmæssige årsager. De aktivitetsparate skal stå til rådighed for aktive tilbud og rimelige tilbud om job mv. Hvis de ikke kan tage imod tilbud om indsats, har de ret og pligt til mentorstøtte efter 26 uger på kontanthjælp.
Tidlig og individuel tilgang
Jobcenteret ønsker at understøtte at de ledige kontanthjælpsmodtagere kommer hurtigere i varig beskæftigelse – enten gennem tidlig og intensiv jobsøgning for dem, der alene har behov for at blive understøttet i deres egen indsats for at finde et job, eller gennem en mere helhedsorienteret og virksomhedsrettet indsats, til dem med mere komplekse problemstillinger.
Med baggrund i Koch-udvalgets anbefalinger om hvad der virker i den beskæftigelsesrettede indsats, vil der ligeledes være fokus på hyppige samtaler. Med udgangspunkt i egne erfaringer og anbefalingerne fra Koch-udvalget foreslår forvaltningen, at samtaler og opfølgningen på aktiviteter i samtlige kontanthjælpssager skal ske hyppigere end lovgivningens minimumskrav, som er to gange indenfor de første 3 måneder og derefter fire gange inden for 12 løbende måneder.
Aktiv indsats og opfølgning for jobparate
Forvaltningen foreslår at harmonisere sagsgangen for de jobparate med sagsgangen for dagpengemodtagere i Rebild Kommune, således at de får samme tilbud om hjælp til jobsøgning, herunder tilbud om cv- og praktikværksted samt en tidlig og intensiveret indsats de første 26 uger.
For at sikre, at jobparate ledige fastholder fokus på job og jobsøgning, foreslås det, at de – udover den første visitationssamtale – deltager i yderligere samtaler 1 gang månedligt de første 26 uger. Derefter i mindst fire gange inden for 12 løbende måneder. Tidspunktet for samtalerne vil afhænge af den enkeltes behov.
Jobparate borgere skal stå til rådighed for job og skal tage imod de aktive tilbud, som jobcenteret tilbyder. Sagsbehandlerne vil møde dem med tillid til, at de selv gør en indsats for at komme i beskæftigelse. Borgeren skal ifølge reglerne på området dokumentere sin jobsøgning på en joblog på Jobnet.dk. Jobcenteret skal tjekke borgerens joblog og bl.a. herudfra tage stilling til, om den enkelte har søgt bredt, aktivt og realistisk. Hvis borgerens indsats er utilfredsstillende, vil jobcenteret stille krav om deltagelse i praktik og alternativt aktivering på Projekt Værkstedet allerede i uge 3. Formålet er at forebygge langtidsledighed og sikre en aktiv jobsøgningsadfærd.
Aktiv indsats og opfølgning for aktivitetsparate
Forvaltningen vurderer om det er relevant at understøtte en tidlig indsats for denne målgruppe, herunder en helhedsorienteret og virksomhedsrettet indsats. Indsatsen skal afspejle den enkeltes behov og tage hånd om pågældendes sociale eller sundhedsmæssige problemstillinger. Det vil typisk betyde, at der skal iværksættes en længerevarende, understøttende indsats, inden borgeren vil kunne komme på arbejdsmarkedet, men målet i forhold til arbejdsmarkedet skal altid være klart. Indsatsen skal rette sig mod arbejdsmarkedet, og så vidt muligt foregå på en almindelig arbejdsplads. Det helhedsorienterede betyder, at denne indsats ofte gives samtidig med, at jobcenteret parallelt hjælper borgeren i forhold til øvrige udfordringer, f.eks. økonomi, bolig eller misbrug.
Jobcenterets opfølgning med de aktivitetsparate vil have fokus på, om den enkelte udvikler sig hen imod et job, og den skal sikre, at indsatsen løbende bliver tilpasset de fremskridt, borgeren har gjort. Tidspunktet for samtalerne vil afhænge af den enkeltes behov. Der afholdes to samtaler inden for den første måned, herefter min. hver 3. måned.
Jobcenteret har siden reformens indtræden gjort brug af et effektmålingsredskab, som gør det målbart om borgeren udvikler sig. Forvaltningen ønsker at intensivere brugen af dette redskab til alle i målgruppen, således der systematisk kan tales udvikling med den enkelte og herigennem sikre progression i igangværende aktivitet.
Med henblik på at understøtte en løbende progression og vidensdeling i samtlige kontanthjælpssager har forvaltningen endvidere valgt at indføre obligatorisk sagssparring.