Med budgetaftalen 2023-2026 i Rebild Kommune blev aftaleparterne enige om, at der på tværs af fagområder skulle iværksættes et grundigt arbejde med hele vejen rundt at analysere og vurdere, om der i dag udføres opgaver, der ikke længere er et behov for, eller hvor behovets omfang som minimum kan genvurderes. Sigtet skulle være at afdække et potentiale i forhold til afbureaukratisering og frigøre ressourcer til kerneopgaven. Direktionen fik ansvaret for, i dialog med Økonomiudvalget, at gennemføre processen under inddragelse af både medarbejdere og ledere.
Direktion og centerchefer har nu gennemført en fælles proces i regi af strategisk ledergruppe, hvor udmøntningen af punktet i budgetaftalen er drøftet. I forlængelse heraf anbefaler Direktionen at igangsætte en flerårig proces, hvor de gode erfaringer med frisættelse fra dagtilbudsområdet (Velfærdsaftalen) sættes i spil i hele kommunen samtidig med, at der i administration og fagudvalg arbejdes på at nedbringe bureaukrati ved afskaffelse af unødige opgaver og arbejdsgange.
På den baggrund er der udarbejdet et udkast til en ”Aftale om frisættelse og afbureaukratisering i Rebild Kommune” (se bilag), der anbefales som et politisk og administrativt afsæt for den fælles proces, som i perioden 2023-2027 skal medvirke til, at medarbejderne i højere grad sættes fri til at fokusere på kerneopgaven.
Kommunerne er i en tid, hvor det er kritisk nødvendigt at finde innovative løsninger på en række udfordringer - og frisættelse og afbureaukratisering kan være en del af løsningen for at ressourcer kan fokuseres på kerneopgaven. SVM-regeringen lægger op til yderligere frisættelse i kommuner samtidig med kravet om omfattende administrative besparelser i kommunerne (0,7 mia. kr. i 2024). Aftalen er et forsøg på at være på forkant hermed og udvise rettidig omhu ved at imødegå et presserende udviklingsbehov for at tilpasse den kommunale service og velfærd til fremtiden. Formålet er at skabe størst mulig kvalitet for borgerne med de ressourcer, der er til rådighed, og så vidt muligt at tage afsæt i borgernes og civilsamfundets ressourcer.
Aftalen understreger en fælles forpligtelse og et fælles ansvar. Friheden skal udmøntes i fællesskab og kræver, at der inden for hvert fagområde, på tværs og i samspil med borgere, virksomheder og civilsamfund kigges ind i mulighedsrum for frisættelse og afbureaukratisering inden for lovgivningen for sammen at finde nye kloge veje i opgaveløsningen.
Aftalen sætter den overordnede ramme for udmøntningen i kommunen; fagudvalg, forvaltning og i de udførende led, men vejen derhen rummer fleksibilitet og frihed. Aftalen indeholder fem principper (se bilag s. 2), som de forskellige fagområder og centre kan arbejde med på forskellig vis og i flere tempi.
Som angivet i aftalen nedsættes en bredt repræsenteret politisk følgegruppe. Den politiske følgegruppe orienteres løbende om fremdrift og udfordringer i processen. Følgegruppen skal medvirke til, at der er viden og opbakning på tværs af de politiske partier og udvalg i kommunen – og kan give anbefalinger til arbejdet med frisættelse og afbureaukratisering. Derudover forankres processen i Strategisk Ledergruppe, et tværgående netværk for centerchefer og -tovholdere samt i Lederforum. Den politiske og ledelsesmæssige forankring er væsentlig, for frisættelse handler ikke om at undgå styring og ledelse, men kræver tydelig retning og rammer og derfor facilitering, understøttelse og ledelse tæt på for at udmønte processen på egne fagområder og på tværs.
Aftalen er gældende fra 1. november 2023 til 1. november 2027.