I forbindelse med vedtagelse af aftalen ”Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen” blev kravet om, at kommunerne skulle udarbejde en årlig beskæftigelsesplan afskaffet. Beskæftigelsesudvalget besluttede på møde den 11. april 2023, at Rebild Kommune fortsat vil udarbejde en beskæftigelsesplan. På den måde sikres det, at udvalget fortsat med udgangspunkt i beskæftigelsesplanen fastlægger fundamentet for tilrettelæggelsen af beskæftigelsesindsatsen og at de lokale mål også fremover kan sikre et særligt fokus på de politisk prioriterede områder. Beskæftigelsesudvalget vedtog på samme møde, at det kommende års beskæftigelsesplan baseres på en revideret version af den, der er udarbejdet for indeværende år.
På møde den 6. juni 2023 vedtog udvalget en tids- og procesplan for udarbejdelse af Beskæftigelsesplan 2024. Af planen fremgår det, at udvalget på nærværende møde vil få fremlagt forslag til lokale målsætninger inden for rammen af de centrale beskæftigelsespolitiske mål for 2024.
De fem beskæftigelsespolitiske mål er overordnede målsætninger, der skal fyldes ud med mere konkrete fokusområder og målsætninger med lokalt afsæt.
De fem beskæftigelsespolitiske målsætninger for 2024 er ligesom i 2023:
1. Alle ledige skal have en værdig sagsbehandling
2. Flere ledige skal opkvalificeres
3. Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende
4. Flere personer med handicap skal i beskæftigelse
5. Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft
I det følgende præciseres forslag til konkrete lokale fokusområder og målsætninger for fire af de udmeldte mål. Beskæftigelsesudvalget har tidligere besluttet, at værdighedsmålet skal udgå af beskæftigelsesplanen i Rebild Kommune som særskilt mål, idet værdig sagsbehandling forudsættes at være en grundlæggende værdi i hele indsatsen på beskæftigelsesområdet.
Flere ledige skal opkvalificeres
Målsætning: Flest muligt får den om- eller opkvalificering, der er nødvendig for at få og bevare en plads på arbejdsmarkedet
Det går forsat fremad med beskæftigelsen og den lave ledighed gør, at det kan være svært for mange virksomheder at finde den rette arbejdskraft. Derfor er det vigtigt fortsat at holde fokus på målrettet opkvalificering af ledige med udgangspunkt i arbejdsmarkedets behov. Der skal være fokus på den enkelte lediges kompetencer og motivation sammenholdt med de kompetencer, virksomhederne efterspørger. Der skal i kontakten med de ledige være fokus på at undersøge og afklare, om de er motiveret for opkvalificering, og om de er i målgruppen. En stor del af indsatsen består i at vejlede de ledige til job via opkvalificering.
Der vil især være fokus på de ledige, som ikke er lykkedes med at finde beskæftigelse inden for det første halve år. Indsatsen vil være koncentreret omkring de områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, herunder de områder, hvor Rebild Kommune som arbejdsgiver er udfordret ift. rekruttering af nye medarbejdere.
Jobcenter Rebild ønsker fortsat at understøtte indsatsen med de centralt udmeldte puljemidler til opkvalificering som omdrejningspunkt. Ligeledes skal der fortsat være fokus på at understøtte den opkvalificering, der foregår i praktik- eller løntilskudsforløb på virksomhederne, hvor konkrete færdigheder tilegnes.
Forvaltningen anbefaler, i lighed med 2023, ikke et kvantitativt mål på området, men der vil blive fulgt op på indsatserne løbende, så det store fokus på opkvalificering fastholdes med særligt blik på udslusning til job og uddannelse.
Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende
Målsætning: Andelen af flygtninge og familiesammenførte der er kommet til landet de seneste 10 år med ordinære timer skal være mindst 70%
I 2023 er fokus i beskæftigelsesplanen de ukrainske flygtninge. Indsatsen og resultaterne viser, at 98% af de jobparate ukrainere, i Rebild Kommune, er beskæftigelse, hvilket er den højeste andel i landet. Derfor foreslås det, at indsatsen i 2024 koncentrerer sig om at hæve beskæftigelsesgraden for alle flygtninge og familiesammenførte (inklusiv de fordrevne ukrainere), som er kommet til landet de seneste 10 år.
Flere personer med handicap skal i beskæftigelse
Målsætning: Mindst hver tredje person, som gennemfører den intensiverede indsats, skal være selvforsørgende 3 mdr. efter afslutning af indsatsen
I 2023 var målet i Beskæftigelsesplanen at udvikle og tilbyde et screeningsværktøj i forhold til udredning af funktionsnedsættelser, der opleves som værende en barriere i forhold til beskæftigelse og/eller uddannelse. Der har i 2023 været et tæt samarbejde med Dansk Handicapforbund, hvor der er der er udviklet et 8 ugers intensivt forløb til de ledige, der via screening viser, at der er barrierer, der skyldes en funktionsnedsættelse.
Forvaltningen foreslår, at der i Beskæftigelsesplan 2024 sættes fokus på effekten af forløbene for at sikre, at det er den rette indsats i forhold til målgruppen.
Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft
Målsætning 1: Mindst 300 jobordrer hentes ind i jobcenteret og mindst 80% besættes
En afgørende forudsætning for at matche virksomhedernes behov for arbejdskraft med de lediges kompetencer er, at der, gennem opsøgende kontakt til erhvervslivet, hentes jobordrer ind i jobcentret. Forvaltningen foreslår, at der i Beskæftigelsesplan 2024 fastsættes et konkret mål på 300 jobordrer, og at 80% af stillingerne besættes.
Målsætning 2: 90% af virksomhederne, der har kontakt med jobcentret Rebild, er tilfredse med samarbejdet
Den gode dialog med virksomhederne er en forudsætning for, at Jobcenter Rebild kan lykkes med at understøtte virksomhederne ift. at få den arbejdskraft, de efterspørger. Det er desuden en afgørende forudsætning for, at der kan findes job til de borgere, der for en stund står uden for arbejdsmarkedet.
Det er af afgørende betydning, at der er et højt ambitionsniveau for samarbejde og dialog mellem virksomheder og jobcenteret. Tilfredse virksomheder vil oftere kontakte jobcentret ved behov for hjælp til rekruttering eller opkvalificering af medarbejdere.
For at få en overordnet pejling på virksomhedernes vurdering af samarbejdet vil der blive gennemført halvårlige surveys, hvor de virksomheder, som har været i kontakt med jobcentret, inviteres til at deltage. Ved hjælp af informationer fra besvarelserne kvalificeres jobcentrets kontakt til og indsats overfor virksomhederne løbende.
Det videre arbejde med beskæftigelsesplanen
Forvaltningen udarbejder forslag til Beskæftigelsesplan 2024, som behandles på udvalgsmøde den 14. november 2023, hvor Beskæftigelsesudvalget sender planen til udtalelse i Det Lokale Arbejdsmarkedsråd. Herefter udarbejder forvaltningen det endelige udkast til beskæftigelsesplanen, som Beskæftigelsesudvalget behandler og godkender på udvalgsmøde d. 5. december 2023. Forvaltningen vil efter vedtagelse af beskæftigelsesplanen arbejde videre med at omsætte beskæftigelsesplanen til udmøntningsplaner, som i dagligdagen kan sætte den retning i de enkelte afdelinger, der bedst muligt sikrer, at jobcenteret kommer i mål med både tilgang, fokusområder og mål i Beskæftigelsesplan 2024. Udmøntningsplanerne vil blive udarbejdet i samarbejde med de funktionsledere og medarbejdere, der i dagligdagen arbejder med de enkelte målsætninger og principper. Ovenstående betyder, at Beskæftigelsesplan 2024 alene vil beskrive strategiske mål og principper, mens de mere operationelle overvejelser om metoder og indsats defineres af ledere og medarbejdere i forvaltningen inden for den politisk fastlagte ramme. Ved at arbejde med udmøntningsplaner som et dynamisk redskab, giver det samtidigt mulighed for løbende at tilpasse indsatserne således, at de understøtter at målene kan nås.