Der blev ultimo 2021 nedsat en arbejdsgruppe i regi af Strategisk Ledergruppe (SL), som skulle drøfte muligheden for at styrke samarbejdet mellem Rebild Kommune og Jobcenter Rebild. Der har igennem årene eksisteret et godt samarbejde om rekruttering mellem især Center Pleje og Omsorg og jobcentret, ligesom der også har været samarbejde mellem jobcentret og mange andre af kommunens arbejdspladser på en række områder. Ambitionen fra SL er at systematisere samarbejdet og udvide det til alle kommunens arbejdspladser, samt generelt at hæve ambitionsniveauet for samarbejdet til gavn for både arbejdspladserne og borgerne.
Rebild Kommune er kommunens største arbejdsplads og har mange jobfunktioner og jobmuligheder fordelt over hele kommunen, hvilket gør kommunen til en oplagt samarbejdspartner for jobcentret. Der er derudover også et stærkt signal i, at Rebild Kommune som arbejdsplads går foran ift. opkvalificering og ansættelse af egne ledige. Samtidig kan et styrket samarbejde medvirke til løsningen af rekrutteringsudfordringerne inden for visse kommunale arbejdsområder.
Formålet ved det styrkede samarbejde er således:
- at bidrage til løsning af rekrutteringsproblemet på ”velfærdsområderne”, indtil videre især tydeligt ift. manglen på faglærte til SOSU-området og ift. dagplejere, men forventeligt også fremover ift. øvrige kommunale opgaver
- at bidrage til reduktion af/forebyggelse af ledighed i Rebild Kommune ved at give unge og voksne mulighed for at bidrage på de kommunale arbejdspladser
Arbejdsgruppens forslag til samarbejde blev efterfølgende drøftet i SL, hvor alle positivt tilkendegav at ville indgå i et øget samarbejde som foreslået af arbejdsgruppen. Der blev på den baggrund udarbejdet en samarbejdsaftale mellem Rebild Kommune som arbejdsplads, herunder alle kommunes centre, og Jobcenter Rebild, som efterfølgende blev underskrevet af alle medlemmer af SL.
De kommunale arbejdspladser har således forpligtet sig til at samarbejde om følgende:
• Ordinære ansættelser, faste stillinger
Alle faste ordinære stillinger skal slås op, og det er derfor ikke muligt med direkte ansættelse af ledige.
Som arbejdsplads forpligter vi os derfor til gennem løbende samarbejde om virksomhedspraktikker og løntilskud til ledige fra Rebild Kommune at bibringe ledige kompetencer, der kan hjælpe i den videre jobsøgning – både i og udenfor Rebild Kommune. Derved sikrer vi også Rebild Kommune et godt rekrutteringsgrundlag blandt ledige med erfaring fra jobfunktioner i kommunen.
• Vikariater
Vikariater skal ikke slås op.
Som arbejdsplads forpligter vi os til først at forsøge at rekruttere til vikariater gennem jobcentret således, at Jobcenter Rebild spørges forud for andre ift. bistand til rekruttering til vikariater i Rebild Kommune. Der aftales en frist for tilbagemelding i hvert enkelt tilfælde, så der ikke opleves forsinkelser som følge af den nye procedure.
• Fleksjob
Fleksjob skal ikke slås op.
Som arbejdsplads forpligter vi os til at være mere åbne for at bruge fleksjob som supplement eller alternativ til ordinære ansættelser.
Fleksjob kan anvendes til både håndtering af mindre opgaver, der ikke kræver fuld tid, og til håndtering af opgaver, der kan frigøre tid for øvrige ansatte til andre opgaver. Fleksjob kan derudover anvendes til besættelse fuldtidsstillinger ved ansættelse af to eller flere fleksjobbere til en stilling.
• Småjob (midlertidige ansættelser på få timer)
Småjob skal ikke slås op.
Som arbejdsplads forpligter vi os til at være åbne for at ansætte ledige til håndtering af mindre opgaver over en begrænset periode. Småjob kan bl.a. anvendes til at frigøre tid for fast personale til andre opgaver.
• Samarbejde om borgere langt fra arbejdsmarkedet
Borgere langt fra arbejdsmarkedet, der endnu ikke er klar til individuelt tilrettelagte virksomhedspraktikker og løntilskud, har brug for øvebaner mhp. at udvikle faglige, sociale og personlige kompetencer.
Som arbejdsplads forpligter vi os til at stille sådanne øvebaner til rådighed på kommunens arbejdspladser. Vi stiller, efter konkret aftale, et antal faste pladser med et givent indhold til rådighed for jobcentret på forskelligartede arbejdspladser i kommunen, så vi kan dække så bredt et jobindhold som muligt.
Strategisk ledergruppe har for at signalere vigtigheden af samarbejdet ønsket at fastsætte måltal, hvor dette var muligt. Der er således fastsat måltal på følgende områder:
Etablerede praktikker/løntilskud på Rebild Kommunes egne arbejdspladser
Realiseret 2022: 123
Mål 2023: 175
Mål 2024: 200
Antal ansatte i fleksjob på Rebild Kommunes egne arbejdspladser
Realiseret december 2022: 120
Mål december 2023: 125
Mål december 2024: 135
Antal småjobs, under 20 timer etableret på Rebild Kommunes egne arbejdspladser
Realiseret 2022: 2
Mål 2023: 10
Mål 2024: 15
På mødet vil forvaltningen præsentere resultaterne for 2023 og samtidig fortælle om arbejdet med at styrke samarbejdet yderligere i 2024.