Forvaltningen oplever stor interesse for større vedvarende energianlæg, specielt solcelle- og vindmølleanlæg. Ansøgninger for disse anlæg vurderes i dag med udgangspunkt i Kommuneplan 2021’s retningslinjer for vedvarende energianlæg, men med antallet af nye ansøgninger, er der er behov for yderligere kriterier til at vurdere projekterne. I forbindelse med temarevisionen af kommuneplanen for vedvarende energianlæg anbefaler forvaltningen at se på processen for fremtidige ansøgninger.
I Kommuneplan 2021 er der retningslinjer for vindmølle-, solenergi- og biogasanlæg med hensyn til placering, udformning mv. Retningslinjerne tager udgangspunkt i, at der skal ske en vurdering af det konkrete projekt i forhold til nabohensyn og benyttelses- og beskyttelsesinteresserne i området.
I forhold til placering er retningslinjerne opdelt i områder, der som udgangspunkt skal friholdes fra anlæggene, og områder, hvor anlæg kun kan opføres under forudsætning af en særlig tilpasning til omgivelsernes værdier.
Retningslinjerne for udformning og indpasning omhandler emner som placering på terræn, nærhed til infrastrukturanlæg, afskærmning af anlæggene og ensartet opstilling i udformning af anlæggene. De samlede retningslinjer for vindmølle-, solenergi- og biogasanlæg kan ses i bilag 1. I forbindelse med temarevisionen for VE-anlæg i det åbne land (kj. pkt. 159) bliver retningslinjerne for vindmølle-, solenergi- og biogasanlæg tilpasset, så de stemmer overens med og bidrager til udmøntning af byrådets målsætninger for VE-anlæg i Rebild Kommune.
Forvaltningen anbefaler, at der laves et pilotprojekt for puljeansøgninger med en ansøgningsrunde for indkaldelse af ansøgninger for vedvarende energianlæg over 1 ha på terræn. Formålet er at sikre gennemsigtighed i processen, lige vilkår for alle ansøgere samt at give Teknik- og Miljøudvalget mulighed for at sammenligne og prioritere projekterne ud fra en række kriterier. Samtidig vil det være ressourcebesparende for forvaltningen at se ansøgningerne i en samlet pulje. Kriterierne skal bidrage til prioriteringen af rækkefølgen på udarbejdelsen af planlægningen for projekterne, herunder afvejningen af placering i forhold til andre interesser, nabodialog, hensyn til flersidig arealanvendelse, grønne korridorer, hensyn til lokalområderne m.v. Når ansøgningsrunden er afsluttet, evalueres processen.
Kriterierne skal sikre en mere ensartet og effektiv planproces med hurtigere udrulning af kommende projekter for energianlæg. Udarbejdelsen af kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurdering for energianlæggene vil blive igangsat, når der er ressourcer til det i forvaltningen. Det forventes, at planlægningsprocessen for ét projekt vil tage minimum 18 måneder. Ansøgningsrunden forventes at løbe i 4. kvartal 2023 og 1. kvartal 2024. I foråret 2024 vil der i processen for temarevisionen blive fastlagt en politisk retning på prioritering i det åbne land, hvor ansøgningerne vil blive vurderet i forhold til den fastlagte retning.
Forvaltningen har med udgangspunkt i retningslinjerne i Kommuneplan 2021 udarbejdet et forslag til kriterier, som ansøgere skal redegøre for, når der ansøges om et nyt solcelle- eller vindmølleanlæg. Kriterierne kan bruges til prioritering af rækkefølgen for udarbejdelsen af de konkrete projekter, så bedst egnede projekter prioriteres og fremmes, hvilket kan være på bekostning af dem, der kom først.
Rebild Kommune vurderer således projekternes i forhold til en samlet vurdering af:
- Lokale gevinster og involvering.
VE-projekter (vedvarende energi projekter) skal bygge på lokale involverende processer, der sikrer lokal opbakning og lokale gevinster. Ansøger skal redegøre for, hvad opstiller kan tilbyde til lokalsamfundet, og hvilken betydning projektet vil få for lokalsamfundet. I ansøgningerne ønskes der en beskrivelse af hvilke tiltag, der tilbydes de lokale borgere i og omkring det ansøgte.
- Nærmeste naboer / tidlig dialog.
Ansøger skal redegøre for status vedr. aftaler / dialog med naboer indenfor 500 m af solenergianlæg og 6 gange møllehøjden fra vindmøller. Ansøger skal desuden redegøre for hvilke bebyggelser, der ligger indenfor 500 meter fra biogasanlægget.
- Kommuneplanens retningslinjer.
Ansøger skal redegøre for, i hvilken grad projektet er i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for vindmølle-, solenergi- og biogasanlæg, se bilag 1.
Ansøger skal redegøre for landskabelige tilpasninger, herunder hensyntagen til områdets eksisterende landskabselementer som ådale, markstrukturer, gennemgående læbælter og overgange mellem skærmende beplantningsbælter og de karakteristiske landskabselementer.
- Andre interesser i det åbne land, hvor arealressourcen er under pres.
Ansøger skal redegøre for forhold omkring §3 beskyttede naturarealer, fortidsminder, byggelinjer, trafikafvikling.
Ansøger skal redegøre for tiltag i forhold til biodiversitet, etablering af vandhuller og andre småbiotoper, artssammensætning i læhegn, pleje af arealerne m.v.
Solcelle- og vindmølleanlæg på terræn er ofte indhegnede og meget arealkrævende. Ansøger skal redegøre for virkningen af fysiske barrierer i forhold til mennesker og dyr. Herunder:
- Hvordan anlægget tilpasses med korridorer (antal og bredde) i forhold til sammenhæng mellem naturområder og funktion som økologiske spredningskorridorer.
- Opretholdelse eller etablering af offentlige stiforbindelser og / eller markveje gennem eller i tilknytning til anlægget, hvor det er hensigtsmæssigt i forhold til omkringliggende bysamfund og bebyggelse.
Rebild Kommune har aktuelt fem igangværende solcelle- og vindmølle projekter og en ansøgning, og det forventes, at interessen øges. Se bilag 2 for kort over nuværende ansøgninger om etablering af solcelleanlæg, hvor de skraverede arealer er igangværende projekter og det gule areal er en modtaget ansøgning, som endnu ikke er fremlagt politisk.
Ovenstående kriterier indgår i den indledende vurdering af VE-projekter. Kriterierne skal opfattes som et hjælpeværktøj til at vurdere konkrete ansøgninger og skal bidrage til at kvalificere, hvilke projekter byrådet/Teknik- og Miljøudvalget ønsker at gå videre med.
Nationalt ønsker man, at nye anlæg placeres, hvor strømmen forbruges for at undgå uhensigtmæssige og unødvendige investeringer i el-nettet. Som lovgivningen er i dag, koster det mere at tilslutte nye elproduktionsanlæg til elnettet i egne, hvor produktionen i forvejen er større end elforbruget. Omvendt er det relativt billigere at tilslutte nye elanlæg i områder med produktionsunderskud, og hvor det dermed er muligt at indpasse nye grøn energi uden at skulle udbygge elnettet lige så meget. Dele af Rebild Kommune omkring Støvring / Rebild er beliggende i et område, der er forbrugsdomineret, mens øvrige dele er i et produktionsdomineret område. Det betyder, at det for udviklere er relativt dyrt at placere anlæg i Rebild.