Økonomiudvalget besluttede 20. maj 2020 (punkt 140), at "alle sager om fravigelse af gæsteprincippet forelægges ØK". Beslutning er i bilag 1.
Rebild Kommune er i gang med byggemodning af boligområde med 16 grunde på Råbjergvej i Sørup, hvoraf fire indtil videre er solgt. Der har tidligere været udfordringer med regnvandshåndteringen i området, da det viste sig, at nedsivning ikke var muligt i samme omfang som antaget i lokalplanarbejdet. Der er derfor vedtaget et tillæg til spildevandsplanen, hvor der anlægges et regnvandsbassin udenfor det lokalplanlagte areal.
Løsningen medfører, at der skal anlægges ledninger til transport af regn-/spildevand på vejareal og fællesarealer, der senere skal overdrages til Grundejerforeningen. Der skal ligeledes anlægges spildevandsledninger over to boliggrunde. Det er grund Grund 20 og 24 jf. bilag 2 - måleblad. Baggrunden er, at Rebild Forsyning ikke finder det hensigtsmæssigt at tilknytte grundene 20, 24 og 26 til spildevandsledningen placeret i stamvejen, da det vil betyde, at spildevandsledningen i stamvejen skal graves meget langt ned, da grundene ligger lavere i terræn end stamvejen.
Grund 20 er solgt. Der har været dialog med køberne om ledningen og den påtænkte deklaration. Som kompensation har ejerne ønsket en strimmel jord af det fælles opholdsareal, hvilket forvaltningen har imødekommet.
Grund 24 er ikke solgt. Efter udstykning vil den fortsat være ejet af Rebild Kommune, og den vil blive solgt med den tinglyste deklaration. Ledningerne ligger delvist i kanten af arealer, der er udlagt til fællesarealer. Disse arealer må ikke bebygges.
Gæsteprincippet
Forsyningsledninger kan ligge over andre ejendomme end de betjener. For at sikre en specifik ledning tinglyser forsyningsselskabet ledningen på disse ejendomme. Ledningen kan enten tinglyses som 'gæst' eller med 'fravigelse af gæsteprincippet'. Hvis ledningen er 'gæst', så kan grundejeren anmode forsyningen om flytning af ledningen, hvis den ligger i vejen for et projekt.
Hvis ledningen ligger med 'fravigelse af gæsteprincippet' betyder det, at den som ønsker ledningen flyttet, skal betale for omlægningen. Der kan gives erstatning ved fravigelse af gæsteprincippet, men det er ikke et krav.
Alle ledninger placeret i vejarealer ligger som udgangspunkt som gæst.
Anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at gæsteprincippet fraviges for tinglysningen på grund 20 og 24 samt det tilstødende fællesareal. Ligeledes indstilles det, at der ikke anmodes om erstatning, da ledningerne er placeret i et samarbejde mellem Rebild kommune og Rebild Forsyning, og da det vurderes, at det er den mest hensigtsmæssige løsning.
For fællesarealet i forlængelse af Råbjergvej er det muligt, at arealet over ledningen på sigt skal anvendes til adgangsvej til evt. byudvikling syd for området, hvor der i kommuneplanen er udlagt yderligere et rammeområde. Det indstilles derfor, at denne ledning tinglyses uden fravigelse af gæsteprincippet.
Forvaltningens anbefaling er vist på kort i bilag 3. Her er angivet, hvilke ledninger der skal tinglyses som gæst og hvilke, der skal fravige gæsteprincippet.