Den 3. juli 2018 sendte KL et brev til alle landets borgmestre vedrørende rekrutteringssituationen for medarbejdere til ældre- og sundhedsområdet. Af brevet fremgår det, at kommunerne i de kommende år vil opleve stigende rekrutteringsudfordringer på ældre- og sundhedsområdet. Særligt vil der være mangel på social- og sundhedsmedarbejdere (SOSU).
Et af punkterne fra KL er, at optaget på SOSU uddannelserne skal op og frafaldet ned. De anbefaler, at kommunerne forstærker det lokale arbejde i kommunerne med at igangsætte indsatser, der skal få flere elever til at gennemføre uddannelserne og få en god start som medarbejdere på ældre- og sundhedsområdet i kommunerne. Indsatserne bliver yderligere relevante set i forhold til, at det nære sundhedsvæsen også styrkes.
For at imødekomme rekrutteringsudfordringerne i Rebild Kommune vil forvaltningen have større opmærksomhed på at fastholde eleverne, så flere gennemfører deres uddannelse.
Nedenfor ses optag og frafald på SOSU uddannelserne i Rebild Kommune i 2017 og 2018.
|
SSH
|
SSA
|
|
Optag
|
Foreløbigt frafald
|
Optag
|
Foreløbigt frafald
|
2017
|
12
|
7
|
18
|
6
|
2018
|
17
|
5
|
20
|
4
|
På baggrund af brevet fra KL og rekrutteringssituationen på SOSU området har forvaltningen udarbejdet indsatser, der skal være med til imødekomme rekrutteringsudfordringerne. Forvaltningen har især fokus på at mindske frafald og fastholde elever i uddannelse, hvor der skal være opmærksomhed på elevernes læring og praktikmål frem for elevernes deltagelse i driften. Forvaltningen ser ligeledes på rekruttering af nye elever, herunder rekruttering ved hjælp af forløbet "SOSU Klar" i samarbejde med jobcenteret og digital rekruttering via videofilm.
Indsatser
For at mindske frafald og fastholde elever er forvaltningens indsatser, at:
- de justerede rammer for SOSU uddannelser i Rebild Kommune implementeres.
- have større opmærksomhed på, at elevernes arbejdsopgaver skal være styret af deres praktikmål og at de ikke er en del af normeringen.
- der afholdes en årlig, intern temadag med brush-up og introduktion til praktikvejlederne.
- funktionen som uddannelsesansvarlig opnormeres med 20 timer/uge.
- ansatte SSH'er opkvalificeres til SSA'er med vanlig løn.
- SSA'er der er uddannet før 2017 opgraderes (SSA-update), herunder at praktikvejledere opgraderes først.
- der frigives tid hos praktikvejlederne til vejledning, elevopstart og introduktion på 2 timer/uge.
- at ledere og praktikvejledere opkvalificeres i den pædagogiske tilgang.
Rekruttering
Jobcentret, Center Pleje og Omsorg og SOSU Nord har indledt et samarbejde med henblik på at rekruttere ledige til ferieafløsning og til uddannelsen som SSH. SOSU Nord har oprettet et forløb "SOSU Klar", der kvalificerer til ferie- og afløserjob på ældrecentrene og i hjemmeplejen. Endvidere kvalificerer forløbet til opstart på grundforløb 2 på SOSU uddannelsen.
Der blev afholdt et informationsmøde for ledige om "SOSU Klar" ultimo januar 2019 med opstart af første forløb 11. februar. Forløbet er af 45 dages varighed og efterfølges af praktikforløb på et ældrecenter eller i hjemmeplejen inden forventet ansættelse som ferieafløser og eventuel opstart på grundforløb efter sommerferie.
Oprindeligt var 12 ledige interesserede i forløbet. De 5 er dog allerede gået i job, hvilket betyder at 7 ledige, heraf 5 dagpengemodtagere og 2 kontanthjælpsmodtagere deltager i “SOSU Klar”.
Jobcentret og Center Pleje og Omsorg vil øge deres samarbejde omkring rekrutteringsopgaven og vil drøfte forskellige løsninger herfor. For at øge målgruppen for rekruttering har CPO eksempelvis besluttet at fokusere på voksenlærlinge. Ansættelse af voksenlærlinge vil ske som et samarbejde mellem Jobcentret og CPO.
Regeringen, KL, Danske Regioner og FOA blev d. 5. februar 2019 enige om en aftale, der skal øge incitamentet til at tage og gennemføre en SOSU uddannelse. Aftalen indebærer bl.a., at dimensioneringen på SOSU uddannelserne skal øges med ca. 30 procent i 2020 og 2021 sammenlignet med 2019. Det skal gøres tydeligt for dem, der overvejer at tage en uddannelse indenfor ældre- og sundhedsområdet, at der er gode muligheder for spændende praktikforløb og job. Den øgede dimensionering giver eleverne på uddannelserne større uddannelsessikkerhed og kan få flere til at vælge en SOSU uddannelse.
Fastholdelse
Eleverne skal fastholdes i deres uddannelse og gennemførselsprocenten skal op, hvorfor der fremadrettet skal være et større fokus på pædagogiske og uddannelsesmæssige opgaver omkring eleverne med vejledning, læring og refleksion. Eleverne skal ikke være en del af normeringen på ældrecentrene og i hjemmeplejen, men deres opgaver skal være styret af deres lærings- og praktikmål. Der skal ske en ændring i de forventninger, der er til eleverne. Deres uddannelse og læring skal anerkendes og skal ses som en værdi for området. Både ledere og praktikvejledere skal være med til at sikre det rette uddannelsesmiljø for eleverne.
Som et led i fastholdelse af eleverne er der behov for, at de ansvarlige vejledere (lederne) opkvalificeres til at varetage den øgede pædagogiske opgave som vejledere for praktikvejlederne.
En af forvaltningens indsatser, og en måde at fastholde elever på, er at opnormere den nuværende funktion som uddannelsesansvarlig i Borgervisitation og Administration i Center Pleje og Omsorg med 20 timer/uge. Antallet af elever stiger, opgaverne i forbindelse med SOSU elever og sygeplejestuderende er blevet mere komplekse og flere elever har et større behov for specialstøtte. For at undgå at eleverne falder fra, er det nødvendigt med flere ressourcer til at håndtere opgaven og til at yde den nødvendige støtte.
Proces- og tidsplan
Arbejdet med implementeringen af ovenstående indsatser opstartes med det samme og skal ses som første fase af tiltag mod rekruttering og fastholdelse af SOSU medarbejdere.
Anden fase kommer i forbindelse med den nye aftale mellem Regeringen, KL, Danske Regioner og FOA. Region Nordjylland, SOSU Nord og kommunerne går i gang med en proces for at imødekomme den øgede dimensionering og kommunerne får den endelige fordelingsnøgle i efteråret 2019. Forvaltningen går i gang med arbejdet i fase to, så snart vi kender den nye fordelingsnøgle. Med implementeringen af fase et er forventningen, at den øgede dimensionering vil gå lettere.
Forvaltningens indsatser er drøftet med de faglige organisationer som giver deres opbakning til indsatserne.