Center pleje og omsorg har fokus på øget anvendelse af digitalisering og velfærdsteknologi i forbindelse med løsningen af opgaverne. Hensigten er både at opnå mere effektive arbejdsgange til relevante opgaver, som f.eks. kommunikation, men også at opnå bedre tilgængelighed for borgere og samarbejdspartnere.
Skærmbesøg:
En af opgaverne er at undersøge, hvor stor en gevinstrealisering der vil være for Center Pleje og Omsorg, at omlægge nogle kontakter til borgerne til skærmbesøg frem for besøg i hjemmet. Dette set ud fra den kontekst, at de fleste borgere, som får bevilget hjælp, får praktisk hjælp, hvilket forudsætter fysisk tilstedeværelse. Skærmbesøgene vil kunne anvendes i de sammenhænge, hvor borgeren blot har brug for hjælp til at 'huske på noget', og hvor et fysisk fremmøde ikke er nødvendigt.
CPO trækker ligeledes på erfaringer fra et nordjysk erfa-forum, med henblik på hvilke ydelser inden for pleje og omsorgsområdet, man med fordel kan drage nytte af velfærdsinnovation.
Digitalisering og videoløsninger kan bruges i to forskellige kontekster:
- Fra medarbejder til medarbejder
- Fra medarbejder til borger og vice versa
Skype for Business:
Når kommunikationen foregår fra medarbejder til medarbejder gøres det ved brug af Skype for Business. Visitatorerne i Borgervisitationen har netop fået dette installeret som et internt arbejdsredskab pr. 1.8.2019. De vil på den vis kunne kommunikere med hinanden og eksempelvis terapeuter uden at skulle være fysisk tilstede i det samme rum, hvilket kan optimere arbejdsgangene og minimere tidsforbruget eksempelvis på kørsel.
Kommunikationen via Skype for Business kan eksempelvis anvendes som et alternativ til udskrivningskonferencer.
I sygeplejen har alle nøglefunktioner og koordinatorer Skype for Business på deres IPad.
Det betyder, at der altid er én på arbejde, som har adgang til Skype for Business. Det bruges også i sygeplejen som et internt arbejdsredskab, hvor der eksempelvis holdes opfølgende møder med centersygeplejerskerne og kliniksygeplejerskerne.
I henhold til den nye Sundhedsaftale skal kommunerne også kunne kommunikere med sygehusene eksempelvis i forbindelse med udskrivningskonferencer. Dette er muligt for sygeplejen i Rebild Kommune. På akutpladserne har de endvidere mulighed for at holde en digitalkonsultation. Det sker, når sygehuset fortsat har behandlingsansvaret for patienten på akutpladsen.
I sygeplejen anvendes desuden triageringsskærme, når der afholdes møder. På den vis kan alle relevante medarbejdere deltage foran en storskærm og samtidig få et godt overblik over borgerne og deres situation. På møderne kan visitatorer og terapeuter deltage, hvorved der sættes fokus på en helhedsorienteret og tværfaglig løsning.
I styregruppen for FSIII og KMD Nexus overvejes det endvidere, om Nexus video skal tilkøbes, da det giver mulighed for videokonferencer med borgerne. Styregruppen afventer implementering af Skype for Business inden beslutningen træffes omkring Nexus video.
TeleCare Nord:
Begrebet telemedicin dækker over forskellige typer sundhedsydelser, der understøttes digitalt. Det betyder, at man som patient og det sundhedsfaglige personale er uafhængige af et fysisk møde. Borgeren indsender oplysninger om sin egen tilstand. Dette kan fx ske via måleresultater, svar på forskellige spørgsmål, billeder eller videosamtaler.
Det sundhedsfaglige personale får derved mulighed for at følge, behandle og rådgive borgeren om sygdomme, mens borgeren er i sit eget hjem.
I TeleCare Nord sendes målinger og svar på spørgsmål trådløst via en tablet til det sundhedsfaglige personale i kommunen eller på hospitalet. Det sundhedsfaglige personale følger målingerne og deres udvikling. Hvis målingerne ændrer sig, vurderer parterne sammen, om der er grundlag for at justere i behandlingen eller om der er brug for en anden indsats.
KOL
Primo juni 2019 er 34 borgere tilknyttet TeleCare Nord KOL.
I uge 36 skal borgerne have det nye udstyr. I overgangsfasen forventes et behov for ekstra besøg af Sygeplejen til at hjælpe borgerne.
Hjertesvigt
Primo juni er 6 borgere tilknyttet TeleCare Nord Hjertesvigt, som indtil videre er etableret som et pilotprojekt. Efter sommer skal det besluttes, hvorvidt TeleCare Nord Hjertesvigt skal fortsætte i drift efter projektperioden. Hvis det besluttes at fortsætte i drift, skal borgernes udstyr udskiftes på samme vis som ved TeleCare Nord KOL. Rebild Kommune har givet tilsagn om, at projektet kan fortsætte indtil, der er truffet beslutning om en overgang til drift.
Borgerne er meget tilfredse og trygge ved at være tilknyttet både TeleCare Nord KOL og Hjertesvigt.
Samarbejde med Steno Diabetes Centeret:
Rebild Kommune har indgået et samarbejde med Steno Diabetes Centeret om unge, der idag ikke følger deres kontroller for sygdommen på sygehuset grundet manglende ressourcer. Det kan have store konsekvenser for dem på længere sigt i forhold til forværret sygdom og manglende jobmulighed.
Planen er at sygeplejen i Rebild tager på besøg hos de unge, evt. tager relevante prøver og der gennemføres konsultation på skærm med en læge på hospitalet. Initiativet er komme op at stå i en dialog med de unges egen læge, Steno DiabetesCenter, vores sundhedscenter og sygeplejen.
Når der kommunikeres med borgere fra Steno Diabetes Centeret, er det muligt via et system, der hedder DiaSamtale.