Byrådet har d.28.6.2018 vedtaget en ny Vision2030. Visionen sætter retning på, hvad der skal arbejdes med i denne byrådsperiode og hvordan. Visionen har betydning for de politikker, som byrådet formulerer. Visionen og politikkerne danner igen grundlag for indholdet i de kontrakter, som fagudvalgene hvert andet år indgår med kommunens kontraktholdere.
Økonomiudvalget har på sit møde 12.9.2018 vedtaget en overordnet tidsplan for udarbejdelse af vision, politikker og kontrakter, se figur til illustration af flowet i bilag. Det forventes først, at tidsplanen kan følges fuldstændigt i næste valgperiode, men princippet er:
År 1, første halvår: Byrådet formulerer sin vision (fandt sted 28.6.2018)
År 1, andet halvår: Forvaltningerne udarbejder kontrakter, som godkendes, så de virker fra 1.januar år 2. (fandt sted i marts 2019)
År 1 og 2: Byrådet formulerer nye politikker (påbegyndt i 2018 med bla. ny Børne- og ungepolitik og Handicappolitik)
År 2 og 3: Kontrakterne efterleves og implementeres
År 3, andet halvår: Nye kontrakter udarbejdes, så de virker fra 1.januar år 4. Nye politikker indtænkes.
År 4 og år 1 i ny periode: De nye kontrakter efterleves og implementeres.
Fagudvalgene vedtog i marts 2019 kontrakter med alle driftscentre, og næste skridt er at kigge nærmere på byrådets politikker. Byrådet har indenfor det sidste års tid bla. vedtaget en ny Børne- og Ungepolitik og en Handicappolitik. Disse nye politikker indgår i det kommende arbejde med revision af alle politikker, men vil naturligt ikke stå først i køen til revision.
Idag har vi ikke mindre end 28 vedtagne politikker i Rebild kommune (se bilag med liste over politikkerne, og hvornår de er vedtaget). Det gør det ikke altid nemt at sikre optimal implementering og overblik, at politikformuleringerne er fordelt på så mange enkeltpolitikker. En af Vision2030's bærende elementer er, at vi skal arbejde sammen, forebygge og se sammenhænge. Hvis politikkerne nytænkes, forenkles og gerne også reduceres i antal, så vil det sandsynligvis være lettere at sikre denne sammenhæng og tværfaglighed.
Mange af politikkerne på listen har karakter af personalepolitiske dokumenter og foreslås flyttet over i kommunens administrative retningslinjer (Beklædningspolitik, Personalepolitik, Forsikringspolitik, Hygiejnepolitik, Indkøbs- og udbudspolitik, Møde med borgeren og Økonomisk politik – finansiel strategi). Det politiske niveau inddrages naturligvis fortsat, når disse dokumenter opdateres/revideres, og det vurderes at have politisk interesse.
I nedenstående ses et bud på, hvordan vi kunne forenkle vores politikker og lade visionen få et mere direkte aftryk i dem. Det foreslås, at fagudvalgene får rollen som tovholder på hver sin politik og samtidigt forpligter sig til at inddrage andre relevante udvalg i udviklingen af politikken. Hver politik får en ny og mere indbydende ”overskrift”, her er blot angivet arbejdstitler.
Alle politikker skal være gennemsyret af emnerne 'forebyggelse', 'gøre det sammen' og 'sammenhæng' fra Vision2030, ”Vores vej dertil”. Byrådet behandler i juni 2019 desuden, hvordan Rebild kommune vil arbejde med FN’s verdensmål om bæredygtig udvikling. Det indbygges tilsvarende i de nye politikker.
Forslag til tværgående politikker kunne være:
1. Erhverv og beskæftigelse (arbejdstitel), ansvarligt udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Indeholder elementer fra eksisterende politikker: Erhvervs- og Turismepolitik, Arbejdsmarkedspolitik, Integrationspolitik, Strategi for mobildækning, Handicappolitik.
Fokusområder fra visionen, der peger ind i politikken: vi bekæmper kassetænkning, vi sætter ny standard for inddragelse, vi satser på mental sundhed og sund livsstil, og vi har fortsat Nordjyllands bedste erhvervsklima.
Initiativer fra FN's verdensmål: Mål 7 (bæredygtig energi), Mål 8 (anstændige jobs og økonomisk vækst), Mål 10 (mindre ulighed), Mål 12 (ansvarligt forbrug og produktion), Mål 17 (partnerskaber for handling)
2. Børn og unge (arbejdstitel), ansvarligt udvalg: Børne- og Familieudvalget
Indeholder elementer fra eksisterende politikker: Børne- og ungepolitik, Handicappolitik, Sundhedspolitik, Sprogstrategi for de 0-16 årige.
Fokusområder fra visionen, der peger ind i politikken: vi bekæmper kassetænkning, vi sætter ny standard for inddragelse, vi satser på mental sundhed og sund livsstil, vi inddrager bevægelse, leg og læring, vi satser på trivsel og læring fra starten, vi bidrager til, at børn og unge bliver klar til at stå på egne ben.
Initiativer fra FN's verdensmål: Mål 3 (sundhed og trivsel), Mål 4 (kvalitetsuddannelse), Mål 8 (anstændige jobs og økonomisk vækst), Mål 10 (mindre ulighed), Mål 17 (partnerskaber for handling)
3. Ældre, handicap og sundhed (arbejdstitel), ansvarligt udvalg: Sundhedsudvalget
Indeholder elementer fra eksisterende politikker: Demenspolitik, Mad og måltidspolitik, Værdighedspolitik, Rusmiddelpolitik, Strategi for det nære sundhedsvæsen, Frivilligpolitik.
Fokusområder fra visionen: vi bekæmper kassetænkning, vi sætter ny standard for inddragelse, vi satser på mental sundhed og sund livsstil, vi inddrager bevægelse, leg og læring
Initiativer fra FN's verdensmål: Mål 3 (sundhed og trivsel),Mål 10 (mindre ulighed), Mål 12 (ansvarligt forbrug og produktion), Mål 17 (partnerskaber for handling)
4. Fritid, kultur og lokalsamfund (arbejdstitel), ansvarligt udvalg: Kultur- og Fritidsudvalget.
Indeholder elementer fra eksisterende politikker: Strategi for mobildækning, Landdistriktspolitik, Kulturpolitik, Natur- og friluftspolitik, Planstrategi (obligatorisk), Frivilligpolitik, Folkeoplysningspolitik.
Fokusområder fra visionen: vi bekæmper kassetækning, vi sætter ny standard for inddragelse, vi satser på mental sundhed og sund livsstil, vi understøtter foreningslivet, vi inddrager bevægelse, leg og læring.
Initiativer fra FN's verdensmål: Mål 3 (sundhed og trivsel), Mål 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund), Mål 15 (livet på land), Mål 17 (partnerskaber for handling)
5. Natur, plan og klima (arbejdstitel), ansvarligt udvalg: Teknik- og Miljøudvalget.
Indeholder elementer fra eksisterende politikker: Grønt regnskab, Natur og friluftspolitik, Landdistrikspolitik, Planstrategi (obligatorisk).
Fokusområder fra visionen: vi har 32.000 indbyggere i 2030, vi balancerer mellem at fastholde og tiltrække nye borgere, vi skaber balance mellem land og by, vi arbejder med mangfoldighed i boligtilbud, vi beskytter og benytter naturen, vi bekæmper kassetænkning, vi sætter ny standard for inddragelse, vi satser på mental sundhed og sund livsstil.
Initiativer fra FN's verdensmål: Mål 3 (sundhed og trivsel), Mål 6 (rent vand og sanitet), Mål 7 (bæredygtig energi), Mål 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund), Mål 12 (ansvarligt forbrug og produktion), Mål 13 (klimaindsats), Mål 15 (livet på land) og Mål 17 (partnerskaber for handling).
Alle politikker vil fremover være tværgående og forudsætte udarbejdelse på tværs af centre og politiske udvalg, men hver politik har som nævnt et tovholder-udvalg, der er ansvarlig for, at debatten rejses, politikken udarbejdes, og der findes et godt og dækkende navn for politikken. Inddragelse af borgerne bliver også et centralt tema, når politikkerne skal udvikles.