Byrådet behandlede på mødet den 22. juni 2021 alternative linjeføringer for Ny Nibevej og besluttede, at vælge "linjeføring 3 med tilslutning til Vestre Primærvej og med en lidt sydligere krydsning af Hobrovej idet det i forbindelse med projekteringen undersøges hvilke muligheder, der er for fartreduktion på hele Vester Primærvej til 60 km i timen, og hvordan der kan etableres cykelsti langs Vestre Primærvej."
På baggrund af dette er der efterfølgende afholdt møder med de lodsejere, som skal afgive jord til projektet. Udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapporten (VVM) for projektet er igangsat. Overordnet tidsplan for miljøvurdering og planproces er i bilag 1. Planlægningen for vejforbindelsen koordineres med udarbejdelsen af en strukturplan for området.
Som en del af miljøvurdering skal der gennemføres en for-offentlighed af udkastet til afgrænsningsnotat. Den forventes afholdt i uge 13-16. De indkomne høringssvar skal danne grundlag for udarbejdelse af det endelige afgrænsningsnotat for udarbejdelse af miljøkonsekvensrapporten. Formålet med høringen er at kvalificere oplysningsgrundlaget om, hvordan det ansøgte projekt forventes at påvirke naboer, miljøet samt at undersøge, om der er ideer til andre løsninger, om der kan foretages kompenserende foranstaltninger mv.
Særlige fokuspunkter, som under alle omstændigheder medtages i miljøkonsekvensvurderingen, er: krydsning af Mastrup Bæk, støjreducerende tiltag og indvirkning på naturen i øvrigt.
Præcisering af projekt
Oversigtskort, der viser forslag til krydsningsforslag er i bilag 2. Teknisk notat med nærmere redegørelse for nedenstående er i bilag 3.
Krydsning af Hobrovej
Der er vurderet 3 forslag til placeringer af vejtracéet og rundkørsel ved Hobrovej:
- Det røde forslag - vejen placeres, så rundkørslen netop ikke berører haven til Hobrovej 180.
- Det blå forslag - vejen placeres, så rundkørslen netop ikke berører den anlagte sø til Hobrovej 180
- Det grønne forslag - vejen placeres syd for søen, så Fløevej kan kobles på den nye rundkørsel
Rådgiverne anbefaler i det tekniske notat (bilag 3) det grønne forslag. Forslaget er overslagsmæssigt 2,84 mio. kr dyrere end det oprindelige forslag, og vejføringen er ca. 145 meter længere. Forslaget vil betyde, at indgrebet i forhold til ejendommen Hobrovej 180 er væsentlig reduceret, og kun den sydligste del af fredskovsarealet bliver berørt. Støjgenerne vil blive reduceret markant. Forvaltningen er derfor enig i anbefalingen
I forhold til vejens geometriske forløb og kørekomfort er forslaget på niveau med de øvrige forslag.
Ejeren af Hobrovej 180 har oplyst, at de ikke er interesserede i at blive boende når den nye vej kommer, og ønsker at ejendommen overtages af Rebild Kommune på almindelige markedsvilkår.
Krydsudformning ved Vestre Primærvej
Der skal tages stilling til krydsudformning ved vejens tilslutning til Vestre Primærvej.
I det tekniske notat anbefales der etableret en rundkørsel, da dette vurderes trafiksikkerhedsmæssigt at give den bedste gevinst. Løsningen vurderes med baggrund i trafikmodelberegninger og aktuelle trafiktællinger at kunne afvikle trafikken hensigtsmæssigt – også i en fremtidig situation.
Rundkørslen skal sideforskydes i forhold til det nuværende kryds for at give plads til cykelsti og for at bevare den eksisterende støjvold. Et mindre areal i et §3-området, umiddelbart vest for Vestre Primærvej, vil blive berørt.
Rundkørslen friholdes for cyklister ved at etablere en dobbeltrettet cykelsti i nordsiden af Nibevej, som kobles på rundkørslen ved Juelstrupparken, og der kan etableres enkeltrettede stier langs Vestre Primærvej. Cyklister som skal på tværs af Vestre Primærvej skal krydse i et helleanlæg. Vestre Primærvej foreslås samtidig skiltet med 60 km/t.
Ønsker fra møder med lodsejere
Beboerne på ejendommen Præstevej 74 ønsker, at vejtraceet flyttes længere fra ejendommen pga. mulige støjgener og udsigten fra haven.
Mulighederne for at flytte vejtraceet er begrænset af krydspunktet på Mastrup Bæk, tilslutningen ved Vestre Primærvej og af vejgeometriske forhold. Med baggrund i ovenstående forhold vil vejtraceet på det nuværende skitseniveau kunne flyttes ca. 35 m længere mod syd. (se bilag 3, side 13)
Beboeren på ejendommen Porthusvej 5 ønsker vejtraceet flyttet længere væk fra ejendommen. Primært pga. mulige støjgener, men udsigtsgener kan også spille en rolle. (Se bilag 3, side 14)
Hvis vejen flyttes væsentligt længere mod nord, skal der pga. terrænforholdene ske en større udgravning, og skråningsanlæggene vil fylde mere. Endvidere vil det være begrænset, hvor meget vejen kan flyttes mod nord i forhold til at bibeholde en fornuftig vejgeometri. Vejen foreslås flyttet den nødvendige afstand (10 - 15 meter), som gør det muligt at anlægge en støjvold, som kan sikre at støjgrænserne overholdes.
Ejeren af Porthusvej 5 er usikker på, hvordan vejen vil påvirke forholdene på ejendommen, og har derfor ytret ønske om, at ejendommen overtages af Rebild Kommune på almindelige markedsvilkår, hvis generne bliver for store eller ejendommens værdi forringes væsentligt.
Niveaufri stikrydsninger af vejen
Der er kvæghold på ejendommene Præstevej 68 og Fløevej 8, hvis marker til dels bliver afskåret af den nye vej. Ejer af ejendommene ønsker, at der etableres over/undergange, så han kan få kreaturerne sikkert på tværs af vejen, da han mener, det vil være afgørende for at kunne opretholde den nuværende driftsform. Det vil være hensigtsmæssigt, i forhold til kvægdriften og i forhold til vejens indpasning i terrænet, at placere en stikrydsningen umiddelbart nord for Mastrup Bæk.
Kommunen er ikke forpligtiget til at opretholde eksisterende adgangsforhold, men kan blive erstatningspligtig i forhold til de gener, der kan komme som følge af, at adgangsforholdene ændres i forbindelse med vejprojektet.
Placeringen af stikrydsningen skal afstemmes med strukturplanen for området, så den i en fremtidig situation, kan benyttes som cykel-gangforbindelser for de nye boligområder.
I forhold til at skabe en sikker forbindelse for cyklende og gående mellem Støvring byområde og Rold Skov, er der på et lodsejermøde ytret ønske om en stibro, hvor Buderupholmvej afskæres, da der observeres motionscyklister, som kører ind i Rold Skov det pågældende sted. Forbindelsen vil blive endnu mere attraktiv for gående og cyklende, når Buderupholmvej lukkes for gennemkørende trafik.
De to stikrydsningerne vurderes samlet at koste 3-4 mio. kr. Det anbefales at medtage de to stikrydsninger i miljøkonsekvensrapporten. Beslutning om hvorvidt de skal realiseres samtidig med vejprojektet, kan afvente beslutning om ekspropriation for vejens realisering.
Alternativ syd om Porthusvej
I forbindelse med overvejelserne om at flytte krydsningen af Hobrovej længere mod syd, er det undersøgt, om det vil være fordelagtigt at flytte hele vejen til en placering syd for Porthusvej.
Lindenborg Å er udpeget som Natura2000-område, og det vurderes som vanskeligt at opnå tilladelse til at føre vejen igennem dette, særligt når der forekommer et anvendeligt alternativ. Hvis der vælges en linjeføring, der inddrager noget af Natura2000-området, skal der udarbejdes en væsentlighedsvurdering, der vurderer om områdets integritet kan opretholdes, og hvorvidt udpegede naturtyper og arter påvirkes. Hvis påvirkning ikke kan afvises, skal der udarbejdes en konsekvensvurdering baseret på en række feltregistreringer, hvilket vil forsinke projektet betydeligt og medføre øget risiko for tilbagevisning.
En linjeføring, der ikke kommer i berøring med Natura2000-området, vil betyde, at Porthusvej 16 skal totaleksproprieres, mens Porthusvej 12 helt eller delvist også må eksproprieres.
En sydlig linjeføring vil gå gennem et område der er mere kuperet end nord for Porthusvej, hvilket vil betyde, at skråningsanlæggene bliver større. Der skal udføres relativt mere gravearbejde, og linjeføringen vil derfor alt andet lige blive dyrere. Der skal sikres vejadgang til ejendomme (7 stk) langs Lundehusvej. En sydlig linjeføring vil stort set have samme længde som hovedforslaget nord om Porthusvej.
En sydlig linjeføring vil på sigt give mulighed for lidt mere byudvikling mellem den nye vej og eksisterende byområde, svarende til skønnet 15 ha. Det skal påpeges, at hovedforslaget nord om Porthusvej ikke er til hinder for byudvikling mod syd, og at der i strukturplanen arbejdes med udnyttelse af området syd for hovedforslaget og Porthusvej til boligformål. Byudvikling i den sydlige del af strukturplanen har et langt tidsperspektiv og forudsætter nedlæggelse af husdyrbrug.
Bæredygtighed
Projektet vil bidrage til et mere effektivt transportsystem og et mere glidende trafikflow. Da vejen i sig selv ikke vurderes at generere mere trafik, vurderes trafikkens samlede energiforbrug i området at være neutralt eller mindre. I anlægsfasen vil projektet bidrage til et øget CO2 udslip. Projektet vil have en positiv indvirkning på den sociale bæredygtighed, da den vurderes at øge trafiksikkerheden og understøtte byudviklingen. Projektet vil have en negativ effekt i forhold til landskab og miljø i de områder, hvor vejen anlægges, men vil samtidig aflaste eksisterende veje hvor landskabsværdier og miljø kan forbedres.