Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Økonomi

Igen bemærkninger

Sagsfremstilling

Den 29. oktober 2021 blev en ny aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen vedtaget. Børne- og Familieudvalget blev på mødet den 2. februar 2022 orienteret om formålet med aftalen og præsenteret for hovedpointer. Aftalen indebærer blandt andet afskaffelsen af elevplaner og kvalitetsrapporter, som erstattes af hhv. meddelelsesbog og skoleudviklingssamtaler, som begge trådte i kraft i skoleåret 2022/2023. Ved aftalens indgåelse var det konkrete indhold af de forskellige elementer i aftalen ikke nærmere beskrevet, men parterne i 'Sammen om Skolen' har sidenhen konkretiseret rammerne for udmøntning af meddelelsesbogen og skoleudviklingssamtalerne. Vejledningerne rummer en række frihedsgrader i forhold til den lokale udmøntning, og indeholder få formelle krav som lægger op til at arbejdet skal give mening lokalt på skolen og i det daglige arbejde med elevernes læring og trivsel.

Skoleudviklingssamtalerne

Formålet med skoleudviklingssamtalen er at skabe en ramme for en tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen i et samarbejde mellem kommunalbestyrelse, forvaltning og skole. Intentionen er at styrke den fælles viden og forståelse af skolens udfordringer, udviklingsområder og de indsatser, der iværksættes. Skoleudviklingssamtalerne skal dermed understøtte fælles refleksion og samarbejde om skolen og kommunens opgaveløsning og styrke den pædagogiske udvikling.

Udvikling af Rebild Kommunes ramme for skoleudviklingssamtaler

Den første runde af skoleudviklingssamtaler blev afviklet i foråret 2023, hvor en arbejdsgruppe udviklede og testede en model og metode for, hvordan samtalerne fremadrettet skal rammesættes i Rebild Kommune. Formålet har været at udvikle en model, der skaber værdi for alle parter og danner rammen for en lærende samtale i et psykologisk trygt rum. Modellen skal understøtte en tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen med udgangspunkt i de udfordringer og indsatser, som skolelederen finder relevant.

Skoleudviklingssamtaler 2023/2024

På baggrund af erfaringerne fra den første runde af skoleudviklingssamtalerne i foråret 2023 blev der udarbejdet et årshjul for 2023/2024, hvor der er blevet afholdt tre skoleudviklingssamtaler (SUS) med alle skoler. Efterårets Mini-SUS blev afholdt i september til oktober, Store-SUS blev afholdt i perioden fra december til marts og Forårs Mini-SUS i perioden fra maj til juni.

Vedhæftede ledelsesresume opsummerer og uddyber hovedpointerne og væsentlige indsigter fra forårets skoleudviklingssamtaler for skoleåret 2022/2023. Ledelsesresumeet repræsenterer skolerne bredt, og er ikke et referat af de enkelte samtaler. Der lyses i stedet på tendenser og opmærksomhedspunkter fra samtalerne, som skal danne vidensgrundlag og afsæt for fælleskommunale drøftelser omkring mulige indsatsområder.

Overskrifter der uddybes i ledelsesresumeet:

  • Ledelse af skoler i udvikling
  • Mere af det der virker
  • Hvordan arbejder vi med data?
  • Godt på vej

På trods af at temaerne for samtalerne var meget forskelligt formuleret, så har samtalerne vist nogle klare tendenser for, hvad man på tværs af skolerne er særligt optaget af. På forskellige stadier og med forskellige forudsætninger har samtalerne dannet et billede af, hvilke udfordringer skolerne i særlig grad er fokuseret på at løse, og i hvilken retning man ser, at skolen skal udvikle sig som organisation.

I ledelsesresuméet beskrives blandt andet, hvordan der på skolerne er et stort fokus på, at der nu er konkrete mål for, at der fremadrettet skal rummes flere børn i almenklasserne. Derfor er skolelederne generelt optaget af, hvordan den pædagogiske praksis skal udvikles de kommende år, og det centrale spørgsmål er, hvordan det sikres, at skolernes medarbejdere har de nødvendige værktøjer, ressourcer og rammer til at løfte denne opgave.

Der arbejdes også med 'ledelse-tæt-på' som en ledelsestrategi i arbejdet med udviklingsplanen for skoleområdet og Vision 2030. Samtidig er der fortsat stort fokus på 'det professionelle samarbejde', hvor skolerne i løbet af skoleåret 2023/2024 har arbejdet med at analysere, drøfte og udvikle det professionelle samarbejde, herunder; hvordan forstås begrebet af medarbejderne, hvad forventes der af hinanden, hvilke opgaver er vi fælles om, hvordan løfter vi hinanden, er der strukturer eller kultur, der virker som barriere m.m.?

I forlængelse heraf igangsættes der i skoleåret 2024/2025 en række nye tiltag og interne omorganiseringer lokalt på skolerne for at styrke og understøtte det professionelle samarbejde, blandt andet nye måder at sammensætte teams.

I løbet af skoleåret 2024/2025 vil formatet for skoleudviklingssamtaler blive evalueret og en arbejdsgruppe bestående af skolelederrepræsentanter og forvaltningsrepræsentanter vil drøfte, om evalueringen giver anledning til justeringer. Desuden skal arbejdsgruppen forholde sig til, hvordan det rammesættes, at skolebestyrelser fra skoleåret 2025/2026 har ret til at deltage i skoleudviklingssamtalerne.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning.

Resume

De tidligere kvalitetsrapporter på skoleområdet er afskaffet og erstattet af skoleudviklingssamtaler, som blev afholdt første gang i foråret 2023. På baggrund af skoleudviklingssamtalerne afholdt i skoleåret 2023/2024, er der udarbejdet et ledelsesresume (vedhæftet som bilag), der opsummerer og uddyber hovedpointerne og væsentlige indsigter fra samtalerne.

Text

Børne- og Familieudvalget

Økonomi

Med aftalen prioriteres varigt 740 millioner kroner årligt til at styrke folkeskolen. En del af disse prioriterede midler kommer fra omlægningen af eksisterende midler på folkeområdet. Dertil kommer en række engangsinvesteringer, som for eksempel 540 millioner kroner til flere fysiske bøger. Desuden investeres der 2,6 milliarder kroner til flere faglokaler for blandt andet at sikre fysiske rammer, der understøtter en mere varieret undervisning. Den understøttende undervisning erstattes af skolens timebank.

Sagsfremstilling

Den 19. marts 2024 indgik regeringen og folkeskoleforligskredsen en Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram - frihed og fordybelse. Aftalens hovedbudskab er, at "folkeskolen skal sættes fri, så det åbenlyst vigtigste kommer i fokus - nemlig elevernes faglige udvikling, dannelse og trivsel". Med aftalen skrues ned for den centrale styring af folkeskolen, så flere beslutninger kan træffes lokalt.
 

Aftalen består af i alt 33 initiativer og er vedlagt sagen (bilag 1). Initiativerne lægger op til øget frihed til kommuner og skoler, blandt andet i forhold til skoledagens længde og med afskaffelsen af understøttende undervisning, som giver muligheder ift. prioritering af midler og indsatser.

Med aftalen vil der ske en gennemgribende fornyelse og slankning af folkeskolens nuværende læreplaner, som skal give lærerne mere frihed i undervisningen – og der vil ske en reduktion i antallet af prøver til eksamen.
De ældste elever får mere valgfrihed ift. at påvirke eget skema, da aftalen giver dem flere valgfagstimer. Alle elever i 8. og 9. klasse kan vælge at komme i juniormesterlære, hvor de får mulighed for at være 1-2 dage på en virksomhed, erhvervsuddannelse, FGU-institution eller kommunal ungdomsskole. De resterende skoledage modtager elever en reduceret fagrække i folkeskolen, der som minimum omfatter dansk og matematik, og der laves en afgangseksamen, som det er hensigten skal give adgang til erhvervsuddannelserne. Derudover gøres erhvervspraktik obligatorisk for alle elever.
Aftalen prioriterer indsatser om intensiv undervisning til de ca. 10 procent af eleverne pr. skole, der har de største udfordringer i dansk eller matematik. Der afsættes 500 millioner kroner årligt hertil.
Teknologiforståelse udbydes som et nyt valgfag i udskolingen og integreres i eksisterende fag, så alle elever undervises heri. Derudover vil skolebestyrelserne få mere indflydelse, bl.a. med retten til at deltage i skoleudviklingssamtalen.

Initiativerne træder i kraft hen over en årrække. På bilag 2 gives et overblik over initiativernes ikrafttræden fra skoleåret 2024/25 og frem til 2027/28.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning.

Resume

Orientering om Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram - frihed og fordybelse, som regeringen og folkeskoleforligskredsen indgik den 19. marts 2024.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0