Bestyrelsen i Støvring Nord har fremsendt en anmodning om enten at nednormere børnetallet Skovhuset eller konvertere nogle af pladserne til vuggestuepladser. Såfremt der ønskes ændring i Skovhuset skal det ses i sammenhæng med kapaciteten i Støvring i øvrigt jf. anden sag herom på dagsordenen.
Skovhuset er en naturbørnehave med en profil, hvor man i den pædagogiske praksis og læring bruger natur, dyr og udeliv som middel. Skovhuset blev i 2020 renoveret og der blev bygget til, således at børnehaven blev udvidet fra 57 til 90 børn.
Baggrunden for henvendelsen er, at bestyrelsen synes at tilbygningen og normering af børnetal belaster udearealet, så Skovhuset er gået fra at være en naturinstitution til en institution med en stor legeplads. Derudover problematiserer bestyrelsen, at man i processen valgte ”kun” at indrette de mange kvadratmeter med 3 stuer, hvilket i praksis betyder, at hver stue skal kunne rumme 30-40 børn – hvilket ikke er hensigtsmæssigt for små børn, som har behov for at kunne overskue deres verden.
Bestyrelsen har fremsendt 2 forslag til at afhjælpe de udfordringer de ser.
Forslag 1: Nednormering
Bestyrelsen vil gerne anmode om en nednormering i Skovhuset fra de nuværende 90 børn + vip til 75 børn + vip, så børnehaven max. kan komme op på 86 børn, når der er flest børn. Med den nuværende normering kan vi komme op på 104 børn. Støvring har desværre oplevet en udbredt brug af vip, og Skovhusets rammer egner sig ikke til 90+ børnehavebørn. Vi ønsker vores konceptbørnehave tilbage til sin oprindelige ånd med natur og friluftsliv. Bestyrelsen mener, at en nednormering er nødvendig for at dette kan ske.
Forslag 2: Konvertering til vuggestuepladser
Alternativt ønskes en nednormering af børnehaven til 60 børn og samt at der laves en vuggestuegruppe på 15 børn.
Forvaltningens kommentarer
På baggrund af henvendelsen er der kigget nærmere på, hvilke kvadratmeter der er medtaget i institutionen - jf. reglerne skal der være 2 m2 ledigt gulvareal pr. børnehavebarn. Konkret er der 261,8 kvadratmeter gulvareal incl. fællesrummet. Fællesrummet er talt med 75 kvadratmeter - da areal til køkken og gangareal er fratrukket. Derudover er det en stue på 49 kvadratmeter, en stue bestående af et lokale med tilhørende grupperum på samlet set 53,2 kvadratmeter samt endelig en stue med grupperum og legeniche på i alt 84 kvadratmeter. Generelt er gangarealer, garderober og personalerum ikke medtalt i kvadratmeter til børnene.
Et samlet gulvareal på 261,8 m2 betyder, at der kan være 130 børn. (2 m2 gulvareal pr. børnehavebarn = 130,9 altså 130 børn). Det samlede gulvareal uden fællesrummet er på 186,8 m2, hvilket giver plads til 93 børn (93,4 altså 93 børn).
I dag er Skovhuset normeret til 90 børn og der kan være 103 børn incl. vip, hvilket jf. ovenstående godt kan lade sig gøre jf. reglerne, såfremt fællesrummet medregnes. Hvis fællesrummet ikke skal tælles med, vil normeringen kunne være 80 børn med mulighed for 93 børn incl. vip.
Børnetallet er pr. 1 maj 70 børn og der er indskrevet 79 børn pr. 1. juli. Der har indtil videre kun i en måned været 90 børn i Skovhuset (marts 22).
Kommentarer i forhold til forslag 2: konvertering til vuggestuepladser
Såfremt der skal etableres en vuggestuegruppe i Skovhuset er det ønsket i den mindste stue, hvilket giver plads til en normering på 13 børn og 16 børn incl. vip.
Lokalet ligger særskilt og er velegnet i forhold til at oprette en vuggestuegruppe, hvor der i forvejen er hæve/sænke bord m.v.
Der vil i givet fald skulle etableres et krybberum, hvor børnene kan sove til middag. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at give en konkret pris herpå
Såfremt der prioriteres en vuggestuegruppe, vil man skulle justere normeringen till børnehavebørn alt efter om fællesrum tælles med eller ej. Såfremt fællesrummet tælles med, vil det jf. kvadratmeterne ikke være nødvendigt med en nednormering ift. børnehavebørn. Det vil dog nok være en god ide at nednormere antallet af børnehavebørn, da det at have 90 børn fordelt på 2 stuer incl. grupperum ikke vil være hensigtsmæssigt ud fra et pædagogisk synspunkt.
Hvis kvadratmeterne i fællesrummet ikke tælles med, skal normeringen hedde 60 børn og op til 68 børn incl. vip.
Da der pr. juli 2022 er indskrevet 79 børn i Skovhuset vil det ikke være muligt at nedjustere til 60 + vip før til april 2023.
Forvaltningen vurderer, at det giver god mening at overveje muligheden for at oprette en vuggestuegruppe i Skovhuset inden for de rammer der er.
Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der i kapacitetssagen er regnet med, at Skovhuset har 90 børnehavepladser, såfremt antallet sænkes vil kapaciteten på børnehaveområdet blive tilsvarende presset og vil give problemer for børnehavekapaciteten i Støvring i løbet af 2024.
I forhold til udearealer gøres der fra forvaltningens side opmærksom på, at Skovhuset har en stor legeplads med masser af plads til både dyr og skovområde og der er desuden et udeværksted.
Såfremt der skal ske en ændring af Skovhusets normering kræver det en ændring af styrelsesvedtægten og skal behandles i byråd.