Halvedligeholdelsespuljen dækker vedligeholdelsesprojekter, som Rambøll i 2021 har vurderet nødvendige ved gennemgang af hallerne. Halvedligeholdelsesrapporten findes i bilag 2.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede d. 9. juni 2021, at økonomien i puljen skulle følges tæt, da der allerede der var opmærksomhed på at de estimerede udgifter, hvis alle projekter fra rapporten gennemføres, overstiger det afsatte budget. Denne afvigelse er med halvering af de årligt afsatte midler fremadrettet blevet større.
Forvaltningen har udarbejdet et notat som fremlægger status for halvedligeholdelsespuljen. Notatet skitseres i nedenstående og findes i sin helhed i bilag 1.
Jævnfør nedenstående oversigt vil der være et merforbrug i årene 2021-2023 på 2.551 mio. kr. hvis de estimerede udgifter alle realiseres.
Halvedligeholdelsespuljen samlet restbudget pr. 26-10-2022 er på 6.688.478 kr.
I 2023 - 2026 er der budgetlagt 1.0 mio. kr. årligt.
År
|
Estimeret kommunal udgift
|
Kommunalt budget
|
2021-2022
|
7.517 mio. kr.
|
Restbudget pr. 26.10 2022
6.688.478 kr.
|
2023
|
2.722 mio. kr.
|
7.688.478 kr. Under forudsætning af, at der ikke er yderligere forbrug i 2022 og alle resterende midler overføres
|
2024-2026
|
(Hvis alle haller regnes for IKKE momsregistreret)
4.669 mio. kr.
|
3.000.000 kr.
+ eventuelle overførsler af ubrugte midler fra år til år.
|
I alt
|
14.908 mio. kr.
|
10.688 mio. kr.
|
Alle haller regnes i udgangspunktet som værende ikke momsregistreret i årene 2024-2026, da dette giver den største kommunale udgift. I årene 2021 - 2023 er der taget højde for hallernes momsregistrering.
Ovenstående skema tydeliggør, at der er risiko for et merforbrug på vedligeholdelsespuljen både for perioden 2021-2023 og for den efterfølgende periode frem til og med 2025.
Det er væsentligt at bemærke, at den estimerede udgift kun er et skøn og erfaringer viser, at den faktiske udgift kan være både væsentlig mindre og væsentlig større. Derudover skal det påpeges, at erfaringen viser, at en del af vedligeholdelsesprojekterne som fremgår af halvedligeholdelsesrapporten ikke gennemføres.
Grundet den nuværende inflation bør der være en opmærksomhed på, at vi har set stigende priser og dermed et øget tilskud i forhold til den beregnede opgørelse i vedligeholdelsesrapporten.
Udvalget skal derfor drøfte, om der på baggrund af ovenstående status skal ændres i administrationen af puljen. Til denne drøftelse følger en status på de nuværende principper for uddeling og forvaltningens bemærkninger.
Nuværende principper for uddeling af puljen
1) Tilskudsprocenten
Der ydes i dag et tilskud på 90% af den faktiske udgift til halvedligeholdelsesprojekter. Tilskudsprocenten har tidligere været 75%.
Ønskes det at mindske den kommunale udgift til halvedligehold kan tilskudsprocenten sænkes.
Erfaringer viser, at størrelsen på egenbetaling til halvedligehold har betydning for om hallerne prioriterer at gennemføre projekterne. Derfor kan konsekvensen ved at sænke tilskudsprocenten være at hallerne ikke gennemfører nødvendige vedligeholdelsesprojekter.
2) 3 kategoriseringer af projekterne
Prioritering af projekter Halvedligeholdelsesprojekter er i Rebild Kommune kategoriseret på følgende vis:
Projekter med prioritet 1: Der kan opstå risiko for personer (løse tagplader, løse gelændere)
Projekter med prioritet 2: Der kan opstå egentlige følgeskader på bygningen (utætte tage, utætte fuger)
Projekter med prioritet 3: Der vil opstå væsentlig fordyrende forværring i tilstanden.
Der ydes for nuværende tilskud til alle prioriteter
Tidligere har projekter med prioritet 3 ikke været tilskudsberettet. Ønsker man at mindske den kommunale udgift til halvedligehold kan man beslutte kun at yde tilskud til prioritet 1 og 2. Der er for nuværende projekter for 6.770.000 kr., hvilket svarer til en kommunal bruttoudgift på 6.093.000 kr.
Erfaringer viser, at hallerne ikke prioriterer at gennemføre halvedligeholdelsesprojekter som der ikke ydes tilskud til.
3) Akutpuljen
Akutpuljen er en del af den samlede ramme af Halvedligeholdelsespuljen. Puljen er fastsat til 200.000 kr. årligt med en egenfinansiering fra hallerne på 10%. Midlerne til akutpuljen tages fra halvedligeholdelsespuljen. Den afsatte akutpulje er reserveret til større, ikke forudsigelige vedligeholdelsesarbejder, som f. eks. pludseligt opståede bygningsskader på mur, bærende elementer eller tagkonstruktion. I de år, hvor akutpuljen ikke bruges, overføres denne til næste års kommunale pulje til halvedligehold.
Det er muligt at afskaffe akutpuljen og overføre midlerne til halvedligeholdelsespuljen. Konsekvensen kan være at flere haller ikke har økonomi til at udbedre uforudsete skader.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen bemærker at det er blevet mere usikkert, om de afsatte midler vil række til alle de projekter der ønskes gennemført i perioden. Derfor er det nødvendigt at træffe politisk beslutning om, hvorvidt puljen skal administreres anderledes fremadrettet.
Forvaltningen bemærker, at man vil kunne arbejde med en årlig ansøgningsfrist, hvor alle projekter til det kommende år vurderes og prioriteres, hvis det ansøgte beløb overstiger det afsatte beløb i puljen. Der vil kunne ændres på uddelingen af puljen på forskellig vis, f. eks. ved at ændre på tilskudsprocent eller hvilke prioriteter, der kan søges om støtte til. Der vil også kunne sættes et max. beløb på støtten til det enkelte projekt f. eks. fastsat som 90% af beløbet i Rambølls rapport, så vil puljen ikke tage højde for prisstigninger eller større afvigelser i rapportens estimerede udgift.
Da halvedligeholdelsespuljen danner grundlag for hallernes vedligehold, bemærker forvaltningen, at det vil være hensigtsmæssigt at inddrage hallerne i drøftelse af den fremtidige praksis for uddeling af puljen, inden udvalget træffer beslutning om en eventuelt ændret praksis. Der er planlagt et møde mellem Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget d. 7. december, hvor spørgsmålet vil kunne drøftes.
Forvaltningen bemærker slutteligt, at der ikke kan laves en udmøntningssag for halvedligeholdelsespuljens projekter i 2023, før udvalget har taget stilling til den fremtidige praksis for puljens uddeling.