Aftalens formål
Aftalen skaber klarhed om rammen for Foreningen derudads fremtidige drift og udpegede udviklingsområder. Aftalen er vedlagt som bilag.
Aftalen er gældende for perioden 01.06.2023 til 31.12.2025 og indeholder udover specifikke oplysninger om det kommunale driftstilskuds størrelse også konkrete udviklingsmål, som ønskes opnået indenfor aftaleperioden.
Om foreningen derudads aktiviteter
Foreningen derudad har et samlet budget på ca. 750.000 kr. Budgettet dækker udgifter til layout, tryk og husstandsomdeling af magasinet derudad, som har et oplag på 16.000 eksemplarer og udkommer 5 gange årligt, hjemmesiden derudad.dk, opkobling til kultunaut.dk, nyhedsbreve, diverse workshops for foreninger, netværksmøder mv.
Aktiviteterne finansieres af tilskud fra foreningslivet, medlemmer og kommunalt tilskud (ca. 1/3), og fra annoncesalg og erhvervsliv (ca. 2/3).
Magasinet derudad
Magasinet omdeles i hele Rebild Kommune til ca. 13.500 husstande. 2.500 eksemplarer fordeles til forskellige distributionssteder. Derudad nr. 3, "sommernummeret", trykkes i et ekstra oplag på 30.000 eksemplarer, der distribueres via FerieDanmark til turistbureauer og motorvejsinfoterier i hele Danmark samt til hoteller, spisesteder, campingpladser, turistattraktioner mv. fra syd for Aarhus og op til Skagen.
Herudover fordeles magasinet til virksomheder og forretninger fordelt i hele kommunen, og det er også tilgængeligt i en online-bladreudgave på derudad.dk og rebildbib.dk (Rebild Bibliotekerne).
Derudad.dk - hjemmeside
Da kulturen.net og himmerlandsbilletten.dk blev nedlagt 1. marts 2022 etablerede foreningen derudad hjemmesiden derudad.dk med tilhørende billetsystem, hvor foreningslivet i Rebild gratis kan formidle alle former for arrangementer. Hver måned bruges derudad.dk pt. til formidling af mellem 150-250 arrangementer. Derudad.dk er tilnyttet den landsdækkende kulturkalender KultuNaut. Det betyder, at arrangementer oprettet på derudad.dk også er synlige i hele landet på kultunaut.dk. Der er p.t. ca. 100 foreninger, der bruger derudad.dk til formidling af arrangementer og aktiviteter.
Nyhedsbrev
For at give foreningslivet i Rebild Kommune større synlighed arbejder Foreningen derudad på et nyhedsbrev, der skal udkomme hver 14. dag eller en gang månedligt. Nyhedsbrevet formidler de arrangementer og aktiviteter, som foregår i den pågældende periode på en kort og overskuelig måde.
Samlende aktiviteter for foreningslivet i Rebild Kommune
Foreningen har blandt flere andre tilbud sammensat et workshopforløb, hvor der undervises i tekst, foto og Facebook (+ andre sociale medier). Der er gennemført 3 fuldt bookede forløb med i alt 40 deltagende foreninger. For dette initiativ har derudad modtaget mange positive tilbagemeldinger og opfordringer til at lave nye forløb og workshops, hvilket foreningen planlægger, gerne i samarbejde med andre foreninger og institutioner i kommunen.
Læsere
Tal fra hjemmesiden viser, at der gennemsnitligt bruges ca. 12 minutter på at læse online-versionen af derudad. Foreningen derudad bruger konkurrencer til at måle antal brugere. Ved seneste konkurrence, der omhandlede REGAN Vest, modtog de over 500 besvarelser på e-mail.
På baggrund af ovenstående er vedlagte samarbejdsaftale udarbejdet, med fælles mål om at skabe størst mulig synlighed og opmærksomhed omkring de mange spændende arrangementer som frivillige arrangører i Rebild Kommune hvert år arrangerer.