Med de nationale målsætninger på energiområdet er prioriteringen af arealerne i det åbne land afgørende for, om vi lykkes med at opfylde de mål, vi skal. Der er væsentlige arealinteresser i det åbne land, og pladsen er knap. Derfor er der behov for et skarpt blik på det åbne lands rivende udvikling og forandring, der allerede er i gang og kun vil accelerere i tempo i de kommende år. Med vedtagelsen af DK2020-Klimahandlingsplanen og Nordjyllands Strategiske Energiplan i regi af GEN2040 er det endnu mere vigtigt, at arealanvendelsen i det åbne land prioriteres. Udmøntningen af DK2020 og GEN2040 skaber et behov for arealer til klimalavbund og energiproduktion, samtidig skal der være plads til arealer til fødevareproduktion, landskaber, natur og friluftliv. I den gældende kommuneplan er der arbejdet med hver af de nævnte elementer hver for sig. For at sikre plads til de forskellige elementer i det åbne land, er der behov for en helhedsplanlægning, hvor elementerne samles, og der sker en interesseafvejning af, hvilke hensyn der skal prioriteres. I første omgang sker det ved en bred interesseafvejning i forbindelse med en samlet udpegning af anlæg til vedvarende energi (VE-anlæg).
I forbindelse med vedtagelsen af ”Bæredygtig vækst og udvikling - Planstrategi 2023” blev det besluttet, at der skal ske en fuld revision af kommuneplanen, hvilket også omfatter det åbne land. I forbindelse med den offentlig høring af lokalplanen for solceller ved Brorstrup Kær har Miljøstyrelsen nedlagt veto. Miljøstyrelsen har påpeget et behov for en sammenhængende planlægning for, hvor VE-anlæg placeres i det åbne land. Dette gør det særligt aktuelt, at helhedsplanlægningen igangsættes for at sikre en bæredygtig udvikling af det åbne land og for at komme i mål med vores målsætninger fra DK2020-handlingsplanen og målsætningerne i Nordjyllands Strategiske Energiplan.
En fuld revision af kommuneplanen er en stor og kompleks opgave. Det kan være vanskeligt for både forvaltning, politikere og borgere at overskue og forholde sig til alle temaer og kommunens samlede geografi på en gang. Ambitionen om at arbejde med helhedsorienteret, vedkommende og proaktiv kommuneplanlægning leder mod en faglig anbefaling om at afprøve en mere rullende kommuneplanlægning, hvor kommuneplanen revideres i mindre afgrænsede temaer, der løber uafhængigt af den lovfæstede kommuneplanrevision.
Forvaltningen anbefaler, at der som første skridt i prioriteringen af det åbne land igangsættes et kommuneplantillæg for en temarevision af VE-anlæg i det åbne land. I Rebild Kommune har vi ikke erfaring med rullende kommuneplanlægning, dog ved vi, at andre kommuner har god erfaring med metoden. Derfor tænkes temarevisionen for VE-anlæg som et pilotprojekt, hvor der opsamles erfaringer som grundlag for evt. fremtidige kommuneplanrul.
Temarevision
Formålet med temarevisionen er at sikre, der sker en bæredygtig udvikling i det åbne land, hvor brugen af arealressourcerne afvejes i forhold til de mange interesser. Herunder at fremme bæredygtig energi ved at sikre plads til udvikling af VE-anlæg under hensyntagen til de øvrige arealinteresser. Med temarevisionen afvejes interesserne for VE-anlæg mod de øvrige interesser i det åbne land, så der sikres robuste retningslinjer og rammer for udviklingen af VE-anlæg. I revisionen af kommuneplanen skal der efterfølgende følges op på øvrige arealinteresser.
Temarevisionen laves som et kommuneplantillæg til Kommuneplan 2021. Kommuneplantillægget kommer til at indeholde opdateret redegørelse, retningslinjer og rammeudlæg til VE-anlæg.
Tids- og procesplan
Temarevisionen er forankret i Økonomiudvalget med Teknik- og Miljøudvalget som planforberedende udvalg.
Den samlede tidsplan for temarevisionen løber fra september 2023 frem mod endelig politisk behandling af et kommuneplantillæg i december 2024. Processen frem mod det endelige kommuneplantillæg opdeles i 4 faser:
Fase 1 - Opstart – indledende arbejde
I opstartsfasen laves der en analyse om, hvor det er praktisk muligt at etablere VE-anlæg i Rebild Kommune, samt en markedsanalyse, som skal danne baggrund for de politiske drøftelser.
Fasen indeholder et temamøde i byrådet og evt. faglige drøftelser i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget.
Fase 2 - Udarbejdelse
I anden fase samles der op på konklusionerne fra de politiske drøftelser, som danner grundlaget for de politiske målsætninger for VE-planlægning i det åbne land, som temarevisionen udarbejdes ud fra.
I fasen udarbejdes et endeligt forslag til kommuneplantillæg, herunder en opdateret redegørelse for temaet samt opdaterede retningslinjer og rammeudlæg.
Fasen indeholder et temamøde i byrådet, samt en politisk beslutning af målsætningerne for VE-planlægning og temarevisionens omfang.
Fase 3 - Offentlig høring
I fase 3 behandles forslag til kommuneplantillæg politisk og sendes herefter i offentlig høring.
Fase 4 – Vedtagelse
I fase 4 samles der op på den offentlig høring inden endelig vedtagelse af kommuneplantillægget. I denne fase laves desuden en evaluering af pilotprojektet, som danner grundlag for fremtidige kommuneplanrevisioner.
Det er vigtigt, at der fortsat er aktivitet indenfor VE-planlægningen, for at arbejde henimod målene i DK2020 og GEN2024 og derved kommunes klimamål. Derfor anbefaler forvaltningen, at der sideløbende med temarevisionen forløber en proces, der giver mulighed for igangsætning af nye lokalplaner for de ansøgninger, som ligger udenfor de nationale interesser. Dermed sættes VE-planlægningen udenfor nationale interesser ikke på pause i perioden.
Det anbefales desuden, at lokalplanerne for ansøgninger der ligger indenfor nationale interesser kan påbegyndes, når der i foråret er en politisk retning på prioritering i det åbne land i forbindelse med fase 2.
Teknik og Miljøudvalget skal tage stilling til om vi i Rebild Kommune skal lave en ansøgningsrunde, hvor ansøgninger til konkrete forslag til projekter med større vedvarende energianlæg på terræn skal puljes. På baggrund af nogle opstillede kriterier skal det besluttes, hvilke projekter der skal igangsættes.