Sagsfremstilling
På møde i Det lokale arbejdsmarkedsråd den 23. november 2016, besluttede rådet at ansøge Arbejdsmarkedsudvalget om midler til afholdes af fælles seminar.
Med Beskæftigelsesreformen blev de lokale beskæftigelsesråd nedlagt og det var op til kommunerne selv, at beslutte hvordan der skulle sikres dialog med relevante lokale aktører omkring den lokale beskæftigelsespolitik.
I Rebild Kommune besluttede Økonomiudvalget i budget 2016 at bevilge kr. 100.000,- til videreførelse af rådet og Arbejdsmarkedsudvalget skulle finde de resterende 200.000,- inden for egen ramme. I Budget 2017 er der ikke afsat midler til arbejdet i Det lokale arbejdsmarkedsråd og eventuelle aktiviteter skal derfor afholdes indenfor Arbejdsmarkedsudvalgets ramme.
Der har de seneste år været tradition for et årligt fællesseminar med deltagelse af Det lokale arbejdsmarkedsråd, Arbejdsmarkedsudvalget og ledergruppen i Center Arbejdsmarked og Borgerservice. Temaer har været: Ungeområdet, forberedelse af refusionsomlægningen og senest det rummelige arbejdsmarked. Det er rådets opfattelse, at et fælles seminar skaber en god ramme for, at arbejdsmarkedets parter, organisationer, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedsudvalget og forvaltningen får mulighed for et tæt og konstruktivt samarbejde. Og at det tætte samarbejde kan understøtte udviklingen af fælles løsninger på de lokale udfordringer indenfor beskæftigelsesområdet. Rådet har ønsket at seminaret afholdes inden for to temaer. Et tema omkring frikommuneforsøgene og et tema omkring integration med fokus på (IGU) integrationsgrunduddannelsen.
Rådet ansøger på den baggrund Arbejdsmarkedsudvalget om et rammebeløb på kr. 50.000-til afholdelse af seminar den 14.-15. februar 2017.