Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og fritidsudvalget godkender Kulturrådets indstillinger om at bevilge:

- 36.000 kr. til KulturenRebild

- 5.000 kr. til Rold Skov Naturfilm Festival

- 20.000 kr. til Museum Rebild

Økonomi

Der resterer 101.400 kr. i udviklingspuljen 2020. Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender Kulturrådets indstillinger på i alt 61.000 kr., vil der restere 40.400 kr. i udviklingspuljen. Næste og sidste ansøgningsfrist til puljen i år er 1. oktober.


Sagsfremstilling

Kulturrådet behandlede på deres møde den 13. august 2020 ansøgninger til Udviklingspuljen.

Kultur- og fritidsudvalget har bevillingskompetencen til udviklingspuljen efter indstilling fra Kulturrådet.

Kulturrådet indstiller 3 ansøgninger til Kultur- og fritidsudvalget:

Ansøgningerne er vedlagt som bilag.

Kultur- og fritidsudvalget besluttede på deres møde i juni 2020 at øge udviklingspuljen med 60.000 kr. i indeværende år, så puljen også kan rumme ansøgninger vedrørerende Corona-relaterede udfordringer. Således resterer 101.400 kr. i puljen.

Ansøger: KulturenRebild

Beskrivelse:

For at klæde foreninger og medlemmer af KulturenRebild bedre på formidlingsmæssigt planlægger KulturenRebild i efteråret at arrangere en række workshops, der kommer til at omhandle brugen af Facebook, hvordan skriver jeg en fængende tekst og hvordan ”skaber” jeg et godt foto?

Der planlægges 3 kursusaftener med gratis adgang for edlemmerne, og som udgangspunkt vil efterårets kursus være opstarten på en kursusrække, som skal fortsætte i 2021. Demredudvikles ikke blot foreningernes færdigheder, men det vigtige netværk styrkes i væsentlig grad.

Der søges om den samlede udgiftssum, som er på 36.000 kr.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller, at der bevilges støtte med det fulde beløb på 36.000 kr. under forudsætning af, at Rebild Kommunes Kulturråd står som medarrangør, og at der gives gratis entré for alle kulturaktører – og ikke kun medlemmer af foreningen KulturenRebild.

Ellers er normal praksis, at kulturrådet ikke støtter kursusrækker. Men på grund af den særlige samfundssituation i år, har det vist sig at være af stor betydning, at foreninger og aktører kan opnå synlighed gennem digitale medier – herunder facebook. Derfor vil kulturrådet gerne støtte KulturenRebilds gode idé, men vil også gerne indgå i et samarbejde om det, for at kurset kan gavne så mange som muligt af Rebild Kommunes kulturaktører.


Ansøger: Rold Skov Naturfilm Festival

Beskrivelse:

I optakten til Rold Skov Naturfilm Festival 2020, 7. november, ønsker vi som noget helt nyt at lave 5 gratis skoleforestillinger for i alt 500 skoleelever fra Rebild Kommune i ugedagene op til festivalen 2.-6. november. I et samarbejde med de af kommunens skoler, der ønsker at deltage med klasser, indgår der arbejdstemaer, der sætter fokus på klimaforandringernes indvirkning på dyrelivet i arktisk. Den enkelte klasse arbejder med problemstillingerne op til uge 45. Filmen ”Dronning uden land” vises som formiddagsvisning i Kinorevuen og efter filmen vil de 100 elever kunne stille spørgsmål og indgå i en dialog med filmens skaber, nordmanden, Asgeir Helgestad, der vil være med via Skype på lærred/højtaler.

Kinorevuen ønsker med tiltaget at skabe opmærksomhed omkring Naturfilmfestivalens berettigelse og vigtige bidrag til synliggørelse af de faktuelle forhold, som klimaforandringerne har for jordens og især den arktiske natur. Kinorevuen stiller biografsalen og dens udstyr gratis til rådighed.

Der søges om 5.000 kr.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller, at der bevilges 5.000 kr. til det nye initiativ med samarbejde med skoleklasser.


Ansøger: MuseumRebild

Beskrivelse:

Implementering af ny designlinje i ny hjemmeside og i ny udendørs skiltning for museet.

Den nuværende hjemmeside er knap ti år gammel og har indtil nu været hostet gratis via Rold Skov Natur- og Kulturcenter. Denne ordning ophører pr. 31.05.2020. Der er derfor bestilt ny hjemmesideløsning til brug for relancering af museets hjemmeside med ny adresse, www.museumrebild.dk

Den nye designlinje skal tilpasses skabeloner, og indholdet fra den gamle side skal sorteres, redigeres og lægges ind i det nye system. Samtidig tilføres hjemmesiden meget nyt materiale om udvandringen fra Danmark. På sigt skal denne del af hjemmesiden koordineres med Det danske Udvandrerarkivs hjemmeside.


I forbindelse med overgangen til ny hjemmeside udskilles den del, der har med folkemusik at gøre. Museum Rebilds digitaliserede arkiv med original folkemusik er unikt og i stadig vækst og derfor nu så omfattende, at det kræver en egen hjemmeside (www.spillemandsmuseet.dk
) med særlige søgefunktioner og en struktur, der ikke passer til museets hjemmeside.


Udendørs er det vigtigt, at Museum Rebild får meget større og tidssvarende synlighed, så flere får lyst til at besøge udstillingerne og/eller benytte caféen.

Mange gæster på P-pladsen opdager knap nok, at der findes et museum og hvad, det kan tilbyde. Den ny skiltning skal være moderne og markant, men naturligvis være tilpasset bygninger og omgivelser.


Kulturrådets udviklingspulje har tidligere i to omgange støttet dette udviklingsprojekt. Det har primært været til følgende:

  1. Konceptudvikling af ny udvandrerudstilling i Museum Rebild i forbindelse med, at udvandrerudstillingen flyttes fra Blokhuset til den tidligere butik i Roldhøj, og der er etableret en sluse mellem de to bygninger. Hermed er al udstillingsaktivitet samlet i Museum Rebild (tidligere Spillemands-, Jagt- og Skovbrugsmuseet).
  2. Udvikling af ny designlinje for udstillinger, PR-materiale, udendørs skiltning og hjemmeside. Designlinjen er også vigtig i forbindelse med, at museet skal søge penge til arkitektkonkurrence for en planlagt, ny museumsbygning.


Designlinjen er anvendt i den nye udvandrerudstilling i Roldhøj. Corona-pausen er blevet anvendt til delvis at nyindrette udstillinger i stueetagen i den gamle museumsbygning.

Disse tiltag bringer tilsammen Museum Rebild op på et kvalitetsmæssigt niveau, der vil kunne holde, indtil der forhåbentlig kan opføres et nyt museum.

Der søges om 20.000 kr.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller til Kultur- og fritidsudvalget, at der bevilges 20.000 kr. til Museum Rebild

Resume

Sagen afgøres i: Kultur- og Fritidsudvalget

Kulturrådet har behandlet ansøgninger til Udviklingspuljen, og indstiller til Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse.

Beslutning

Godkendt. Afviklingen er dog afhængig af coronasituationen.


Rasmus Rask deltog ikke i behandlingen af sagen.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til program for workshopdag.

Beslutning fra Sundhedsudvalget, 1. september 2020, pkt. 95:

Godkendt.Ældrerådet, Handicaprådet og Landsbyrådet inviteres ligeledes til at deltage.

Økonomi

Udgifter til temadag afholdes inden for rammen af CSKF´s administrative budget.

Sagsfremstilling

Ved godkendelsen af de nye politikker Oplevelser, Fritid og Fællesskaber samt Omsorg og Sundhed på udvalgsmøder i april 2020 fremgik det, at forvaltningen ville vende tilbage med et oplæg til arbejdet med implementeringen af politikkerne. Implementeringen vil ske på forskellig vis indenfor de enkelte fagområder via centerkontrakter, strategier og handleplaner. Implementeringen vil ske med inddragelse af relevante råd og samarbejdspartnere.


Der er en særlig opgave i forhold til at skabe fokus på sammenhængen mellem sundhed og kultur og fritid, som er områder med mange eksterne samarbejdspartnere og foreninger. Forvaltningen foreslår derfor en fælles workshop på tværs af områderne sundhed, kultur og fritid og foreslår, at de to udvalg, Sundhedsudvalget og Kultur- og fritidsudvalget, er værter og inviterer til en workshop med fokus på implementering af nye politikker i Center Sundhed, Kultur og Fritid (CSKF).


Workshoppen er en del af en større proces med byrådets vision, nye politikker og Center Sundhed, Kultur og Fritids (CSKF) implementering af disse. Workshoppen har særlig betydning i forhold til at bidrage til implementering med det særlige fokus at se på sammenhænge mellem sundhed og kultur, ligesom der stilles skarpt på det, der er særligt interessant i CSKF.


Sundhedsudvalget og Kulturudvalget er værter og deltagerkredsen består af direktør med ansvar for sundhed, kultur og fritid, ledergruppen i CSKF, Centerchef fra Pleje- og Omsorg, medarbejderrepræsentanter fra kommunens 5 fagcentre, samt medarbejdere fra kommunalt nedsatte råd - Fritidsrådet, Kulturrådet, Frivilligrådet og Ungerådet. Desuden repræsentanter fra patientforeninger og fra Kulturskolens-, ungdomsskolens- og naturskolens bestyrelser.

Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget inviterer til en workshop, der har til formål:

  • At få input til implementering af politikker
  • At gøre status i forhold til centerkontrakt
  • At få input til centerkontrakt eller strategipapir
  • At medinddrage og sikre et bredt ejerskab til politik/kontrakt/strategi


Programforslag til workshopdag (den endelige dato er under planlægning)


Forberedelse:

Alle deltagere er forud for mødet blevet bedt om at forberede sig ved at læse de to politikker igennem og tænke i implementering og indsatser.

Deltagerne fordeles med 5-6 personer ved hvert bord. Deltagerne er inddelt i grupper, således at repræsentanter fra sundhedsområdet er i gruppe sammen, repræsentanter fra henholdsvis fritids- og kulturområdet er placeret sammen.


Program:

15.00: Lene Schmidt Aalestrup og Gert Fischer byder velkommen


15.15: Baggrund og dagens program/Charlotte Larsen


15.30: Status på indsatsområder, politikker osv./Claus Holm


15.50: Introduktion til workshop runde 1/Charlotte Larsen


16.00: 1. runde: Omsorg og Sundhed

Bordene drøfter temaerne i sundhedspolitikken og udvælger, hvad der særligt bør lægges vægt på i den kommende centerkontrakt eller strategi? Input til særlige indsatser/implementering?


16.30: Introduktion til workshop runde 2/Charlotte Larsen


16.35: 2. runde: Oplevelser, fritid og fællesskaber

Bordene drøfter temaerne i kultur-og fritidspolitikken og udvælger, hvad der særligt skal lægges vægt på i den kommende centerkontrakt eller strategi? Input til særlige indsatser/implementering?

Der skrives noter på dugene eller på post-it, der sættes på plancher med de forskellige temaer fra politikkerne. Hvert bord foretager en endelig prioritering.

17.05: Opsamling fra bordene – hvilke temaer er blevet prioriteret. Mulighed for fælles drøftelse.


17.30: Afrunding, hvad skal der videre ske?/Lene Schmidt Aalestrup og Gert Fischer

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget


Forvaltningen fremlægger forslag til implementering af de nye politikker Oplevelser, Fritid og Fællesskaber samt Omsorg og Sundhed.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0