Ved mølledammen står der to monumenter, dels monumentet fra 1888 og dels et nyere monument fra 1988, der markerer 200-året for Stavnsbåndets ophævelse. Det seneste monument er udformet sådan, at det udgør en samlet enhed med monumentet, der er 100 år ældre.
Monumentet fra 1888 består af en opretstående flad stenstøtte. Den øverste del er af uforgængelig granit, men værre er det med fundamentet/den nederste del af monumentet, som er lavet af beton. Betondelen fremstår nu med så store revner, at det ikke længere er muligt at reparere den og der er fare for, at monumentet på et tidspunkt kollapser.
Olderlauget har indhentet tilbud/overslag på arbejdet fra en lokal virksomhed. Genopbygning af den nederste del af monumentet i beton og rengøring og renovering af den øverste del vil koste 116.000 kr. ex moms. For en tillægspris af ca. 20.000 kr. vil den del af betonen, hvor indskriftspladen sidder, kunne erstattes med granit. Renovering af skadet udsmyking i toppen af granitsøjlen er ikke indregnet i overslaget.
Terndrup Olderlaug har fået afslag fra Statens Kunstfond til projektet, da de kun kan yde tilskud til vedligeholdelse af kunstværker, og dette monument kommer ikke ind under denne kategori. Olderlauget skal derfor ud og søge midler andre steder, og i den forbindelse oplyser Olderlauget, at det vil det være en fordel for dem, hvis der foreligger et tilsagn fra Rebild kommune om støtte. Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget drøfter sagen.
Økonomiudvalget, 21. november 2018, pkt. 248:
Der bevilges 25% af udgifterne dog max 30.000 incl. moms finansieret af restmidler fra byzonepuljen.
Genoptagelse af sag
Terndrup Olderlaug har i mail af 22. februar 2020 meddelt, at de ønsker at ændre det oprindelige projekt, således at projektet tilpasses de indhentede midler.
Det tidligere indhentede tilbud oversteg 100 % det beløb, Terndrup Olderlaug har til rådighed. Derfor har de ændret det oprindelige projekt.Ændringerne består i helt at undlade rosenkransen i toppen, samt undladelse af marmorpladen, men sådan at samme tekst på marmorpladen overføres direkte på den nye granitblok. Der er i stedet for et nyt betonfundament blevet indsat en granitblok. Ændringerne er ikke er nogen forringelse af monumentet. Det er en langt mere harmonisk løsning, hvorved hele monumentet bliver i granit, og tilmed langt mere holdbar.
Der er indhentet et nyt tilbud fra et stenhuggeri. Forinden accept af tilbuddet ønsker Terndrup Olderlaug Økonomiudvalgets accept af projektændringerne samt en forhøjelse af kommunens tilsagte beløb til det maksimale beløb på 30.000 kr, da 25 % af udgifterne kun udgør 17.500 kr.