Ungeenheden under Center Arbejdsmarked, har siden 2013 lejet lokaler hos Busines Park Nord A/S, beliggende på Østre Alle i Støvring. På grund af større efterspørgsel efter lokaler på Østre Alle, er Ungeenheden af udlejer blevet forespurgt om muligheden for at finde andre lokaler i byen. Da man gerne vil være Busines Park Nord A/S behjælpelig med at frigøre lokaler, har Ungeenheden undersøgt muligheden for at flytte til andet sted hen. Det mest hensigtsmæssige ville være en placering ved Center Arbejdsmarkeds faciliteter på Rådhuset i Støvring, men på grund af pladsmangel lader dette sig ikke gøre. Egnede lokaler er derfor fundet i nærområdet og er beliggende i Grangårdscentret.
Ved indgåelse af ny lejeaftale forventes en besparelse på årlig husleje på ca. 100.000,- dertil kommer en evt. besparelse i forbrugsafgifter.
Ved indgåelse af lejeaftale over 3 år skal der ske godkendelse i Økonomiudvalget og Byråd herunder beslutning om deponering jævnfør regler herom.
I henhold til Rebild kommunes bevillingsregler, der følger af Indenrigs- og Boligministeriets lånebekendtgørelse, skal kommunen ved indgåelse af visse nye lejekontrakter med private udlejere deponere et beløb svarende til den lejede ejendoms værdi. Deponeringen bindes i 10 år, hvorefter deponeringen frigives med en femtendedel årligt over 15 år. Uudnyttet kommunal låneramme kan anvendes til førtidig frigivelse af deponeringsbeløb eller fuldstændig fravigelse af deponeringspligten. Lovgivningen, der ligger til grund for lånebekendtgørelsen, har til hensigt at sidestille indgåelse af en lejekontrakt med en privat udlejer med køb eller etablering af en ejendom gennem krav om, at kommunen, ved indgåelse af lejekontrakten, deponerer et beløb, der svarer til ejendommens værdi. De nærmere regler fremgår af Bekendtgørelse nr. 1580 af 17.12.2013 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
I henhold til deponeringsreglerne kan kommunen anvende deponering fra et tilbud, der nedlægges, til et tilbud, der oprettes (modregningsadgang). Dermed undgår kommunen at anvende anlægsbudget til deponeringsformål.
Ved indgåelse af et nyt lejemål til brug for Ungeenheden forventes en lavere husleje og et lavere antal kvartratmeter. På den baggrund forventes der ikke behov for yderligere deponering.