I foråret 2018 henvendte en række kommuner sig til advokatfirmaet HjulmandKaptain med henblik på undersøgelse af mulighederne for at rejse et krav mod staten som følge af forkert opgørelse af udligning af kommunernes økonomi.
HjulmandKaptain blev i efteråret 2018 formelt bedt om udarbejdelse af et notat, der skulle redegøre for de retlige spørgsmål i forbindelse med rejsning af et krav overfor staten.
Nedenfor følger kort resumé af HjulmandKaptains vurdering. Den samlede vurdering er vedlagt som bilag.
Kommunal udligning er en økonomisk ordning, der skal sikre, at alle kommuner har det rette økonomiske grundlag for udførelse af disses opgaver. Den primære hensigt med udligningsordningen er at stille kommunerne jævnbyrdige – eller i hvert fald mindre skævt – i relation til kommunernes serviceniveau. Det betyder konkret, at kommuner med et indtægtsniveau, der ligger under landsgennemsnittet skal kompenseres, så de har mulighed for at yde et serviceniveau, der ligger på højde med landsgennemsnittet.
I den foreliggende sag følger det som nævnt af udligningslovens § 5, stk. 2, nr. 2 og 6, at den kommunale udligning bl.a. skal ske på grundlag af kriterier om hhv. personer ”uden erhvervsuddannelse” og personer, der har ”lav uddannelse”.
Det følger efter HjulmandKaptains opfattelse af undersøgelsespligten, at ministeriet har pligt til at undersøge disse forhold, inden der træffes afgørelse.
Det er vurderingen i notatet, at ministeriet ikke har levet op til undersøgelsespligten ved fastlæggelse af indholdet af kriterierne om uddannelse i udligningsloven. Der er tale om begreber, der kræver en undersøgelse og hvor ministeriet i hvert fald fra 2014 har været bekendt med manglen på oplysninger og konsekvenserne af dette.
Endvidere analyserer notatet udligningslovens § 36, som i visse situationer fritager for ansvar for ”fejl i beregningsgrundlaget”. På baggrund af analyserne er det ifølge HjulmandKaptains opfattelse oplagt, at der med ”fejl i beregningsgrundlaget” ikke er tænkt på situationer, hvor ministeriet bevidst har udmøntet bekendtgørelsen i strid med loven og/eller hvor ministeriet har forsømt sin undersøgelsespligt.
Det er derfor HjulmandKaptains vurdering, at ministeriet ikke i nærværende situation kan henvise til udligningslovens § 36 til støtte for at afvise et krav.
På spørgsmålet om selve ansvarsgrundlaget konkluderes det i notatet, at der gælder en almindelig culpa-standard. (grundlæggende retsgrundsætning som, selvom den ikke er nedskrevet i dansk lov, udgør dansk rets almindelige erstatningsgrundlag).
Notatet foretager en vurdering af mulig forældelse af et ansvar. På dette grundlag vurderes det, at krav fra før 2017 er bortfaldet, idet der for disse er indtrådt forældelse.
Notatet slutter med redegørelse for en række processuelle spørgsmål i forhold til eventuelt sagsanlæg, og bl.a. vurderes det som hensigtsmæssigt at indgå såkaldte suspensionsaftaler såfremt der enten søges en forligsmæssig løsning, og/eller hvor der anlægges en prøvesag.
Det er endelig HjulmandKaptains anbefaling, at hvis der rejses et søgsmål, bør der søges udtagelse af en eller flere prøvesager, samt at der indledes forhandlinger om suspensionsaftaler. Dette vil være både omkostnings- og procesbesparende.
Sidst bemærker HjulmandKaptain at det ikke kan konkluderes entydigt, hvor gode mulighederne vil være for at vinde et søgsmål. Der er tale om meget principielle spørgsmål, hvor den endelige vurdering kun kan foretages af domstolene.
Som udgangspunkt skal sagerne anlægges ved byretten. Der er dog mulighed for, at en sag kan starte i landsretten. Betingelsen for, at dette kan ske, er, at en af parterne anmoder om dette, og at sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Det er HjulmandKaptains opfattelse, at denne sag opfylder disse kriterier, hvorfor de vil anbefale, at der anmodes om, at sagerne henvises til landsretten som 1. instans. Dette skyldes, at der dels er tre dommere i landsretten til at vurdere sagen, og at der herefter vil være fri mulighed for at anke sagen til Højesteret, hvilket der ikke er, såfremt sagen starter i byretten.
Udskriv
Læs højt
