Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller

at Økonomiudvalget beslutter nye priser for boliggrunde
at reglerne om salg af nedrivningsejendomme og landbrugslodder fortsætter uændret
at de øvrige ejendomme fortsat udbydes til samme priser som angivet i sagsfremstillingen

Sagsfremstilling

Salg af kommunens grunde skal ske i overensstemmelse med bekendtgørelsen om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme. Heraf følger, at salget skal ske på baggrund af et offentligt udbud, som skal ske mindst en gang årligt. Endvidere skal salg ske til den højeste pris, som kan opnås i handel og vandel, det vil sige markedspris.

Som baggrund for salg af kommunale grunde ønskes fastsat minimumspriser.

Boliggrunde

De nugældende priser for kommunens udbudte boliggrunde/udstykninger fremgår af vedhæftede bilag. Priserne er incl. moms og excl. tilslutningsafgifter. Der vedhæftes endvidere bilag, der viser et fint salg af boliggrunde i 2018 (23 stk) samt salget i perioden 2007-2018. Heraf fremgår også, at der indtil videre er solgt 6 grunde med overtagelsesdato i 2019.

Det foreslås, at priserne reduceres med 20% i de byer, hvor der har været ringe eller intet salg de seneste to år, og at priserne fastholdes, hvor der har været et fornuftigt salg i samme tidsrum. Forslaget fremgår af vedhæftede bilag.

Øvrige ejendomme

Nugældende regler er at

  • Nedrivningsejendomme udbydes uden minimumspris - borgmesteren er bemyndiget til at afslutte handler.
  • Landbrugslodder udbydes uden minimumspris - Økonomiudvalget tager stilling til købstilbud.

Herudover er der i øjeblikket udbudt følgende ejendomme:

  • Jernbanegade 13 i Nørager (grund fra tidligere administrationsbygning) hvor der er fastsat en minimumspris på 1.680.000 kr. plus moms.
  • Hjedsbækvej 474 (Sønderup gl. skole), udbudt uden minimumspris
  • Præstemarken 22 (tidligere spejderhytte) udbudt til en minimumspris på 600.000 kr.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget

Der skal hvert år fastsættes grundpriser for boliggrunde, nedrivningsejendomme, landbrugslodder og andre ejendomme, som kommunen udbyder til salg.

Beslutning

Udsat.

Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget træffer beslutning om, at der fastsættes en nedre grænse for krav om sikkerhedsstillelse ved entreprisesummer fra 0,3 mio. kr., når Rebild Kommune kontraherer på bygge- og anlægsområdet.

Sagsfremstilling

Pr. 1. januar 2019 træder AB 18 i kraft, som erstatter AB 92 (Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed).

AB 92 § 6, stk. 1, anfører, at "Medmindre andet fremgår af udbudsmaterialet, skal entreprenøren senest 8 arbejdsdage efter entrepriseaftalens indgåelse stille sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser over for bygherren. Sikkerheden stilles i form af betryggende bank- eller sparekassegaranti, kautionsforsikring eller på anden, betryggende måde."

Det er entreprenørens pligt at stille sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser overfor bygherren, i vores tilfælde kommunen, medmindre bygherren har anført andet.

Denne bestemmelse ændres nu i AB 18 § 9, stk. 1, og får følgende ordlyd: "Entreprenøren skal stille sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser over for bygherren senest 8 arbejdsdage efter, at entrepriseaftalen er indgået, medmindre andet fremgår af udbudsmaterialet. Hvis entreprisesummen er mindre end 1 mio. kr., skal entreprenøren kun stille sikkerhed, hvis bygherren har stillet krav om det i udbudsmaterialet."

Pr. 1. januar 2019 skal bygherren positivt anføre i tilbudsmaterialet, hvis der skal stilles sikkerhed for entreprisesummer, der er mindre end 1 mio. kr.

Rebild Kommune entrerer hovedsageligt med mindre, ofte ukendte, virksomheder på entreprisesummer under 1 mio. kr. Praksis har hidtil været, at der er blevet stillet sikkerhed for alle entrepriser. Der er således behov for at sikre, at der også efter AB 18's ikrafttræden kræves sikkerhedsstillelse på de mindre opgaver, og kommunen derved har mulighed for at sikre opgavernes udførsel ved forfald hos virksomhederne.

For at sikre ligebehandling af virksomhederne foreslås det at lave en nedre grænse for krav om sikkerhedsstillelse på entreprisesummer fra 0,3 mio. kr. Beløbet på 0,3 mio. kr. følger Rebild Kommunes indkøbs- og udbudspolitik for bygge- og anlægsopgaver i forhold til konkurrenceudsættelse. Der er således overensstemmelse mellem det beløb, der kræver indhentelse af mere end ét tilbud, og det beløb, der kræves sikkerhedsstillelse for.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget

Beslutning

Taget til efterretning.

Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0