Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Sagsfremstilling

I følge Lov om Miljømål m.v. har Miljøministeriet udarbejdet en Natura 2000-plan for hvert af de tre Natura 2000-område, som berører Rebild Kommune. Miljøministeriet offentliggjorde den 3. juli 2023 Natura 2000-planer for 3. planperiode (2022-2027).


I følge Lov om Miljømål skal kommunerne udarbejde handleplaner for Natura 2000-områderne. Forvaltningen har i samarbejde med nabokommunerne udarbejdet udkast til Natura 2000-handleplanerne for kommunens Natura 2000-områder.


Natura 2000-handleplanerne indeholder:

  • En opgørelse af indsatsbehov og prioritering af den forventede forvaltningsindsats.
  • En beskrivelse af forventede initiativer, som byrådet vil tage, for at gennemføre Natura 2000-planerne, herunder en plan for interessentinddragelse
  • Oversigt over fordelingen mellem kommunale myndigheder, Miljøministeriet samt offentlige lodsejere (Fx. Naturstyrelsen).


Byrådet har den 25. januar 2024 besluttet at sende udkast til Natura 2000-handleplanerne i offentlig høring i 8 uger. Natura 2000-handleplanerne skal senest være vedtaget den 3. juli 2024.


Høring af udkast til Natura 2000-handleplanerne

Der er i høringsperioden modtaget ialt 6 høringssvar til Natura 2000-handleplanerne. Forvaltningen har på baggrund af høringssvarene udarbejdet forslag til ændringer af handleplanerne. Ændringerne er i nødvendigt omfang koordineret med nabokommunerne.


Høringssvar fra Miljøstyrelsen:

  • Opmærksomhed på frivillighed i indsatserne.
  • Opmærksomhed på gennemførte indsatser fra tidligere handleplaner.
  • Opmærksomhed på indarbejdelse af retningslinjer i de nye Natura 2000-planer i handleplanerne.
  • Opmærksomhed på ikke-fredskovspligtige arealer.
  • Opmærksomhed på bekæmpelse af invasive arter.
  • Opmærksomhed på lovhenvisninger og mindre skrivefejl.


Høringssvar fra Miljøstyrelsen har givet anledning til ændringer i handleplanerne, men vurderes ikke på væsentlig måde at berøre andre myndigheder eller borgere. De indstillede ændringer vil derfor ikke kræve en ny høring af handleplanerne. Høringssvarene og de ændringer forvaltningen foreslår i Rebild Kommunes Natura 2000-handleplaner, er samlet i hvidbøger (se bilag 4, 5 og 6).


Høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening Aalborg:

  • Opmærksomhed på de specifikke retningslinger fra Natura 2000-planerne.


Høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening Aalborg har givet anledning til mindre ændringer i 2 af handleplanerne, men vurderes ikke på væsentlig måde at berøre andre myndigheder eller borgere. De indstillede ændringer vil derfor ikke kræve en ny høring af handleplanerne. Høringssvarene og de ændringer forvaltningen foreslår i Rebild Kommunes Natura 2000-handleplaner, er samlet i hvidbøger (se bilag 4 og 5).


Høringssvar fra Forsvarets Ejendomsstyrelse har ikke givet anledning til ændringer i handleplanerne.


Natura 2000-handleplanerne er vedlagt som bilag 1, 2 og 3.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Byrådet anbefaler

  • at der træffes beslutning om at de offentliggjorte udkast til Natura 2000-handleplaner godkendes med de ændringer, der fremgår af hvidbøger.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 11. juni 2024, pkt. 90:

Indstilles godkendt.

Resume

Rebild Kommune skal godkende Natura 2000-handleplaner. Handleplanerne redegør for, hvorledes de statslige Natura 2000-planer realiseres inden for Rebild Kommunes geografiske område. Handleplanerne har været i høring, og er derfor til endelig godkendelse.

Text

Teknik- og Miljøudvalget, Byrådet


Økonomi

Ingen bemærkninger


Sagsfremstilling

Der er fortsat ansøgere, som efterspørger muligheden for at kunne levere et lokalplanudkast for at fremme processen om deres lokalplanansøgning. Det er forvaltningens vurdering, at udarbejdelse af selve lokalplanudkastet udgør en beskeden del af lokalplanprocessen.

Tidsrøvere i lokalplanlægningen
Forvaltningen har gjort status på fire afsluttede eller igangværende lokalplaner for at undersøge, hvor tidsrøverne er i sagsbehandlingen. I de planer skyldes et længere tidsforbrug ændring af politisk beslutning, forhandling om jordkøb, dialog om lokalplanens indhold, behov for yderligere kvalificering inden udarbejdelse af lokalplanudkast og forhandlinger med Miljøstyrelsen for at undgå statslig indsigelse.

Derudover er der bundne processer i form af politiske behandlinger og offentlig høring, som tager tid. Det er forvaltningens vurdering, at en lokalplan tager 8-12 måneder, fra planen er fuldt kvalificeret, til den er endeligt vedtaget. Den periode dækker over udarbejdelse af lokalplanudkastet, klargøring til politiske behandlinger, offentlig høring og opfølgning på høringssvar.

Forvaltningen har også kigget nærmere på tre af de lokalplaner, hvor ansøger ændrer væsentligt i ønsket indhold, og hvor lokalplanprocessen dermed udskydes eller går i stå. Når det sker, bliver lokalplanlæggerens ressourcer som regel disponeret til andre opgaver. Det betyder, at der ikke nødvendigvis er tid til at gribe sagen, når bygherre er klar til at starte processen op igen. Det kan også forekomme, at projekterne bliver mere omfattende eller har ændret karakter fuldstændigt. Konkret er lokalplaner blevet udskudt eller gået i stå som følge af, at der ikke underskrives en fraskrivelseserklæring, at der ikke sker afklaring af stier, at der ændres mening med hensyn til vandhåndtering, at den igangsatte lokalplan udvides geografisk eller udvides med nye anvendelser. I de tilfælde kan der være behov for at udskyde processerne, fordi der enten er behov for at afstemme nyt indhold politisk, eller fordi lokalplanlæggerens ressourcer er disponeret anderledes.


Erfaring med bygherrelokalplaner
Lokalplaner for VE-anlæg og visse tekniske lokalplaner udarbejdes som regel som bygherrelokalplaner, hvilket betyder, at bygherren leverer udkastet og kan koordinere lokalplanen med miljøvurdering og miljøkonsekvensvurdering. Dette gælder også for lokalplanen for Nørager Mejeri. Boliglokalplaner udarbejdes sjældent som bygherrelokalplaner på grund af de komplekse hensyn, der skal tages til disponering og sammenhæng med naboområder. Dog er der gjort en undtagelse med Høje Støvring etape 3. Evaluering heraf blev fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget d. 13. januar 2021, punkt 10.

Forvaltningen oplever, at bygherrelokalplaner stadig er tidskrævende, især fordi skriveprocessen er en lille del af hele lokalplanprocessen. Bygherrelokalplaner er fortsat Rebild Kommunes lokalplaner, og i sidste ende skal byrådet kunne stå inde for indholdet. Dermed har lokalplanlæggeren fortsat en stor rolle i hele processen. Planlæggeren kan have sværere ved at opdage mangler i plangrundlaget, når det ikke er udarbejdet af planlæggeren selv.

Koordineringen mellem forvaltningen og rådgiveren går ikke altid gnidningsfrit. Det kan være lige fra, at der ikke følges op på rettelser, at forvaltningens deadlines ikke overholdes til, at bygherre og rådgiver ikke har aftalt indhold og proces.

Ved at give mulighed for at fremme lokalplanansøgninger ved bygherrelokalplaner er det væsentligt at have for øje, at det medfører et øget ressourcetræk i flere centre. Flaskehalse kan opstå, fordi der ikke er ledige lokalplanlæggere, der kan følge processen og i øvrige centre, hvor der ikke nødvendigvis er afsat ressourcer til ekstra faglige vurderinger og udarbejdelse af f.eks. ekstra spildevandstillæg.

Samlet set er det dermed vurderingen, at bygherrelokalplaner ikke nødvendigvis giver flere færdige lokalplaner, fordi der fortsat er mange dele af processen, der involverer forvaltningens ressourcer bredt set.

For at indfri det politiske ønske om at afprøve, om bygherrelokalplaner kan optimere ressourceforbruget, foreslår forvaltningen, at der i år gives tilbud til to lokalplanansøgere om at levere et lokalplanudkast. Forvaltningen foreslår, at tilbuddet gives til ansøgere om boliglokalplaner for privatejede områder for at få flere erfaringer med den type planer. Med henvisning til sagen om ”Status på lokalplanlisten”, anbefaler forvaltningen, at tilbuddet gives i denne rækkefølge:

  1. Bundgårdsminde etape 2 (De er stillet i udsigt, at lokalplanudarbejdelsen går i gang omkring sommeren 2024, når den er fuldt kvalificeret)
  2. Cirkelslaget etape 2, Øster Hornum (De er rykket frem til 2024, fordi Højdedraget 7 i Støvring ikke forventes at komme i udbud før tidligst i slutningen af 2024)

Hvis en af de lokalplaner, der forventes igangsat i 2024 trækker sig, giver det mulighed for, at Hedevej, Terndrup også kan blive tilbudt at lave en bygherrelokalplan i 2024. Den ville ellers først kunne forvente opstart i 2025.

Hvis ingen af lokalplanansøgerne takker ja til tilbuddet, anbefaler forvaltningen, at forsøget genoptages i 2025, så der kan indhentes erfaring.

Forsøget med bygherrelokalplaner vil imidlertid betyde, at Højdedraget 7 og Hobrovej 4 (aflastningsområdet) og andre kommunale lokalplaner ikke kan udarbejdes i år, selvom grundene udbydes til salg.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget beslutter

  • at to lokalplanansøgere for privatejede boligområder tilbydes at kunne levere bygherrelokalplaner i 2024
  • at sagen sendes til Økonomiudvalget til orientering

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 11. juni 2024, pkt. 95:

Pia Elberg, Peter Hjulmann og Mads Holm Danielsen ønskede at følge forvaltningens indstilling.

Flemming Larsen stemte imod, idet han ikke ønsker bygherrelokalplaner.

Morten Lem stemte imod, idet han ikke ønsker at prøve bygherrelokalplan for Bundgårdsminde før der er styr på trafiksikkerhed og andre strukturelle investeringer.

Morten Lem og Flemming Larsen begærede sagen i byrådet.

Resume

Der er udtrykt et politisk ønske om, at bygherrelokalplaner tages i brug som et redskab for at fremme lokalplanprocessen. Forvaltningen har erfaring med bygherrelokalplaner indenfor det tekniske område. Samlet set er det erfaringen, at skriveprocessen af lokalplanarbejdet er en mindre del, men der er begrænset erfaring med bygherrelokalplaner for privatejede boligområder. For at forsøge om bygherrelokalplaner kan optimere lokalplanprocessen, foreslår forvaltningen, at der indenfor rammerne af de lokalplaner, der igangsættes i 2024, gives mulighed for at levere en bygherrelokalplan.

Text

Teknik- og Miljøudvalget, Byrådet

Ingen bemærkninger

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0