Sagsfremstilling
Affaldsregulativerne beskriver alle de affaldsordninger som Rebild Kommune har etableret for borgere og virksomheder. De gældende regulativer trådte i kraft 6. januar 2016. Hovedformålet med at revidere regulativerne i 2017 er at få beskrevet den nye indsamlingsordning. Herudover foreslås ændringer og tilføjelser, der gør regulativerne mere forståelige og lettere at anvende i sagsbehandling. I det efterfølgende er de væsentligste ændringer oplistet:
Husholdningsregulativet
- Der er tilføjet beskrivelse af Rebild Kommunes nye indsamlingsordning i § 10.3. Papir, pap, plast og metal indsamles i samme ordning. Som standard i en 240 L opdelt container, der tømmes hver 4. uge.
- I ordning for dagrenovation (§ 9) er der tilføjet et afsnit med bestemmelser om nedgravede affaldsløsninger til dagrenovation og genanvendeligt affald.
- Der er tilføjet et afsnit om skakter + regler om sikring mod rotter
- I ordning for genbrugspladser (§15) er der specificeret begrænsninger i hvor store mængder bygge- og anlægsaffald der kan afleveres på genbrugspladserne.
- Ordning for storskrald (§ 22). Her er tilføjet at hvis haveaffaldet emballeres i bionedbrydelige sække, skal de tydeligt kunne identificeres som sådan.
- I forhold til Afbrænding af affald (§ 26) er der foretaget tilføjelser bl.a. at private skal anmelde Skt. Hans bål til Center Natur og Miljø.
- I ordning for bygge- og anlægsaffald (§ 21) er der tilføjet bestemmelser i forhold til at bygge- anlægsaffald skal nedknuses før genanvendelse og at kun mindre mængder af denne type affald kan modtages på genbrugspladserne.
Erhvervsregulativet
- I ordning for dagrenovation er der fjernet minimumskapacitet på 140 L for ejendomme med 14-dages tømninger. Formålet er at kunne imødekomme virksomheder og boliger, der kun har behov for lidt kapacitet.
- I ordning for genbrugspladser (§ 11) er det tilføjet at virksomheder har adgang med affald, der i karakter svarer til det husholdninger har adgang med (fra Affaldsbekendtgørelsen BEK 1309 18/12-2012).
- I ordning for ikke-kildesorteret bygge- og anlægsaffald m.v. (§ 17) er der ligesom det er tilfældet i husholdningsregulativet stillet krav til nedknusning før genanvendelse
- Regulativets § 20 er lavet om fra ordning for papirindsamling til ordning for indsamling af kildesorteret genanvendeligt affald. Ordningen henvender sig til kommunale institutioner og virksomheder, der har benyttelsespligt.
- Ordning for afbrænding af affald (§22) er ændret som i husholdningsregulativet samt at anmeldelse af større bål skal anmeldes til Center Natur og Miljø i stedet for Beredskabet.