Rehabiliteringscenteret er et dag- og døgntilbud med 8 pladser beliggende på ældrecenter Mastruplund i Støvring. Formålet med det op til 14 dage lange ophold på centeret er at rehabilitere, samt stabilisere og forbedre borgernes funktionsniveau. Målgruppen er borgere med pludseligt funktionstab, borgere der er i risiko for indlæggelse og borgere, der bliver udskrevet fra sygehuset. Under forløbet modtager beboerne pleje, sygepleje og træning med afsæt i en individuel rehabiliteringsplan.
Ved den foregående status i maj 2017 blev udvalget præsenteret for langtidseffekterne af et rehabiliteringsophold. Her fremgik det, at både borgere, der indskrives uden at have modtaget pleje før, og borgere, der udskrives fra sygehus til Rehabiliteringscenteret, får lavere gennemsnitligt plejebehov som følge af et ophold. Borgere med pleje, som pludseligt får et funktionstab og derfor indskrives på Rehabiliteringscenteret, får stabiliseret funktionstabet, så plejebehovet udvikler sig samme takt som øvrige plejemodtagere, der ikke har oplevet et pludseligt funktionsevnetab. Erfaringsmæssigt medfører sådanne pludselige funktionstab et større plejebehov på længere sigt, hvis der ikke laves en rehabiliteringsindsats.

I september og oktober er der fortsat en mærkbar positiv effekt af ophold på Rehabiliteringscenteret. Ved udskrivning har 16 af de 23 ophold forbedret borgernes funktionsevne, når de kategoriseres med let, middel eller svær funktionsnedsættelse. Det er altså 70%, der får forbedret funktionsevnen. 4 af de borgere, som er indskrevet med svær funktionsnedsættelse har ikke fået forbedret tilstanden, mens 3, der er indskrevet med middel funktionsnedsættelse, er blevet udskrevet med svær funktionsnedsættelse. Der har ud over de 23, der figurerer i tabellen været to forløb, hvor borgerne er blevet indskrevet og udskrevet med let funktionsnedsættelse.
Siden sidste opgørelse har der være udsving i belægningsprocenten. I de seneste måneder har den været stigende.

I nogle af de måneder, hvor der har været lav belægning, kan den delvist henføres til, at der er i ferieperioderne ikke er indskrevne borgere. Dette skyldes primært, at borgerne hellere vil være hjemme ved familien i disse perioder. Rehabiliteringscenteret holder dog alligevel åbent, i det tilfælde, at der skulle blive indskrevet en borger akut. Perioderne er helligdagene i påsken, Kristi Himmelfartsdag og dagen efter, jul/nytår samt uge 28, 29 og 30. Der er en lav belægning i disse perioder. Og den belægningen, der er, består primært i, at borgerne er hjemme i dagtimerne og overnatter på Rehabiliteringscenteret. Derfor foreslås det, at ændre åbningstiderne, så de passer til borgernes ønsker og behov.

Der vil være en væsentlig bedre udnyttelse af personaleressourcerne i Rehabiliteringscenteret, hvis der indføres lukkedage i disse perioder. Dertil kan der spares ca. 0,1 mio. kr. i udgifter til vikarer. Dette skyldes dels, at belægningen ikke berettiger til den minimumsbemanding, der er til stede. Men det skyldes også, at overenskomstmæssige forhold betyder, at der optjenes meget afspadsering ved at have vagter i helligdagsperioderne. Dertil kommer, at der ikke er mulighed for afvikling af hovedferien for hele personalet i de uger, hvor belægningen er lavest om sommeren. Kort sagt bruges der mange personaleressourcer i disse perioder, som ville gøre større gavn i spidsbelastede perioder.
Indførelsen af lukkedage vil dog betyde, at nogle borgere med akut opståede rehabiliteringsbehov vil blive afvist. I sådanne tilfælde vil proceduren være den samme, som når en borger afvises, når der er fuld belægning. Når der er fuld belægning, kan borgeren få en aflastningsplads eller hjælp i hjemmet, indtil der er en plads ledig, og rehabiliteringsforløbet kan påbegyndes. Rehabiliteringsforløb er sjældent akutte, og kan for det meste vente til der bliver en plads ledig.