Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget drøfter orienteringen.

Økonomi

Der redegøres for udgifterne på området i de løbende økonomivurderinger.

Sagsfremstilling

Indledning

Revalidering er et redskab, som har været en del af beskæftigelsesindsatsen siden 1960. Revalideringsforløb indeholder erhvervsrettede aktiviteter samt økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at få revalidering, at andre muligheder i lovgivningen, som fx aktivering eller SU ikke er tilstrækkelige til, at personen kommer i beskæftigelse. Beskæftigelsesmålet for en revalidering skal så vidt muligt rettes mod områder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder.

Der skelnes typisk mellem uddannelsesrevalidering og virksomhedsrevalidering. Uddannelsesrevalidering kan i princippet bestå af enhver form for uddannelse, herunder erhvervsforberedende skolegang og kurser (herunder HF, studenter og andre forberedelseskurser, efterskole og højskoleophold) faglige uddannelser, kortere videregående uddannelser samt mellemlange og lange videregående uddannelser. Virksomhedsrevalidering kan eksempelvis bestå i virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud, der sigter mod en efterfølgende varig ansættelse på normale løn og arbejdsvilkår i virksomheden eller en virksomhed med tilsvarende funktioner. Herudover kan revalideringen tilrettelægges som en kombination af uddannelse og virksomhedsrettede forløb.

Hvis det erhvervsmæssige sigte ikke er afklaret, kan der indledningsvist gennemføres en forrevalidering, som indeholder aktiviteter med et erhvervsmodnende eller afklarende sigte. Revalideringsforløbene, herunder forrevalidering, skal generelt tilrettelægges således, at de kan gennemføres på så kort tid som muligt.

Udvikling

I figuren herunder fremgår udviklingen i antal fuldtidspersoner i revalidering siden 2008.

Kilde: Jobindsats.dk

Det fremgår af figuren, at der generelt har været færre i revalidering i Rebild end i både Nordjylland og hele landet. Der er dog sket et større fald på landsplan i perioden fra 2008 til 2018, som betyder at Rebild ligger på niveau med landsgennemsnittet, mens der i de øvrige nordjyske kommuner fortsat er lidt flere revalideringsforløb.

Ser man lidt nærmere på udviklingen de seneste måneder bliver det dog tydeligt, at udviklingen er vendt i Rebild. Fra januar 2018 til januar 2019 er Rebild steget fra 20 til 25 fuldtidspersoner svarende til en stigning på 25%. I samme periode har der været et fald på ca. 17 % i både Region Nordjylland og på landsplan. Som det fremgår af ugens tal, er der helt aktuelt 29 i revalideringsforløb i Rebild Kommune. Udviklingen i Rebild afspejler en målrettet indsats gennem kompetenceudvikling af medarbejderne samt øget fokus i forhold til mulighederne i revalideringsordningen på tværs af målgrupperne i jobcentret med henblik på at undgå unødigt lange forløb.

Revalideringsforløb kan være sammensat på forskellig vis, men kan som nævnt overordnet opdeles i uddannelses- og virksomhedsrevalideringer. I tabellen herunder fremgår udviklingen i fordelingen mellem uddannelsesrettede og virksomhedsrettede aktiviteter i revalideringsforløbene de seneste 5 år.

Kilde: Jobindsats.dk

Det fremgår af tabellen herover, at mens der både i Nordjylland og på landsplan er sket en udvikling i retning af en større andel uddannelsesrevalideringer, er andelen af virksomhedsrevalideringer faktisk steget lidt i Rebild i samme periode. Der skal dog tages forbehold for de relativt få forløb i Rebild.

Det er ikke muligt at sammenligne med tal regionalt og landsplan når det kommer til typer af uddannelser og beskæftigelsesmål i revalideringsplanerne. Men for Rebild fordeler uddannelsesrevalideringerne sig således, når der ses på den primære del af revalideringsforløbene de senste 3 år.

 

Kilde: Egne sagsbehandlingsstemer

Det fremgår, at der er flest i videregående uddannelser. De 21 fordeler sig på 12 forskellige uddannelser, hvor bygningskonstruktør (5), lærer (3) og pædagog (3) er de hyppigst forekommende. Blandt erhvervsuddannelserne og private kurser er der tale om 20 forskellige uddannelser.

I figuren herunder ses udviklingen i den gennemsnitlige varighed i uger for afsluttede revalideringsforløb siden 2008.

Varighed

Kilde: Jobindsats.dk

Figuren viser, at den gennemsnitlige varighed ligger omkring 2 år, men at de afsluttede forløb har været lidt kortere i Rebild de seneste år. Det skal bemærkes at de afsluttede forløb både dækker over gennemførte og afbrudte revalideringsforløb, da det ikke kan adskilles.

Tabellen herunder viser resultatet af forvaltningens gennemgang af afsluttede forløb de seneste tre år.

 Gennemførelsesgrad

Kilde: Egne sagsbehandlingsstemer

Det fremgår af tabellen, at omkring 2 af 3 revalideringsforløb gennemføres enten som planlagt eller efter en revideret plan undervejs.

Tager man udgangspunkt i de påbegyndte revalideringsforløb de seneste 3 år og ser på revalidendernes status inden revalideringsforløbet, kommer 70 % fra en sygemelding, heraf 58 % fra sygedagpenge og 12 % fra jobafklaringsforløb. 12 % har forud for revalideringen modtaget kontanthjælp, mens de resterende 18 % havde modtaget uddanneseshjælp, ledighedsydelse, ressourceforløb eller var frafaldet ordinær uddannelse.

Ved at se på revalidendernes forsørgelsessituation 6 måneder efter afsluttet revalideringsforløb, fås en god indikation af effekterne.

I figuren herunder ses andelen i beskæftigelse eller ordinær uddannelse i Rebild, Nordjylland og på landsplan de seneste 5 år. Igen dækker tallene over både gennemførte og afbrudte forløb.

Kilde: Jobindsats.dk

Figuren viser, at Rebild i 2013 havde en lavere andel i beskæftigelse eller ordinær uddannelse. Herefter har Rebild i 2014 og 2015 haft resultater på niveau med regionen og landsgennemsnittet og i de seneste 2 år har Rebild skabt en bedre udslusning til job og uddannelse.

Det er således forvaltningens vurdering, at der aktuelt skabes gode resultaterne gennem revalideringsordningen, hvilket flugter fint med den øgede anvendelse af redskabet.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Der fremlægges kvartalsvis en tematiseret aktivitetsopfølgning for Arbejdsmarkedsudvalget. Denne aktivitetsopfølgning omhandler udviklingen på revalideringsområdet i Rebild Kommune.

Udviklingen på området gennemgås og illustreres gennem en sammenligning med Nordjylland og hele landet under et.

Beslutning

Drøftet.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget drøfter orienteringen, herunder samspillet mellem arbejdet i Arbejdsmarkedsudvalget i Rebild Kommune og Det regionale Arbejdsmarkedsråd.

Økonomi

Ingen økonomisk betydning.

Sagsfremstilling

Der er oprettet 8 regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) i Danmark, som alle relaterer til et af landets i alt tre Arbejdsmarkedskontorer (AMK'er), som hører under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. RAR Nordjylland har Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord som sekretariat. RAR Nordjyllands område dækker 11 kommuner. Rådet har fokus på samarbejde om arbejdsmarkedsudfordringer og beskæftigelsesindsats.

Rådet består af 21 udpegede medlemmer, som er repræsenteret af Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Akademikerne, Lederne, Danske Handicaporganisationer og Regionsrådet.

Rådet varetager opgaverne:

  1. Indgår i et samspil med kommunerne og understøtter beskæftigelsesindsatsen på tværs af kommunerne. Det indebærer, at rådet skal understøtte en effektiv og sammenhængende beskæftigelsesindsats på tværs af kommunegrænser, fagområder og arbejdsløshedskasser. 

  1. Rådgiver og går i dialog med kommunerne om udviklingen af beskæftigelsesindsatsen. Det indebærer, at rådet skal understøtte og rådgive kommuner og arbejdsløshedskasser i forbindelse med udvikling af beskæftigelsesindsatsen. Rådet orienteres om de kommunale beskæftigelsesplaner og kan henvende sig til kommunerne med bemærkninger hertil. Rådet har en rådgivende funktion i forhold til bl.a. at bidrage med parternes viden om arbejdsmarkedet. 

  1. Samarbejder og koordinerer beskæftigelsesindsatsen med arbejdsløshedskasser og andre aktører, herunder jobrettet voksen- og efteruddannelse og de regionale vækstfora. Det indebærer, at rådet skal sikre en drøftelse af, hvordan man bedst muligt kan understøtte og koordinere en regional udvikling i retning af, at flest mulige ledige kan komme i beskæftigelse, f.eks. i forbindelse med infrastrukturinvesteringerne i den enkelte region, eller hvordan den regionale indsats – som varetages af de lokale jobcentre, uddannelsesinstitutioner og væksthuse - kan bidrage til en koordineret opkvalificering af de ledige f.eks. via midler fra Socialfonden. Rådet koordinerer endvidere uddannelses- og erhvervsvejledningen.

  1. Koordinerer virksomhedsindsatsen og indsatsen rettet mod områder med mangel på arbejdskraft og områder med høj ledighed. Det indebærer, at rådet skal understøtte, at kommunerne samarbejder i forhold til virksomhedsindsatsen, og at kommunerne i beskæftigelsesindsatsen har fokus på områder med mangel på arbejdskraft og på områder med høj ledighed.

  1. Godkender den regionale positivliste for den regionale uddannelsespulje. Jobcentrene kan anvende puljen til korte, erhvervsrettede uddannelsesforløb ud fra en positivliste som godkendes af RAR og revideres halvårligt. Formålet med puljen er at give det RAR mulighed for at fokusere uddannelsesindsatsen inden for særlige områder, hvor der forventes jobåbninger de kommende 6 måneder.

  1. Varetager opgaver, som efter anden lovgivning er henlagt til rådene. Fx:
  • Modtager underretninger om varsling af større afskedigelser efter varslingsloven.
  • Træffer afgørelse om, hvorvidt betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt ved ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
  • Træffer afgørelse om dispensation fra rimelighedskravet for personer, der er i virksomhedspraktik og nytteindsats jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
  • Godkender arbejdsfordelingsordninger i forbindelse med virksomheder, som i en periode har nedsat produktion, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
  • Afgiver udtalelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i sager om meddelelse af opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse til tredjelandsstatsborgere.

Rådets forretningsorden er vedlagt som bilag.

RAR Nordjyllands strategi og indsatsplan i Rådsperiode frem mod 2021 er todelt – de to overordnede fokusområder er:

  1. Tilvejebringelse af kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne
  2. Styrket tilgang til arbejdsstyrken fra gruppen af borgere, der befinder sig på kanten af eller længere væk fra arbejdsmarkedet.

Strategien er vedlagt som bilag.

RAR Nordjylland holder løbende Rådsmøder og møder med rådets interessenter. Derudover holdes regelmæssigt større arrangementer i form af konferencer, hvor Rådet inviterer interessenterne til samspil om fælles udfordringer og videndeling om best practice. Herudover udsender de løbende pressemeddelelser om bl.a. nordjysk ledighed og beskæftigelse. Den seneste pressemeddelelse er vedlagt som bilag.

Rebild Kommune er repræsenteret i rådet v/Byrådsmedlem og Næstformand i Arbejdsmarkedsudvalget Peter Hansen (S). Peter fortæller mere om rådets arbejde på udvalgsmødet.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget.

Arbejdsmarkedsudvalget gives en orientering om Det regionale Arbejdsmarkedsråd og drøfter sammenhængen med arbejdet i Arbejdsmarkedsudvalget. 

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0