Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at Jobcenter Rebild indgår i den fremlagte strategi- og samarbejdsaftale.

Økonomi

Opgaven løses indenfor de nuværende rammer med eksisterende bemanding fra de 3 jobcentre.

Sagsfremstilling

I beskæftigelsesreformen fra 2014 blev der igen øget fokus på jobcentrenes rolle i at give service til offentlige og private virksomheder. Herunder ses der også et stigende fokus på samarbejdet på tværs af kommunegrænserne idet virksomhederne ikke er begrænset af, på hvilken side af kommunegrænsen medarbejderne bor.

Rebild Kommune står i lighed med nabokommunerne i en situation med højkonjunktur, hvor der på flere områder lokaliseres begyndende mangel på arbejdskraft. Udfordringen blev adresseret i Beskæftigelsesplanen for 2018, hvori det fremgik at der blev arbejdet på en strategisk samarbejdsaftale mellem de Himmerlandske kommuner, som skulle politisk godkendes i løbet af 2018.

Virksomhedernes rekrutteringssituation er i efteråret 2017 undersøgt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

  •  På landsplan er antallet af stillinger, hvor virksomhederne har rekrutteret forgæves, stort set uændret i forhold til efteråret 2016. Forgæves rekrutteringer svarer i efteråret 2017 til 0,7 % af beskæftigelsen på landsplan.
  •  Rekrutteringsudfordringerne i Nordjylland er i samme periode steget fra 0,6 % til 0,8 %, hvor der er rekrutteret forgæves. Stigningen svarer til en stigning fra 1.618 til 2.193.
  •  I Nordjylland, som i resten af landet, er den største forgæves rekruttering inden for bygge og anlæg – her svarer den forgæves rekruttering til 3,2 %. Ligeledes er der rekrutteringsudfordringer inden for transport, hvor den forgæves rekruttering udgjorde 2,2 %.

Arbejdsmarkedsbalancen viser jobmulighederne fordelt på stillingsbetegnelser og er baseret på statistik om bl.a. ledighed, beskæftigelse og jobomsætning og interview med virksomheder. Den viser, at der i Nordjylland er særlig mangel på elektrikere, murere og vvs-teknikere.

Lokalt i Rebild oplever jobcenteret, at der er stor efterspørgsel på sundhedspersonale, lærere, elektrikere, kokke, tømrere, samt personale inden for transport. En efterspørgsel som det ofte ikke er muligt at imødekomme.

Forvaltningen foreslår på den baggrund, at der indgås en gensidigt forpligtende samarbejdsaftale, da det vurderes afgørende, at der samarbejdes bredt og på tværs af kommunerne, så virksomhedernes vækstpotentiale understøttes.

Visionen med aftalen er, at:

Det skal være nemt for virksomheder at få og have kvalificerede medarbejdere i Himmerland.

Derfor vil vi sammen understøtte, at virksomherne får en koordineret og effektiv hjælp til både

rekruttering og opkvalificering af arbejdskraft.

Målet med aftalen er, at der skal kunne formidles relevante kandidater til minimum 90 % af de indkomne jobordrer i jobcentrene.

Målet underbygges af 3 strategiske målsætninger:

1) produktivitet, som vedrører antal virksomhedsbesøg, antal jobordrer og samarbejde om brancherettede forløb

2) kvalitet, som vedrører koordineret samarbejde, det gode match mellem borger og virksomhed og en efterspørgselsorienteret tilgang i jobcentrene

3) tilfredshed, som vedrører virksomhedernes syn på jobcentrene og en ensartet høj service på tværs af de deltagende kommuner

Konkret vil samarbejdet indeholde:

- én indgang (fælles rekrutteringstelefon)

- én gennemgående tovholder på rekrutteringsopgaven

- rekrutteringsservice ift. stillingsopslag

- koordinering ift. virksomhedssamarbejdet, f.eks. udarbejdelse af fælles årshjul for kontakt med virksomhederne

- samarbejde om brancherettede opkvalificeringsforløb

Såfremt samarbejdsaftalen godkendes politisk, vil der blive iværksat en videre proces med den konkrete implementering af strategien. Her vil lokale samarbejdsfora og råd blive inddraget i processen. Der nedsættes en tværgående styregruppe bestående af chefer og afdelings-/funktionsledere fra de 3 kommuner. Herudover nedsættes en lokal styregruppe i hver kommune. Formålet er, at sikre implementering af strategi- og samarbejdsaftalen.

Strategi- og samarbejdsaftalen er vedlagt som bilag.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Rebild Kommune står i lighed med nabokommunerne over for en arbejdsmarkedspolitisk udfordring i at sikre virksomhederne relevant og kvalificeret arbejdskraft. Som følge af højkonjunkturen er ledigheden lav og der opleves inden for flere områder stor efterspørgsel på arbejdskraft. Forvaltningen fremlægger derfor forslag om at indgå i et strategisk samarbejde med Vesthimmerlands og Mariagerfjord kommuner med det formål at understøtte, at virksomhederne får den arbejdskraft de behøver, således at fortsat vækst kan understøttes.

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget godkender ansøgning om puljemidler til en integrations- og beskæftigelsesambassadør.

Økonomi

Styrelsen for International Rekruttering og Integration ansøges om 1.750.000 kr.

Sagsfremstilling

Med aftalen om udmøntning af satspuljen for 2018 på integrationsområdet blev der afsat midler til et massivt fokus på den beskæftigelsesrettede integrationsindsats. Landets kommuner har nu mulighed for at søge om 500.000,- årligt til ansættelse af en medarbejder, der skal fungere som integrations- og beskæftigelsesambassadør i kommunen i perioden 1. august 2018 til 31. december 2021. Det er en forudsætning for at komme i betragtning til midlerne, at der foreligger en politisk godkendelse af ansøgningen. Ansøgningen fremlægges derfor til politisk behandling.

Forvaltningen har med ansøgningen sat fokus på de kvindelige integrationsborgere. Årsagen er, at det hidtil kun i meget begrænset omfang er lykkedes, at hjælpe kvinderne ind på arbejdsmarkedet.

Målet med ansøgningen er, at øge beskæftigelsesgraden for flygtninge og familiesammenførte kvinder med 15 procentpoints (15,7 % i december 2017). Derudover er der opstillet følgende delmål:

  • Styrket samarbejde med private virksomheder (sikre at rettidighed ift. virksomhedsrettet indsats overholdes, og sikre tydelig progression i de virksomhedsrettede tilbud i tæt dialog med virksomhederne)
  • Udarbejdelse og implementering af Job- og IGU-strategi målrettet offentlige arbejdspladser i Rebild Kommune
    • Særligt inden for områderne institutioner, ældrecentre og skoler.
  • Kortlægning af målgruppen på baggrund af arbejdsmarkedsparathed. Alle deltagere skal være digitalt selvhjulpne og have et søgbart Jobnet CV
  • Udvikling af et understøttende vejlednings- og opkvalificeringsforløb målrettet kvinderne, der tager udgangspunkt i målgruppens ressourcer og barrierer – heriblandt hverdagsmestring og familieliv.

Ansøgning og budget er vedlagt som bilag.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget godkender ansøgning om puljemidler til en integrations- og beskæftigelsesambassadør. Midlerne skal anvendes til at gøre en særlig indsats for, at flygtninge og familiesammenførte kvinder opnår en større tilknytning til arbejdsmarkedet.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0